Indvandrerne i kulturkløften
Trykt i Politiken den 29. juli 2000
Af Per Clausen, lektor
I indvandrerdebatten er der blandt “progressive”
danskere en stor usikkerhed over for, hvordan man skal forholde sig
til de fremmedes kulturer, idet de problemer, de fremmede i deres møde
med danskerne giver anledning til, ofte af undskyldes netop med henvisning
til deres kultur. Og man kan ikke gøre sig til dommer over andre
kulturer, er holdningen. På denne måde accepterer man blandt
progressive i praksis f.eks. en kvindeundertrykkelse, som man aldrig
ville acceptere, hvis den foregik i danske familier. Årsagen hertil
tror jeg hænger sammen med, at vi er bange for at blive hængt
ud for at være intolerante, eurocentristiske og racistiske, hvilket
igen udspringer af 1960’ernes og 70’ernes 3. Verdens ideologi,
hvor den vestlige verden blev anset for imperialistisk og udbyttende
over for Den 3. Verden. Kulturerne her blev anset for mere autentiske
og blev beundret - i modsætning til industrilandenes "kunstige,
amerikaniserede" kulturer. Befolkningerne i Den 3. Verden blev
anset for at være ofre for den imperialistiske udbytning. Dette
opfattelse går igen i vores syn på indvandrere og flygtninge,
idet de jo er kommet hertil pga. forfølgelse, udbytning eller
dårlige levevilkår. Endvidere har den manglende lyst til
at gå i clinch med de fremmede kulturer givetvis sammenhæng
med, at man er bange for at blive beskyldt for at gå Pia Kjærsgårds
ærinde. Holdningen har tilsyneladende været, at problemerne
helst skulle ties ihjel. Men når den progressive, politiske offentlighed
ikke vil tage en åben diskussion, bliver det netop pianisterne,
der
bliver de eneste, der giver udtryk for folks frustrationer over indvandrerne
og dermed også kommer til at sætte dagsordenen. Jeg mener
derfor, at vi må tage en åben diskussion af problemet og
se på hvilke værdier, de forskellige kulturer hviler på,
så vi har et bedre grundlag for at bedømme, hvad vi er
villige til at acceptere, og hvad vi ikke ønsker at acceptere.
For de fremmede kulturer, der har deres
udspring i islam, gælder det, at de er før-moderne, idet
der i islam ikke er en adskillelse mellem stat og kirke. Islam er en
altomfattende livsfilosofi, der gennemtrænger alle livets forhold.
Dette ses bl.a. af, at
folk, der ønsker at reformere islam, gør det ved at argumentere
ud fra islam gennem henvisning til skriftsteder i Koranen. De accepterer
implicit Koranen som højeste autoritet. Der er ikke sket en adskillelse
mellem religiøse myter og tænkning.
Jeg vil definere modernitet som muligheden for at lade alle forhold
indgå i en diskurs, hvilket er en anden måde at sige, at
traditionen ikke mere er styrende for vores handlinger. Hvis vi går
tilbage i vores vesterlandske historie, startede i renæssancen
den proces, hvor kirkens autoritet i spørgsmål om videnskab
og moral blev undergravet og dernæst frigjort af først
Galilei og efterfølgere, der grundlagde den naturvidenskabelige
metode, dernæst af Kant, der adskilte religionen fra filosofien.
Vi fik en opdeling i Poppers tre verdener: den objektive, videnskabelige
(der kan beskrives i "det"-sprog), den kulturelle (der kan
beskrives i "vi"-sprog) og den subjektive (der kan beksrives
i "jeg"-sprog). Sammenhængende hermed opstod en ego-identitet,
er ikke mere var låst fast i en rolle-identitet. Som følge
heraf fik individet med de borgerlige revolutioner rettigheder over
for staten og familien. Når Jefferson skrev, at det var "selvindlysende",
at "alle mennesker er skabt lige" - kernen i frihedsdoktrinen
er frihed fra sociale hierarkier - så var det ud fra en historisk
betragtning alt andet end selvindlysende. Alle samfund havde indtil
da været baseret på ulighed som "naturtilstanden".
