Katastroferapport fra SFI
Af
Britta Mogensen og Lone Nørgaard
Trykt i Politiken 11. august 2004
Vi var ved at tabe både kæber og briller, da medierne fredag
d. 28. maj 2004 kunne blænde op for en ny rapport fra Socialforskningsinstituttet
(SFI) med titlen Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark. Den
tilhørende pressemeddelelse kunne berette, at ”80% af de
etniske minoritetsunge vælger selv deres ægtefælle”,
samt at ”Etniske minoritetsunge prioriterer det frie valg i deres
kæreste- og ægteskabs-forhold.”
Rapporten, udfærdiget af forskerne Garbi Schmidt (GS) og Vibeke
Jakobsen (VJ), handler om pardannelse blandt minoritetsungdommen, og når
den har fået så fremtrædende en plads i medierne, skyldes
det en af rapportens opsigtsvækkende konklusioner: Tvangsægteskaber
udgør kun 4%.
Det har taget os et stykke tid at få gennemlæst rapporten,
idet dens tal og statistikker har været svært gennemskuelige
for ikke at sige u-igennemskuelige. "Stol aldrig på en statistik,
du ikke selv har forfalsket", sagde Churchill, og man er tilbøjelig
til at give ham ret, når man nærlæser rapportens konklusioner.
For det er her, det går rigtigt galt.
I det følgende vil vi påpege og dokumentere en stribe af
brister i rapporten, som bl.a. er tiltænkt som beslutningsgrundlag
for politikerne. Vi har taget afsæt i følgende ’pinde’,
som har givet anledning til først undren og skepsis, siden denne
kronik:
• At man kan konkludere, at 80%
selv vælger ægtefælle.
• At SFI forventer at kunne komme i dybden på kun én
times interview.
• At man tror, at en fremmed/ukendt interviewer kan få ærlige
svar frem.
• At man ikke interviewer under fire øjne.
• At antallet af kvalitative interviews med unge er meget lavt.
• At der ikke fra forskerside er spurgt til økonomiske
årsager til, at forældre skulle tvinge til/ arrangere et
ægteskab.
• At man kan finde, at livsstilen ligner danske unges.
Det er de to forskeres opfattelse, at
det er graden af forhandling mellem forældre og børn, der
afgør, om der er tale om et arrangeret ægteskab eller et
tvangsægteskab. Men hvad mener GS og VJ så egentligt, når
de skriver:
”På den ene side er der et tydeligt pres fra familien, men
på den anden side giver den unge sit samtykke” (s. 138).
Mener de hermed, at der er tale om et arrangeret ægteskab, eller
mener de tvang?
Videre skriver forskerne: ”Et samtykke, som senere fortrydes,
men ikke desto mindre gives.” Her anvender de den usædvanligt
ucharmerende taktik at gøre kvinder til medskyldige i de overgreb,
de udsættes for. Kvinderne bliver af myndighederne rådet
til højt og tydeligt at svare nej til forældrene, når
de foreslår ægteskab for dem. De unge må ikke blot
slå det hen eller mumle afværgende. For når ægteskabet
er en realitet, og kvinderne fortryder deres samtykke, så bebrejdes
de, at de ikke meldte ordentligt og klart ud fra begyndelsen. Det er
den samme bebrejdelse, forskerne udtrykker med formuleringen ”…men
ikke desto mindre gives.”
GS og VJ oplyser, at de ikke direkte har villet spørge til tvangsægteskab
i de kvantitative interviews, men i stedet har forsøgt at "komme
omkring” spørgsmålet (s. 134, note 4). Hvordan man
kan komme omkring et spørgsmål uden at stille det, fortaber
sig i tågerne. På den anden side: Da tvangsægteskab
er ulovligt, har det sikkert været en klog foranstaltning. Spørgsmålet
ville i så fald indirekte være: "Har du begået
en kriminel handling?", og hvem pokker ville svare ja til det?
Måden, forfatterne er "kommet omkring" spørgsmålet,
er ved at spørge, om de unges forældre/familie har været
involveret i ægteskabet. 19 procent svarer ja til dette (tabel
4.8). Forskerne oplyser, at ’involveret’ dækker alt
lige fra bare at betale brylluppet over planlægning af festen
til ren tvang. Det bliver læseren ikke ret meget klogere af. Vi
gætter på, at en del tvangsægteskaber gemmer sig i
denne gruppe.
Rapporten beskriver den nære tilknytning mellem forældrene
og de unge, og hvor meget disse ønsker at leve op til forældrenes
forventninger. For de unge er dét at miste familien noget nær
det værste, der kan overgå dem. Noget forbløffende
står der herefter at læse, at når forældrene
styrer valget af partner (dette er forskernes mere spiselige omskrivning
af tvang), kan der fra de unges side være tale om, at de henvender
sig til det sociale system for at ”straffe forældrene”
som en måde at få magt over dem (s. 138). Det rimer ikke.
