Hellighed halshugger ytringsfriheden
Af Leo Tandrup, kritisk historiker, dr. phil., Aarhus Universitet
Trykt i Jyllands-Posten 16. december 2004
Hvis vi ikke ønsker at ende i en ny mørk autokratisk middelalder, er
det ytringsfriheden, vi skal værne om mod begge parters fundamentalisme,
ikke helligheden, skriver kronikøren.
Sherin Khankan, forkvinde (eller formand, som hun selv kalder sig) for
Kritiske Muslimer, har 1/12 skrevet en kronik om det mulige i at rumme
både ytringsfrihed og Koranens hellighed. Men den går ikke. Jo, den
går, men kun, hvis man som Khankan skøjter hen over problemerne i et
pseudo-akademisk begrebssprog på så højt et abstraktionsniveau, at alt,
hvad man siger, bliver dybt uforpligtende.
Hvad det i stedet gælder om, er at sætte det små sammen med det store.
Det er i det små, i livet lige dér, hvor det leves og føles, at det
skal vise sig, om éns overordnede, såkaldt "nuancerede" og "kritiske"
synspunkter kan stå sin prøve, eller om de bare er selvretfærdig og
i virkeligheden gammel-muslim-indoktrinerende snik-snak.
Og det Store, hendes religion, må netop ikke sættes sammen med det små,
et mord på van Gogh eller spanske togrejsende eller folk i Twin Towers,
selvom de er udført i den religions navn. Kvindeundertrykkelse har heller
ikke noget med islam at gøre, så van Goghs "Submission" er bare fordummende
vestlig provokation. "Provokation som kunstform skaber kløften mellem
mennesker", siger hun uden at ane, at den nedbryder kløften, får folk
til at vågne op, besinde sig.
Mord og terror og uærbødig provokation må stå for folks egen regning.
For "mennesker taler på egne vegne", siger hun. Det lyder oplivende.
Khankan ved, hvad frie mennesker i Vesten gerne vil høre. Vi er med
- hvis det ikke lige var for den foregående sætning: "Ingen kan tale
på vegne af en religion eller civilisation". For det er netop det, hun
gør hele vejen igennem med sin snak, eller som det dyrt lyder, sin "term"
om "Koranens hellighed". Den refererer, siger hun, "til en bestemt respektfuld
og hengiven adab"!
Så skal vi lige betages af et nyt og for forståelsen unødvendigt muslimsk
fremmedord. Måske det skal få os til at sluge det virkelig forfærdelige.
Adab her betyder nemlig "omgang og tone i forhold til Koranens indhold
og profeten Muhammeds sædvane". Den respektfulde og hengivne omgang
gælder det om at "udleve", hvis man vil kaldes "aktive muslimer, der
har islam i hjertet".
Ved hun, hvad hun selv siger. Respektfuld at hengive sig udlevende til
Allah og hans jordiske magthavers levevis ligger lige op ad at overgive
sig, gøre sig til ét med. Hvor bliver muligheden for kritik så af? Hellighed
viger for fredhellighed. Og det fredhellige kan ikke diskuteres. Vi
er i fundamentalismens verden. Det fredhellige skal lades i fred. Og
dét selv om al fundamentalisme i historiens løb har fået dens tilhængere
til at afvise, tortere eller dræbe anderledes tænkende.
Kritikken fordufter op i skødet på Allah og ryger derfra lynhurtigt
ned i hjernevindingerne på dem, der som imamer og kritiske forkvinder
som profetens efterfølgere bemyndiger sig selv til at udlægge hans ord
med direkte rød linie til Allah selv. Disse imamer kan i reglen ikke
engang dansk, kender ikke miljø og mentalitet i vort land, men hvad
betyder det også, når ikke bare Allah, men også profeten fortæller én
alt, hvad der er værd at vide. De er Muhammeds grammofonplader. Han
har heldigvis kunnet se 1400 år frem i tiden.