Det kræver faktisk - som den amerikanske bevidsthedsforsker og
filosof, Ken Wilber, skriver - et højt kognitivt og emotionelt
udviklingsniveau for at anse menneskene for at være lige. Ud af
frihedsrettighederne fulgte så ophævelsen af slaveriet,
demokratiet, kvindernes frigørelse og ligestilling og vedtagelsen
af de universelle menneskerettigheder.
Denne proces er forløbet ujævnt
og i stadier. Den første sfære, der løsrev sig kirkens
autoritet, var naturvidenskaben, idet Galilei ved at lade en tung og
en let genstand falde samtidig fra det skæve tårn i Pisa
empirisk kunne modbevise Kirkens påstand om, at faldhastigheden
var proportional med massen. Dette eksperiment ændrede verdenshistorien.
Inden for samfunds- og kulturvidenskaberne forløb processen langsommere.
I mange lande var den vigtigste politiske-ideologiske konflikt
kampen om at adskille stat og kirke, dvs. fjerne Kirkens indflydelse
på samfundslivet.
Den konflikt har i Sydeuropa været vigtig langt op i efterkrigstiden.
Sideløbende hermed
foregik der en kamp mellem forskellige værdisystemer på
det sociale område gående fra ydre styring gennem tvang
til indre styring gennem internalisering af normer og endelig
til en situation med flydende normer. Denne proces er for USA blevet
beskrevet
af Robert Pirzig (ham med "Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel"
) i "Lila" , hvor Pirzig skelner mellem tre værdisystemniveauer:
det biologiske, det sociale og det intellektuelle niveau. På det
biologiske niveau gælder jungleloven, idet styrke bliver lig med
magt. Det var situationen indtil den amerikanske borgerkrig, hvor det
sociale værdisystem i form af victorianismen blev det dominerende.
For victorianerne var den sociale moral den altoverskyggende værdi,
idet de frygtede, at en undergravning heraf ville kaste samfundet tilbage
på det biologiske niveau. Derfor måtte intellektuelle sandheder
underkaste sig de sociale normer. Det var ikke spørgsmålet,
om noget var sandt, men om det var godt for samfundet. De sociale koder
blev legitimeret af et tyndt fernis af religiøse værdier,
hvilket sikrede industriborgerskabet støtte fra de religiøse
kredse.
Efter 1. verdenskrig mistede de victorianske værdier legitimitet,
da det var disse værdier,
der havde ledt til skyttegravskrigens helvede. De brølende 1920’er
var tilsyneladende kendetegnet med et opgør med alle former for
normer. Retssagen mod Scopes i 1925,
hvor den darwinistiske udviklingslære blev anerkendt, knæsatte
imidlertid den akademiske frihed, tankens frihed, og markerede dermed
det intellektuelle værdisystems sejr over de sociale og religiøse
værdisystemer. Det var herefter ikke mere tilladt at undertrykke/afvise
udsagn, fordi de stred mod sociale konventioner eller religiøse
dogmer - det Sokrates døde for. Og hermed kunne sociale eller
religiøse grupper ikke længere undertrykkes af andre med
henvisning til moral eller blasfemi, da disse værdisystemer var
relegeret til privatsfæren. Idéen om synd, der tidligere
havde været meget vigtig, blev nu opfattet som brud på regler,
tilhørende specifikke samfund eller kulturer. Sandhedskriteriet
er nu blevet, om en påstand kan videnskabeligt bevises eller ej
- eller om det var rationelt - og da det inden for humaniora og samfundsvidenskab
er næsten umuligt at føre bevis for noget sådant,
har det medført en værdirelativisme, hvor det eneste, man
er enige om er, at man ikke kan fælde værdidomme over andre
livsformer og kulturer. Og hermed er vi tilbage ved udgangspunktet for
artiklen.