Hvordan kan GS og VJ nå frem til, at de unge skulle ønske
at straffe deres forældre, når forældrene/familien
netop betyder så meget? Materialet giver ikke noget som helst
belæg for en sådan udlægning. Sandsynligheden taler
i stedet for, at når unge går så vidt som til at henvende
sig til myndighederne, så er de virkeligt pressede og har brug
for hjælp.
Den manglende logiske konsistens i fortolkningen af data bærer
præg af, at mange unges problemer bagatelliseres. Denne undervurdering
kan være medvirkende til, at de unge fremover ikke vil blive taget
alvorligt, når de søger hjælp. En lemfældighed,
der kan få tragiske konsekvenser á la svensk-kurdiske Fadime,
der som bekendt blev myrdet i 2002 som offer for et såkaldt æresdrab.
Interviewpersonerne er delt op i ugifte og gifte unge. De ugifte udtrykker
forventninger/håb om et frit valg af ægtefælle. Blandt
de gifte er der ifølge forskerne altså blot 4%, som blev
tvangsgift. Imidlertid er der endnu en kategori, som forskerne opererer
med, nemlig de fraskilte, og forskerne har foretaget det kuriøse
valg at sætte denne kategori sammen med ugifte. I en videnskabelig
undersøgelse, må forskellige kategorier enten holdes adskilt,
eller - hvis en sammenblanding sker som her - må man i det mindste
forvente, at det er nogenlunde ens kategorier, der slås sammen.
Gifte og fraskilte har en fælles viden, nemlig om på hvilket
grundlag deres ægteskab er kommet i stand. Det har ugifte og fraskilte
ikke. Forskernes sælsomme kategoriseringer gør deres tal
fuldstændigt uigennemsigtige og usammenlignelige, og data behæftes
følgelig med alvorlige mangler og mørketal.
Rapporten forfægter det synspunkt, at det først og fremmest
er marginaliserede, socialt belastede og udstødte familier, der
praktiserer tvangsægteskab. Dette postulat bygger alene på
udtalelser fra én ressourceperson, der selv siger herom: ”De
familier, vi har været i kontakt med, de er i forvejen ramt af
udstødelse…” (s. 135). Imidlertid er mange (de fleste?)
minoritetsfamilier ukendt af hjælpesystemet, fordi de er i stand
til at klare sig selv, hvorfor ægteskabsmønstret i disse
familier ikke er kendt af myndighederne. Dette medgiver forskerne: ”fastholdelse
af autoritet …. kan også være et problem for den familie,
der har høj status inden for gruppen” (s. 136). Dvs. på
den ene side finder tvangsægteskab sted inden for såvel
høj- som lavstatus grupperne, på den anden side er rapportens
konklusion, at de stort set ikke finder sted.
Af andre højst tvivlsomme aspekter
ved rapporten kan nævnes:
• Mange gange anvendes det kønsneutrale
begreb ’de unge’. Og dét til trods for, at det næppe
er nogen hemmelighed, hvorledes kønnede forventninger gennemsyrer
socialiseringen, og at der stilles vidt forskellige krav til de to køns
adfærd.
• Forskernes definition af ”kæreste” og ”forlovet”
er sløret, da begreberne bruges noget i flæng. Eftersom
”forlovet” dog som oftest står sammen med ”gift”
i statistikkerne, må man gå ud fra, at en forlovet er næsten
gift, mens en kæreste er en person, man ikke kan (få lov
til at) gifte sig med, men har forældrenes accept til at være
sammen med (jf. tabel 3.4 og 3.5).
• Forskerne taler om ”indsigelsesretten” (til at afvise
en potentiel ægtefælle). Denne ret har mange unge, dog kun
indtil en vis grænse. Når den er nået, SKAL de tage
den næste, der kommer på tale. Lone Nørgaard stillede
på SFIs gå hjem-møde tirsdag d. 15. juni følgende
spørgsmål til de to forskere: Har I spurgt, hvor mange
gange pigen kan sige nej? Og eventuelt helt nej? Det havde forskerne
ikke.
Vi finder det bydende nødvendigt,
at tvang defineres. Forskerne synes nemlig at mene, at hvis de unge
har fået at vide, hvem de skal giftes med, er det enten arrangeret/forhandlet
eller hører ind under ”glidende overgang”. Imidlertid
mener de også, at:
”For at fastslå, om der er tale om et tvangsægteskab,
er det i alle tilfælde nødvendigt at lytte til den unge.
Det er ham eller hende, som bedst kan beskrive, hvorfor og hvordan der
er tale om tvang” (s.25).
Her begår forskerne en graverende fejl. De går ud fra, at
personer, der udspørges om så personfølsomme emner
som tvang inden for familien, der tilmed involverer ulovlige handlinger,
sandfærdigt svarer på spørgsmål fra dem helt
ukendte mennesker. Ikke desto mindre tager forskerne svarene for pålydende.
