Nu trænger vi virkelig til
humor - alvorligt talt!
Af Preben Breds, cand. mag., København
Trykt i Jyllands-Posten 29. december
2004
I nutiden mødes den ugudelige
vits og satire ikke mere med repressiv tolerance, for der er kommet
en ny gud på banen, en ny absolutistisk monolit, som ikke tåler
humor, skriver kronikøren.
I begyndelsen var alvoren, og alvoren
var hos Gud, og alvoren var Gud. Ja, sådan! For Gud er ikke nogen
spøgefugl, og det var først med den famøse historie
om figenbladet, at humoren opstod. Og den var som bekendt helt og aldeles
menneskeskabt - opfundet i den times tid, hvor Gud Herren fik sig en
middagslur.
Figenbladet skulle jo dække over
noget, og sådan er det med humor: Der er altid noget indeni. Noget
uventet. I dette tilfælde viste det sig at være noget farligt
noget - og det kostede dyrt: Paradis tabt.
Blandt "Bogens folk" er Det
Tabte Paradis den allerinderste kerne i humorens væsen.
De tre religioner med mellemøstlig
baggrund har siden hen ikke rigtig kunnet lide figenbladshistorien.
De kan ikke se noget humoristisk i den, kun en grim ingrediens i syndefaldsfortællingen:
den første løgn.
Men humoren sivede alligevel ud allevegne
- også i kirken, hvor kalkmalerier kan vise paradisets Adam og
Eva splitternøgne, men fuldstændig uden nogen ting i skridtet.
Det er helt glat og "ubefængt". Sådan set var
der altså ikke noget at dække med figenbladet, og så
kan den historie synes underlig absurd. Og naturligvis - i paradis tisser
man ikke.
Trods religionens modstand har jøder
og kristne alligevel undertiden tilladt sig at spøge også
med de gudelige ting, mens muslimerne i langt højere grad synes
at have bevaret smagen for alvor. Tænk på karnevalets halløj
med al autoritet og hellighed, noget som vist er utænkeligt i
islam. Kirken har dog for det meste også formået at holde
latteren nede. Man husker den forbudte bog om humor af Aristoteles i
Umberto Ecos "Rosens Navn" og munkens udbrud: »...kun
en tåbe oplader sin røst til latter«. Det er skam
ikke ren fiktion.
Til brug for almindelig undertrykkelse
af folk har magthaverne siden sammenbrygget diverse censur- og blasfemilove.
Ja, den slags findes jo stadig. Og rundt omkring har forskellige reformatorer
haft held til at plante alvorens mørke vækst i tilhængernes
sind, så de frivilligt kontrollerede sig selv og hinanden og kvalte
spøg og latter ved kilden.
Eksempelvis puritanerne, som fik øgenavnet
"blue-noses", da de kom over til kolonierne i "Guds eget
land", Amerika. Udtrykket "blånæser" rammer
på en prik et kuldslået livssyn uden munterhed. Til gengæld
dyrkede de boglig lærdom desto mere energisk bl. a. med grundlæggelsen
af flere store universiteter som Harvard og Yale. Deres indflydelse
blev som bekendt afgørende i USA og med virkning på verden
den dag i dag. Fænomenet politisk korrekthed, blottet for selv
antydningen af humor, stammer således fra East Coast-universiteterne,
der i lighedens navn erstattede f. eks. ordene blind og lam med betegnelser
som syns- og fysisk handicappet og ord som neger eller sort med African-American.
I den forbindelse kan jeg ikke dy mig
for at fortælle verdens største vits. Den handler om William
Penn, kvækeren som grundlagde kolonien Pennsylvania i 1681. Hans
far færdedes som rigets admiral og kongens ven ved Charles II's
hof. Hans søn William blev imidlertid indædt kvæker
og så strikte lighedsfikseret, at han på en hofvisit end
ikke ville tage sin hat af, når kongen beholdt sin på. Det
var dengang et kongeligt prærogativ at beholde hatten på.
Kong Charles tog så til gengæld sin hat af, og William spurgte
ham hvorfor. Charles svarede med humorens tålsomhed, at hvor han
var tilstede, var der altid kun een, der bar hat.
Da kongen siden hen bevilligede William
ret til i Amerika at oprette en ny koloni for hans kvækermenighed
i et skovområde, som på ansøgningen havde fået
navnet "Sylvania", dvs. skovlandet, rettede han (troligt nok
ihukommende episoden med hatten) navnet ved at skrive "Penn"
foran Sylvania.