Efter 1960’erne, hvor det har vist
sig, at videnskaben ikke udelukkende har medført fremskridt,
men også til masseødelæggelsesvåben og naturødelæggelse,
har også denne sidste store fortælling, videnskaben, mistet
sin halvreligiøse status, så det postmoderne menneske tilsyneladende
står uden faste holdepunkter i sin navigation gennem livet. Herved
er individet nået til det foreløbig højeste stadie
i sin udviklingsproces. Det er frigjort fra overleverede sociale og
kulturelle normer og har frihed til selv at skabe sin tilværelse
og sit liv. Da der ikke er noget , der pr. definition er rigtigt eller
forkert, bliver éns liv et resultat af de valg, man foretager,
hvorfor vi hele tiden overvejer vore handlinger, og hvad resultatet
af dem kan blive. Individet er med et sociologisk udtryk blevet selvrefleksivt.
Denne tilstand stiller store krav til individets psykiske struktur med
hensyn til differentierede og passende reaktioner på de mangeartede
krav og valg, som det sættes i, hvorfor der også stilles
krav om høj moral, så individet kan være selvregulerende.
Og hermed træder også frigørelsens janusansigt frem,
fordi der ikke er nogle etablerede strukturer at falde tilbage og støtte
sig til, hvilket let fører til angst og regressive reaktioner.
Og her er vi fremme ved Wilber’s pointe, nemlig at man kan opstille
et udviklingsmæssigt hierarki for såvel samfundsmæssige
som bevidsthedsmæssige strukturer, således at de mest differentierede
er de mest udviklede og dermed de bedste, og således at der en
sammenhæng mellem det samfundsmæssige udviklingsniveau og
de tilhørende bevidsthedsstrukturer. For at opnå en integreret
personlighed kræver det en kompliceret og langvarig socialiseringsproces,
der starter fra fødslen, og som også stiller stor krav
til forældre og det omgivende samfund.
Hvis vi ser på de førmoderne,
islamiske kulturer, så er de som før nævnt karakteriseret
af en manglende adskillelse mellem Popper’s tre verdener eller
også er kun naturvidenskaben skilt ud. Individet har endnu ikke
opnået rettigheder i forhold til kollektivet, familien, og er
primært defineret i kraft af sin sociale og kønsspecifikke
rolle. Normer og værdier er meget faste og overtrædelse
bliver mødt med stærke, negative sanktioner. Hvis en person
træder ved siden af, taber hele familien ansigt. Derfor vogter
man også på hinanden inden for familien. Den personlige
frihed er stærkt begrænset. Dette afspejler de mellemøstlige
samfunds lave udviklingsniveau - typisk landbrugssamfund - og fraværet
af en stærk statsmagt, hvorfor familien har været det sociale
sikkerhedsnet. Religion og kulturer er sammenvævede i den daglige
praksis, så det ofte er svært at adskille, hvad der er begrundet
i Koranen, og hvad der er lokale kulturer. Så længe folk
fra disse kulturer lever i det oprindelige geografiske rum, fungerer
livet i kulturen forholdsvist problemløst, fordi der er overensstemmelse
mellem det teknologiske og økonomiske udviklingsniveau og de
kulturelle og bevidsthedsmæssige strukturer. Når mennesker
med disse kulturer kommer til højtudviklede postmoderne kulturer,
opstår der problemer i kultursammenstødet. Ofte har de
før-moderne mennesker meget dårlige forudsætninger
for at opfylde de ret avancerede krav, der stilles på arbejdsmarkedet
- de simple, manuelle jobs forsvinder hastigt - og derfor kommer de
ofte på mere eller mindre permanent overførselsindkomst.