Og det gør de så alligevel ikke, for (ret sent i rapporten)
anfører forskerne, at der kan være tale om en ”interviewereffekt":
” En vis ”interviewereffekt” kan ikke afvises i forbindelse
med sådanne udsagn; i dette tilfælde kan svarpersonerne
være påvirket af deres viden om, at udsagn anvendes i en
undersøgelse om etniske minoriteters ungdomsliv og pardannelsesmønstre
i et offentligt rum, hvor spørgsmålet om mulig tvang i
sådanne ægteskaber ofte diskuteres” (s. 128).
Forskerne er altså klar over, at svarene kan være rettet
ind efter den verserende debat. Burde denne indlysende oplysning ikke
have været med i forordet, så læseren - og forskerne
med for den sags skyld - hele vejen igennem kunne have haft interviewereffekten
med sig i baghovedet?
Ikke alene er der foretaget en forplumring
af statistikkerne, forfatterne konkluderer tillige på et særdeles
løst grundlag:
Samtidig med, at de mener, at tvangsægteskab – altså
i de ganske få tilfælde de sker - stort set kun forekommer
i marginaliserede, socialt belastede og udstødte familier, undrer
de sig over, at netop somalierne, som de opfatter som hørende
til denne kategori, erklærer frit at vælge ægtefælle
(100%). Den mulighed strejfer ikke de to skribenter, at netop denne
gruppe kan have problemer med at opfylde lovens krav til familiesammenføring.
For forskerne skyldes de somaliske kvinders frie valg af ægtefælle,
at de – mod alle odds – ”viser et stort niveau af
tilpasning til det danske samfund.” Det svarer bare overhovedet
ikke til tal fra Norge, som viser, at somaliere ligesom stort set alle
andre minoritetsgrupper har øget tendens til at gifte sig med
en person fra hjemlandet (Hege Storhauge, 2003, Feminin Integration
s. 28). Tingene og tallene hænger ikke sammen. Og GS og VJ forklarer
ikke, hvordan vi i Danmark skulle have integreret udlændinge med
en succes, der er uden sidestykke sammenlignet med situationen i Norge,
Sverige, England, Tyskland og Frankrig. I disse lande har undersøgelser
vist, at 3. generationen oftere henter ægtefæller i oprindelseslandet,
end tilfældet var for 2. generationen (Feminin Integration, s.25-111
og s.150). Derfor må det være oplagt at stille spørgsmålet:
Kan den særlige danske situation, hvor bøtten er vendt,
monstro tilskrives vores strammere lovgivning og ikke en særlig
dansk succes-integration?
GS og VJ har alvorlige problemer med
deres objektivitet, hvilket følgende spørgsmål illustrerer:
”Hvorfor er det arrangerede ægteskab problematisk, og hvordan
skal man som udenforstående afgøre tilstedeværelsen
af tvang?” (s.205). De overvejer ikke, om dét at blive
gift med en fremmed person fra oprindelseslandet i sig selv kan indicere
tvang, heller ikke selv om rapportens tabeller viser, at de unge har
store forventninger til en kommende ægtefælle. Skal disse
forventninger bare tilnærmelsesvis indfries, synes et vist forhåndskendskab
til hinanden at være nødvendigt. Men forskerne definerer
tvang ud fra, om de unge anfører at have været udsat for
vold. Er dette ikke tilfældet, mener de ikke, at der er tale om
tvang, men blot om et uproblematisk arrangeret ægteskab.
Videre anfører de med slet skjult forargelse:
”Hvis man anser ægteskab for at være det, der konstituerer
og indleder seksuel adfærd, skal de unge så vente, til de
er 24? Og hvis de forelsker sig i en person i et andet land, skal de
så afskæres fra at leve sammen med ham eller hende? Hvad
med dem, som allerede er gift og har børn, men som grundet lovgivning
ikke kan bo sammen?” (s. 228).
Disse eksempler fra rapporten på GS og VJs manglende objektivitet
over for deres materiale har ikke noget at gøre med ordentligt
forskning. Den bør pr. definition være tilstræbt
objektiv. En meget tydelig politiseren gennemsyrer hele værket
og demonstrerer, at forskernes ærinde ikke har været at
danne et (så) objektivt (som muligt) grundlag for politiske beslutninger.
Tilstræbt objektivitet har veget pladsen for et ønske om
at bagatellisere den tvang, som især unge minoritetskvinder udsættes
for – og med det klare formål at få fjernet 24-års-reglen.
Den hensigt havde socialforskerne bare ikke behøvet skattekroner
til, den kunne have været klaret med et læserbrev.
Kogt ind til benet: Såvel dataindsamling som fortolkninger er
en katastrofe, fordi ”forsknings”resultaterne i bedste fald
afslører en rystende uvidenhed om indvandrermiljøernes
kulturer, i værste fald en indsats der mildest talt ikke fortjener
betegnelsen forskning.
Af SFIs hjemmeside fremgår det, at instituttet i 2003 var på
Finansloven med en driftsbevilling på 40,3 millioner kroner. Man
spørger sig selv, om de penge ikke kunne have været bedre
anvendt andetsteds? Især taget i betragtning at det så langt
fra er første gang, at SFIs forskere burde have ører så
røde som postkasser.
Retur
til artikeloversigt om statistik