Grundlovstale
holdt af Dansk Samlings landsformand
Adam Wagner ved Dansk Samlings og Retsforbundets grundlovsmøde
på hotel Kongens Ege i Randers, Grundlovsdag 2004
[Bragt i Nyt
fra Dansk Samling nr. 3, 2004, 60. årg., s. 4-10, se også:
www.dksamling.dk]
Ifølge et middelalderligt sagn
var det kong Dan, der samlede vort rige. Først var han dog kun
– ifølge sagnet – konge over Sjælland med omliggende
øer. Men Jylland, der jo ligger udsat med grænse mod kontinentet,
blev idelig angrebet af kejser Augustus. Ja, sådan siger sagnet
altså. Derfor bad jyderne kong Dan om hjælp og ved voldsomme
kampe ved Danevirke, lykkedes det Dans således forenede sjællandske
og jyske tropper at drive kejsermagten på flugt. Herefter valgte
jyderne ved Viborg Dan også til deres konge; efterfølgende
lagde han Fyn og Skåne under sig og var således tilfreds
med sit rige. Det skulle dog have et navn, hvorfor Dan tilkaldte sine
stormænd og spurgte dem, hvad de mente, riget skulle hedde. Hertil
svarede stormændene – i kor skal man sikkert forestille
sig – »Du er kong Dan, dit rige skal hedde Danmark, og dets
navn skal aldrig i evighed forgå.«
Dette smukke sagn er jo udtryk for et
dybtfølt ønske om Danmarks beståen især på
trods af den i middelalderen altid truende tysk-romerske kejsermagt.
Dette sagn er derfor heller ikke uvæsentligt for os her på
Grundlovsdag. For grundloven er mere end de værdifulde erhvervede
frihedsrettigheder, den indeholder. Grundloven er mere end et værn
for danske borgeres rettigheder og den tilsvarende understregning af
de medfølgende pligter. Grundloven er først og fremmest
udtryk for, at Danmark er et selvstændigt rige. Ja, alene navnet:
Danmarks Riges Grundlov. Et rige er nemlig ikke et rige, hvis det ikke
råder selv, og grundloven afgrænser Danmark som selvstændigt
i forhold til andre lovområder, idet den slår fast, at her
bestemmer vi. Derfor kan heller ingen love have retskraft i Danmark,
hvis de ikke hviler på grundloven.
I øvrigt blev grundloven til netop
som en national reaktion mod de slesvig-holstenske krav om at få
Sønderjylland indlemmet i det Tyske Forbund. På baggrund
af dette anslag mod Danmark voksede folkekravet frem at få en
folkelig regering og en folkevalgt forsamling, der ud fra Danmarks –
ikke helstatens – interesser kunne regere landet og sikre Sønderjylland
mod tysk ekspansion. Grundloven blev altså til som et forsvar
for den nationale frihed fuldt og helt som for borgerens. De to ting
hang for grundlovsfædrene uløseligt sammen.
Man kan sige, at grundloven forudsætter
Danmarks selvstændighed. Eller at den tager den for givet. Det
har grundlovsfædrene også gjort. Og det er jo meget naturligt,
for lige siden middelalderen – ja, velsagtens også før
– har man naturligvis ønsket et frit og selvstændigt
Danmark. Da det føromtalte sagn blev nedtegnet – omkring
1170 – havde flere danske konger i træk måttet aflægge
lensed til den tyske kejser, hvilket man i samtiden fandt særdeles
ydmygende. Derfor har man ved at fortælle sagnet kunnet varme
sig tanken om, at kejseren engang havde fået smæk af kong
Dan nede ved Danevirke. Det lykkedes først Valdemar den Stores
søn, Knud VI, at ryste lenseden af sig og hævde Danmark
som et fuldt ud selvstændigt rige. Dette sunde og naturlige ønske
om at bevare Danmark frit savnes ganske i dag.
Ja, ikke nok med at man har opgivet et
sådant ønske; det modsatte – at gøre Danmark
og danskerne så afhængige af EU som muligt – er stort
set blevet alle »ansvarlige« politikeres mål. Ja,
det regnes vel nærmest for et tegn på en ædel karakter,
hvis man er villig til at opgive vor egen frihed til fordel for en eller
anden »vision« om Europa: Fredens Europa, et grønt
Europa, et liberalt Europa, et socialistisk Europa, et humanistisk Europa,
et borgerligt Europa osv. osv. Alt sammen på bekostning af vor
egen danske frihed.