Så gør man sig til ét med sin Gud og profet. Og så har alle moderate,
heldigvis meget dennesidige muslimer i vesten bare at følge trop. Og
det begynder de så tøvende at gøre. Og er det ikke også netop meningen.
Så nærmer vi os hastigt Huntingtons religiøse "Clash of Civilizations".
Khankan kender ganske vist det danske sprog i sine intellektuelle, generaliserende
former, som hun excellerer i. Men det hjælper ikke meget. For hvordan
unddrage sig folk som hende og imamerne, når de, som særlige af sig
selv udvalgte, ved, hvad Allah til alle tider har ment. Så skal man
i hvert fald oplyses om, at den slags folk lider af storhedsvanvid,
af hybris, som de gamle grækere sagde.
Men hvad kommer grækernes selvkritiske fornuft Khankan ved. Inderst
inde er denne fornuft bare et ydre legitimerende vedhæng i en bestemt
sags tjeneste, nemlig udbredelsen af Muhammeds fra Allah kommende ord
og livsmønster.
De ord og det mønster er hendes fredhellige lov. Hun kender som troende,
med "islam i hjertet", Allah lige så godt som sig selv. Og hun kan ikke
dy sig for at røbe det, selvom hun prøver. Hør bare: "For (vi) (ordet
vi udelader hun snedigt nok) troende muslimer blev ytringsfriheden givet
af Gud, længe før vi mennesker fik modet til at definere og statuere
den". Derfor er "ytringsfriheden ... ikke eksklusivt en vestlig menneskeskabt
affære".
Så fik de gamle grækere og vi i Vesten, der er deres arvtagere, den
- lige i synet, af Allahs egen Khankan. Her gik vi og troede, at de
arkaiske og højklassiske grækere havde udviklet kritisk frihed og lighed,
og at det netop skete i kraft af, at de som de første i verdenshistorien
gjorde op med de fredhellige, højt over jorden placerede guder, hvad
enten neolitiske solguder eller mesopotamiske eller ægyptiske eller
persiske eller arabiske himmelguder, der hidtil med tyranniske fyrstemagter
som lammende redskaber havde kvast al ytringsfrihed.
Det går nemlig altid galt, når magten kommer ovenfra, når økonomiske
magthavere og elitære sorte intellektuelle sprutter en hellig gud ud
i hver anden sætning. Så bliver selv i vor tid en van Gogh myrdet og
en Grosbøll suspenderet og en masse uskyldige mennesker terrordræbt
uden videre.
Her troede vi, fordi vi kunne dokumentere det, empirisk, at det bl.a.
lykkedes for grækerne at vinde ytringsfrihed og medmenneskelighed, fordi
adelselite og folk smeltede sammen, så de kunne skabe deres guder som
højst menneskelige, boende på jorden, alt andet end fejlfrie, gensidigt
uenige, men alligevel med ædel styrke og erotisk udstråling, så grækerne
havde noget livsnært og fortroligt at leve op til. Og dét her på jorden.
For det var fællesskabet på den jord, man skulle satse på, ikke et blegt
Hades, endsige et postuleret højt i himlene roterende paradis, hvad
enten nu øde asketisk, som i den mørke middelaldercivilisations kristendom,
eller nok så fyldt med sanselige kvinder, som i den samme mørke middelalders
muslimske Allah-tro fra 600-tallet.
Dyrkelsen af det hellige som fredhelligt og med total himmelsk magt
opstår altid, når mennesker bliver undertrykt på jorden og mister selvværd.
Grækerne kunne desværre ikke fastholde demokrati og ytringsfrihed. Deres
kultur endte i en global hellenisme, hvor rige selvtilstrækkelige oligarkier
omkring en ny fyrstemagt, sidst den romerske, gjorde folket til fattig
pøbel og arbejdskvæg. Folket begyndte at se op ad, søgte forløsning
i mysteriereligioner og en anden verden.