Hermed svækkes imidlertid også mændenes autoritet
inden for familiestrukturerne, således at børnene, især
sønnerne, mister respekten for faderen og for de traditionelle
normer. Samtidig udsættes børn og unge for modsatrettede
krav og påvirkninger fra de to kulturer, idet de i hjemmet i en
opdragelsespraksis præget af kontante sanktioner oplæres
til lydighed og rollekonformitet uden at skulle tage selvstændig
stilling - og ofte kommer til at mangle sproglig kompetance - mens det
i uddannelsesinstitutioner og den offentlige sfære forventes,
at de er verbalt ræsonnerende og selvstændigt tager stilling
til tingene. Resultatet bliver, at de unge bliver spaltede individer,
der ikke føler at høre til hverken i den oprindelige eller
den nye, danske kultur.
Da drengene som følge af deres
kulturelle baggrund er dårligt rustede til at begå sig i
uddannelsessystemet, får mange svært ved at få fodfæste
på arbejdsmarkedet - hvilket forværres af mere eller mindre
åbenlys diskrimination - og situationen ser ofte fra den unges
synspunkt håbløs ud. Der er ingen forbilleder. Da familie-
og normstrukturen i mange familier er brudt sammen, og da de i det danske
samfund mødes med helt anderledes blide sanktioner end i hjemmet,
opstår situationen med normløshed, følelsen af ikke
at have noget at miste og derfor acting-out i form af forskellige former
for usocial opførsel. Selv om de unge ikke blev diskrimineret
på arbejdsmarkedet ville det stadig pga. deres før-moderne,
kulturelle værdisystem og bevidsthedsstruktur være meget
svært at integrere dem i et postmoderne samfund.
For pigernes vedkommende er problemerne endnu større, idet det
forventes, at de skal
giftes tidligt og derefter overgår til brudgommens familie. Uddannelse
er ikke vigtig, og når pigerne nærmer sig puberteten, bliver
de trukket ud af store dele af det sociale liv blandt danskerne, da
der ikke må kunne sættes spørgmålstegn ved
deres dyd. Ofte giftes de bort til en mand fra hjemlandet, hvorfor integrationen
sættes tilbage. Kontakten til den oprindelige kultur opretholdes
også via parabolantenner, som gør det muligt at se fjernsyn
fra hjemlandet - og fravælge danske kanaler. Den manglende integration
gør i mange tilfælde, at indvandrerne sammen med ligesindede
søger tryghed i den oprindelige kultur og lukker af i forhold
til det omgivende samfund.
Som Thomas Hylland Eriksen har sagt, så virker den skandinaviske
velfærdsstat homogeniserende på befolkningen, idet den bygger
på en implicit kontrakt i forholdet mellem rettigheder og pligter.
Kontrakten går ud på, at medlemmerne af samfundet opnår
rettigheder og er villig til at give de samme rettigheder til alle andre.
Man drager ikke bare omsorg for sin egen familie, men idéelt
set for alle andre statsborgere. “Familien”
omfatter alle statsborgere. Men samtidig modsvares rettighederne af
en pligt til at yde til samfundet i form af i videst muligt omfang at
forsørge sig selv og via skatteindbetaling at bidrage til den
fælles kasse. Som arbejderbevægelsen gamle motto sagde:
"Gør din pligt og kræv din ret" - i nævnte
rækkefølge. Velfærdsstaten kræver en udbredt
konsensus om værdier og moral, der igen forudsætter en ret
avanceret evne til decentreret tænkning. Hvis konsensus bryder
sammen, skrider grundlaget for velfærdsstaten.
Når indvandrere med før-moderne
kulturer indtræder i det danske samfund opstår der problemer
i forhold til rettigheder og pligter, idet de får samme rettigheder
som danske statsborgere, men oftest mangler de socio-kulturelle og bevidstmæssige
forudsætninger
for at kunne yde, fordi de har svært ved at blive integreret på
arbejdsmarkedet.