Ud over at være i modstrid med
selve grundtanken i grundloven, som jo er ment netop som grund-lov for
et selvstændigt rige, så har tilpasningen til denne Europæiske
Union også langsomt, men sikkert, udhulet grundloven.
Vores suverænitetsafgivelse begyndte
i det – relativt – små med afgivelse af beslutningskompetence
til Ministerrådet. Da de enkelte lande jo vitterlig er repræsenteret
i dette råd, kunne man godt forsvare at afgive suverænitet
hertil. Danmark deltog jo på lige fod med andre lande. Danmark
sad med ved bordet. Problematisk er det naturligvis i stigende grad
blevet, efterhånden som flere og flere beslutninger i Ministerrådet
træffes med flertalsafgørelser i stedet for ved enstemmighed.
Herved blev det såkaldte »samarbejdes« overnationale
karakter mere tydelig.
Helt galt er det også med Kommissionen,
fordi den ikke blot er et embedsmandsorgan, men også er aktiv
lovgiver ved udstedelsen af direktiver med direkte retskraft i medlemslandene.
Kommissionen er et rent overnationalt organ, idet de for tiden meget
omtalte kommissærer fra de forskellige lande jo netop IKKE er
repræsentanter for medlemslandene, men alene er Unionens embedsmænd.
Endelig er der det føderale parlament
i Strasbourg, som man ganske utilgiveligt har ladet vokse frem og blive
medlovgiver i EU. Dette parlament har jo nu fået del i lovgivningsarbejdet.
Parlamentet er Unionens mest føderale islæt, idet der jo
ikke er tale om, at hvert land er repræsenteret med et bestemt
antal stemmer. Nej, de kandidater, der vælges i hvert enkelt land,
deler sig jo efter anskuelser. De arbejder dermed i princippet ikke
for Danmarks interesser, men for egen politiske overbevisning. Europa-Parlamentet
er et usminket forsøg på at opbygge et europæisk
demokrati på bekostning af de eksisterende nationale. At man har
tilladt dette konkurrerende parlament at vokse frem og har givet det
medindflydelse på unionslovgivningen og dermed i realiteten forrang
frem for det danske folketing, er en hån, ja, et direkte anslag
mod det danske folkestyre.
Med disse tre lovgivende organers overnationale
karakter er altså grundloven grundigt udhulet, tømt for
reelt indhold. Ifølge en af grundlovens første paragraffer,
§3, indehaves den lovgivende magt i Danmark af kongen og folketinget
i forening. Kongen, eller dronningen, som det jo er i vore dage, er
i det daglige repræsenteret ved sine ministre og underskriver
lovene, efter at de er vedtaget af folketinget. Begge parter er sat
ud af spillet på de områder, hvor Unionen lovgiver. Da det
meste af grundloven jo netop handler om folketingets og regeringens
arbejde, er det ikke for meget sagt, at grundloven er tømt for
indhold, udhulet og gjort meningsløs ved denne stadige afgivelse
af lovgivningsmagt.
Dette får så de selv samme
politikere, der har stået bag grundlovstømningen, til at
hævde, at grundloven er forældet, fordi, som de siger, »udviklingen«
har overhalet den. Magen til frækhed! De skulle hellere i tide
have holdt inde med deres grundlovstømning, inden vi kom så
vidt.
Som kronen på værket har
EF-domstolen ved dom slået fast, at EU-retten står over
medlemslandenes nationale ret. Herved er grundloven blevet underkendt
som netop grundlov. Herved hævdes det jo fra Unionens side, at
den – og de andre landes nationale forfatninger – ikke længere
er retskilde. Om ikke før så burde alle virkeligt ansvarlige
politikere have sagt fra her. Men det er der jo mange, der ikke har
gjort.