En religion vil altid forblive afhængig af sin start, hvad Khankans
helliggørelse af Allahs og hans profets ord og liv illustrerer. Kristendommen
var så heldig at komme til verden i Romerrigets oplysningstid, hvor
en form for humanisme, retfærdighed, kosmopolitisme og fredspolitik
trods enevælde og de sociale skel endnu spillede en samlende rolle,
og hvor fornuften stadig med besvær kunne få legeme og sjæl til at holde
nogenlunde sammen. Jesus kunne derfor forkynde, at kristendommen drejede
sig om alle menneskers liv i gensidig åndelig og legemlig kærlighed,
og at paradiset var her på jorden, men at menneskene blot ikke rigtigt
mere i deres dyrkelse af en selvisk materialisme kunne se det. Den slags
mennesker forlanger mirakler for at tro. Derfor måtte Jesus tage tilflugt
til hjælp fra en Fader i himlene. Men ham kunne han dog endnu fremstille
som en tilgivende Gud, der ikke tvang, men opfordrede menneskene til
at tilgive sig selv og andre, hvis de svigtede den indbyrdes omsorg.
Den ret gunstige situation var Muhammed ikke i. For den hellenistiske
romerske civilisations mennesker, især de rige, blev til sidst så udhulede
af vellevned og gold narcissisme, at selv kejsermagten antog den ny
kristendom, hvad den ikke overlevede mentalt. Da Romerriget gik under
i en mørk middelalder, fulgte kirken med. De nye fyrster og fine adelige
holdt sig oppe ved at sammen med de fine gejstlige at dyrke et asketisk
neoplatonisk opstandelseshysteri, hvor det gjaldt om, at sjælen holdt
sig ren ved at sige fra over for alt legemligt. På den måde kunne man
bekvemt, mens man fortsatte sit skørlevned, holde folk fra at gøre oprør.
Tænk ikke på, at I er fattige. Så kommer I desto lettere i paradiset.
Og dér er det egentlige liv.
Det reagerede Muhammed sympatisk nok imod. Han hadede de rige, selvoptagne
købmænd i Mekka, Konstantinopel og de byer i vest, der overlevede den
økonomiske nedtur. Men da både de rige og de fattige i ørkenen, som
han skabte en hær af, var blevet åndelig pøbel i den mørke middelalder,
måtte han, som sin samtids kristne, bygge på lov frem for tilgivelse,
på ydre ritualer mere end selvbesindelse, på hellighedens magt ovenfra,
og de ord, hvorfra islam og muslim stammer, betyder da også "underkastelse",
og "én, der har underkastet sig", nemlig den almægtige og hellige ånd
Allahs vilje.
Folk, der i århundreder har været undertrykt materielt, foretrækker
i en slags masochisme fortsat åndelig og politisk undertrykkelse ovenfra,
bare de kan få hævn over de rige her i verden og selv leve i materielt
mådehold, og det sørgede Muhammed og hans enevældige kalif-efterfølgere
for, at de fik i deres store erobringstogter i øst og vest. Det er denne
farlige undertrykkelsesmekanisme, der tegner sig som en gentagelsens
forbandelse i dag med helligheden som våben.
Så lad os lige blive fri for al hellighed, hvad enten nu i den i Europa
heldigvis afblegede moderne kristne form, eller i den lige lidt for
blodrøde muslimske.
Hellighed har altid været bryske magthaveres hovedvåben, hvad enten
det nu er en præsidents Bush' ubehagelige middelalderkristne gudstro:
vi er de gode og rene, i uhæmmet kamp for gennemtrumfningen af økonomisk
globalisering, eller det er en Osama bin Laden og hans terrorgud, der
i sin kamp mod USA's for ham at se alt banaliserende økonomiske imperialisme
tror, at han kan bruge alle midler for at bremse den.
Hvis vi ikke ønsker at ende i en ny mørk autokratisk middelalder, er
det ytringsfriheden, vi skal værne om mod begge parters fundamentalisme,
ikke helligheden.
Den har altid op gennem historien krævet de ikke-helliges hoveder på
pseudo-intellektuelt nok så smukt pyntede, men fanatiske fade.
Retur
til artikeloversigt om medier og ytringsfrihed