William protesterede, at han absolut
ikke ville fremhæves over sine trosfæller, hvortil Charles
svarede, at det da heller ikke var tilfældet. Det var hans far,
admiralen, hvem hæderen gjaldt. Staten Pennsylvanias navn er således
et udslag af en kongelig humor med et enestående fladeareal.
Men religion behøver ikke nødvendigvis
at stå i modsætning til humor. Tænk blot på
Dalai Lama, den reinkarnerede Buddha, som på alverdens tv-skærme
ofte er set bryde ud i latter fostret af en dyb indsigt i menneskelivet.
Og ikke sandt - på utallige buddhafigurer lyser et saligt smil
os imøde, og det skyldes jo ikke tabet af noget paradis, men
efter sigende viden om at vinde det. Dalai Lama betjener sig givetvis
ikke af blasfemiparagraffer. Nej, det er påfaldende, at den mørke
alvor er kommet til os som en specialitet fra Mellemøsten - og
jo mellemøstligere jo mørkere.
Af samme kilde sprang den forhen så
strafbare majestætsfornærmelse. De gode, gamle vikinger
undså sig skam ikke for at kalde konger ved øgenavne som
"Blåtand", "Blodøkse" eller" Tveskæg",
og middelalderens kongenavne som "Hunger" eller "Harefod"
var heller ikke uden satirisk brod. Majestætsfornærmelsen
blev til gengæld et fikspunkt for enevoldskongerne. De var konger
af Guds nåde, og de var fredhellige. Siden deres tid kendes kongerne
ikke ved øgenavne, men blot ved et nummer i kongerækken,
og det til trods for at i hvert fald en af dem var bindegal.
Det samme gælder også kongens
embedsmænd. Vikingerne havde rammende øgenavne. til bl.a.
præsterne såsom "Talesvend" og "Langpræk",
mens betegnelsen for en slimet stinksvamp som "Præstepik"
vist ikke kan dateres. For enevoldsmajestæten var det imidlertid
naturligt at beskytte Gud, kirke og embedsmænd lige så godt
som sig selv, når de jo allesammen var i hans sold. Humoren måtte
som så ofte i historien krybe i skjul.
Selvfølgelig har andre autokrater
og diktatorer taget den linie op og udviklet censuren med overvågning
og angiveri. Det er kun få år siden hele Østeuropa
lå indefrosset i kommunismens humorforladte isskosse. Alligevel
piblede vitserne frem i revner og sprækker, for folk vidste jo
godt, at de officielle påstande og paroler var løgn og
bedrag.
Det er nu en udbredt vurdering, at kommunismen
til sidst endte som en dogmatisk religion. Jeg husker den gysende fornemmelse,
der greb mig, da jeg i et 1.maj-smykket Østberlin så et
gadebanner med parolen: »Die Marxismus ist almächtig, weil
sie wahr ist«. Kravet om at besidde sandheden er jo selvindlysende
for såvel ideologier som religioner, men ordet "almægtig"
tilhører udelukkende den religiøse kategori, kun Gud kan
være almægtig. Min gysen afløstes af en spontan latter,
som jeg umiddelbart anede var strafbar i "Arbejder og Bondestaten
DDR".
I 2000 bragte Samvirke en artikel om
professor Ivan Slavov, "Professor i vitsologi", der bl.a.
havde samlet 300 vitser om Bulgariens diktator Zhivkov, men mente der
var et mørketal på 10 gange så meget. Han noterer,
at alle de kommunistiske ledere var blottet for humoristisk sans, og
det uhyggeligste tegn på Lenins dæmoni fandt Slavov i Lenins
egne tekster: »Intet sted i hans studier er der det mindste strejf
af humor eller antydning af en vits. Derfor var alle kommunisternes
kongresser også så sterile og blottede for humor: For alt
blev præsenteret, som om det var videnskabens sidste ord - noget
der syntes at komme Ovenfra. Og vi skulle bare gentage.«
Det éndimensionale menneske kan
så lidt som endimensionale regime tåle humor, der jo sår
tvivl og antyder en anden sandhed, en anden virkelighed. Den slags er
naturligvis nedbrydende for den monolitiske tanke og den absolutte,
ukrænkelige sandhed.