Endvidere bruger de henvisninger til menneskerettighederne til at opnå
rettigheder, som de aldrig ville give anderledes tænkende i deres
hjemlande, og ofte kræver de på den ene side rettigheder,
hvis det kan være til gavn for dem selv, mens de ikke er villige
til at
udstrække menneskerettighederne til mange inden for deres egen
kultur. Her kan deres undertrykkelse af deres egne kvinders rettigheder
tages som eksempel. Der er eksempelvis en klar modstrid mellem mange
unge indvandrermænds - berettigede - klager over diskrimination
ved diskoteksbesøg og deres holdning over for deres søstres
eventuelle gåen på diskotek. Det vil de ikke tillade, for
de skal være "rene", når mændene skal giftes
med dem. Og når de unge mænd går i seng med danske
piger, må det ud fra samme logik indebære, at disse anses
for "urene" og får dermed tildelt en slags luder-status.
Indvandrerpigerne er med til at opretholde denne luder-madonna agtige
seksualmoral, idet de ved at bære tærklæde signaler
madonnastatus - i modsætning til
de utildækkede, "billige" piger. At sløret/tørklædet
begrundes med henvisning til Koranen afslører også en før-moderne
tankegang, da tærklædetvangen herved bliver indiskutabel.
Der stilles ikke spørgsmålstegn ved, om begrundelsen kan
tilbageføres til noget tidsspecifikt i 600-tallet, der stilles
ikke spørgsmålstegn ved synet på seksualiteten og
kønsopfattelserne, og der stilles ikke spørgsmålstegn
ved Koranens autoritet. Livssfærerne er ikke differentierede fra
hinanden med hver deres logikker, idet religionen i dette tilfælde
tiltager sig magt over områder, der ikke vedrører trosspørgsmål.
Den islamiske fundamentalisme i Den 3. Verden kan bl.a. ses som en reaktion
på den afsporede moderniseringsproces, der ikke har ført
til industrialisering, og kan ses som en reaktion på påvirkningen
fra især medierne, der virker opløsende på de traditionelle
kulturer, hvilket ikke bare truer disse, men truer med at kaste samfundene
tilbage til det som Pirzig benævner det biologiske værdisystemniveau:
Alles kamp mod alle i form af stamme- eller etniske krige. Det har været
situationen i Afghanistan, hvorfor det første mål for Talibanerne
har været at genoprette den sociale orden. Dette er blevet legitimeret
med Koranen, dvs. i sin mest præ-moderne form, hvor menneskerettighederne
er ikke eksisterende.
Konklusionen på ovenstående
er, at integrationen af før-moderne kulturer i moderne samfund
er meget problematisk. Derfor må strategien være flerstrenget:
For det første må vi forsøge at begrænse indvandringen.
Dette gøres allerede i form af regeringens flygtninge- og indvandrerpolitlik.
For det andet må vi så vidt det er muligt forsøge
at fjerne eller mindske årsagerne til
indvandringen. Her kan nævnes fjernelse af handelshindringer fra
EU’s side - hvis de ikke kan komme af med deres varer til os,
kommer de selv - arbejde for krav om overholdelse af menneskerettighederne,
arbejde for befolkningsbegrænsning og støtte udviklingen
og moderniseringsprocessen i Den 3. Verden. Her er det især vigtigt
at støtte kvindernes ligestillingsproces, idet dette er nøglen
til begrænsning af befolkningseksplosionen.
For det tredie må vi stille krav til indvandrerne om integration,
idet vi skal kræve, at de lærer dansk og tager en uddannelse.
På den anden side må vi gøre diskrimination af indvandrere
på arbejdsmarkedet strafbart på samme måde, som det
er at strafbart at diskriminere kvinder. Et lyspunkt er det dog, at
der er ved at være mangel på arbejdskraft, således
at man kan håbe på, at indvandrerne kommer i arbejde, hvilket
er den vigtigste vej til integration. Endelig må vi støtte
indvandrerpiger/kvinder i deres kamp for ligestilling
og kræve af indvandrerne, at de ophører med at diskriminere
dem.
Retur
til artikeloversigt om civilsamfundet