I Danmark mærkede man før
murens fald ikke så meget til snærende bånd på
ytringsfrihedens og humorens udfoldelse, bortset fra i det marxistiske
universitetsmiljø. Dengang levede vi andre jo i "Det frie
Vesten", og hverken majestæts-, blasfemi eller racismeparagraffer
var på mode, selvom Majestæten surmulede over »vores
danske humor og små dumsmarte bemærkninger«. Det er
vist første gang siden enevælden, at en konge offentligt
har irettesat undersåtternes humor, men de højere rangklassers
trang til at tryne de lavere er åbenbart altid latent tilstede.
Jeg kendte dengang en ung kvindelig teolog,
som jeg elskede at drille med ugudelige vitser. Med et overbærende
smil afvæbnede hun mig med et: »Gud skal nok klare sig«,
underforstået at det var mere tvivlsomt med mig. Det svar forekom
mig kvikt og fikst. Men i eftertanken var det heller ikke nogen accept
af humoren, når meningen jo var, at jeg egentlig havde fornærmet
Gud. Det tålte hun kun, fordi han i modsætning til mig var
usårlig. Var det et udslag af repressiv tolerance? I hvert fald
intet Buddhasmil der.
I nutiden mødes den ugudelige
vits og satire ikke mere med repressiv tolerance, for der er kommet
en ny gud på banen, en ny absolutistisk monolit, som ikke tåler
humor. Danskerne har tilsyneladende instinktivt undertrykt vitser og
satire om de fremstormende problemer med den nye ånd fra Mellemøsten.
Givetvis har truslen fra racismeparagraffen og de mange overvågningsinstitutioner
været nok til at kvæle morskaben. Et eksempel: Den prisbelønnede
skolebogsforfatter Kåre Bluitgen forsøgte i en fagligt
velbedømt skolebog at bruge vittigheder om muslimer som oplæg
til debat i undervisningen, men den magtglade biskop Kjeld Holm fik
bogen standset i Gyldendals port med sine blotte trusler, altså
helt bag om lov og ret og i modstrid med demokratiske normer. Heri fik
han tilmed støtte af Knud Vilby, Dansk Forfatterforenings formand,
som ellers skulle beskytte forfatternes ytringsfrihed. Bluitgen modtog
efterfølgende mordtrusler - men dog ingen dødsfatwa som
Salman Rushdie.
Mørket fra Mellemøsten
breder sig igen over landet. Mehmet Necef skrev i 2000 om Biskop Holms
kontorchef i Nævnet for Etnisk Ligestilling: »Det, Zarapapa
kræver er ikke etnisk ligestilling, men etnisk særstilling:
At etniske minoriteter bliver hævet over at blive genstand for
humor«. Så enkelt, så kan klart det siges.
De gamle satiresprøjter Blæksprutten
og Svikmøllen blev anmeldt af Bo Bjørnvig 2000 således:
»Vitserne er generelt meget forudsigelige og frem for alt godkendt
af nævnet for alt, hvad der hedder racediskrimination og ligestilling
og etik i det hele taget«. Mon ikke Bjørnvig her snarere
tænker på selvcensur?
Komikeren Mette Lisbys oplyste i tv om
sit nye show i 2001, at hun »ikke vil nævne islam, men vi
laver sjov med folkekirken«.
Således syntes grænserne
for humor allerede for at par år siden stille og roligt at indsnævres
uden at nogen løftede en finger for friheden. Men helt så
stille skulle det dog alligevel ikke gå, for i 2004 blev muslimernes
krav mere udtalte, idet mange menige og talsmænd i deres afstandtagen
fra mordet på filmkunstneren Theo van Gogh samtidigt stillede
krav om at diskutere begrænsninger af ytringsfriheden. Og det
var ikke kun i Danmark. England er her et skridt foran os, idet indenrigministeren
er på vej med et lovforslag, der vil forbyde tilskyndelse til
religiøst had, hvilket "Mr. Bean" og andre komikere
frygter »vil gøre det umuligt at lave grin med religion«.
Her tænker de så vist ikke på Church of England, den
katolske kirke eller buddhismen - men islam.
Komikeren Farshad Kholgi har sammenlignet
sine oplevelser på Nørrebro med Iran: »...det der
med, at man slet ikke skal lave grin med noget som helst. Alt skal tages
alvorligt. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at jeg skulle opleve
sådan noget igen. Det er meget skræmmende.«
Ja, nu er der virkelig brug for humor
- alvorligt talt!
Retur
til artikeloversigt om medier og ytringsfrihed