Herved er vi kommet til det interessante
spørgsmål, om vore folkevalgte politikere og kongeligt
udnævnte regering har overholdt grundloven. Både folketingsmedlemmer
og ministre har jo afgivet en højtidelig forsikring om, at ville
holde grundloven. Men kan man siges at have gjort det, når man
i den grad lænser den for indhold? Spørgsmålet er
måske ikke så meget juridisk, som det er et spørgsmål
om troværdighed. En sådan afgivet højtidelig erklæring
om at ville holde grundloven klinger på den baggrund i hvert fald
meget hul i mine øren.
Men det er jo ikke kun de grundlovsparagraffer,
der angår regering og folketing, der er udhulet. Også andre
paragraffer trues nu af den kommende EU-forfatning. Fx kan §4 i
grundloven komme under pres. Her hedder det: »Den evangelisk-lutherske
kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan
af staten.« Hvordan dette skal kunne opretholdes, når Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende Rettigheder,
der er indbefattet i EU-forfatningen, har følgende svada: »Enhver
forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk
eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller
tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et
nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder,
seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.« Idet
grundloven jo netop med sin §4 fremhæver folkekirkens særstatus,
er der naturligvis også tale om »diskrimination«.
Her vil man altså med EU-forfatningen vedtage en bestemmelse der
ikke harmonerer med grundloven. Og hvad i øvrigt med grundlovens
§81, der pålægger enhver våbenfør MAND
med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar. Også
her vil grundloven komme i konflikt med den nye, påtænkte
EU-ret. Det er jo forskelsbehandling pga. køn. Og hvordan skal
det for resten forstås, at der ikke må forskelsbehandles
på grund af sprog? Kan man så ikke nægte en mand (eller
kvinde!) ansættelse selvom vedkommende kun taler serbokroatisk
eller kurdisk? Tja. Svaret blæser i vinden. Dette sidste eksempel
er ikke så meget et eksempel på, hvordan EU-forfatningen
er i strid med grundloven, som det er et eksempel på, hvordan
EU-forfatningen også juridisk set er noget makværk.
Udover disse konfliktpunkter er det også
med EU-forfatningen påtænkt, at EU skal have en fælles
udenrigspolitik og oven i købet også en fælles udenrigsminister.
Hvordan dette passer sammen med grundlovens nøje beskrevne bestemmelser
i §19, om hvordan regeringen forud for enhver større udenrigspolitisk
beslutning skal rådføre sig med folketingets udenrigspolitiske
nævn, er svært at se. Også her vil grundloven efter
en eventuel vedtagelse af EU-forfatningen i endnu højere grad
end nu blive gjort reelt indholdsløs, idet man jo så må
se bort fra §19. Unionens udenrigsminister vil næppe rådføre
sig med det udenrigspolitiske nævn i Danmark.
At al denne suverænitetsafgivelse
og grundlovstømning overhovedet har kunnet finde sted, skyldes
jo den famøse §20 i grundloven, som blev indføjet
ved grundlovsændringen i 1953. Den taler jo om, at beføjelser,
som efter grundloven ellers tilkommer rigets myndigheder, kan afgives
til såkaldte »mellemfolkelige myndigheder«. Men kan
§20 bruges til at vedtage ting, der i sig selv vil stride mod bestemmelser
i grundloven? Ligesom dem jeg just nævnte? Nej, det burde være
ganske klart, at når regering og folketing ikke må vedtage
love, der strider mod grundloven, så kan de »mellemfolkelige
myndigheder«, der har overtaget lovgivningsbeføjelserne,
heller ikke gøre det. Når regeringens og folketingets beføjelser
ligger inden for grundlovens rammer, må også de »mellemfolkelige
myndigheder« være bundet heraf. Der burde altså ikke
være tvivl om, at §20 juridisk set ikke kan anvendes til
at vedtage grundlovsstridige bestemmelser.
I det hele taget må man ved et
nærmere kig på denne §20 undre sig over, at denne paragraf
har hjemlet en sådan grundlovstømning, som har fundet sted.
For §20 taler jo netop kun om, at danske myndigheders beføjelser
kan overlades til »mellemfolkelige myndigheder«. En »mellemfolkelig
myndighed« kan EU vel ikke længere siges at være.
Slet ikke når man som nu vil vedtage en egentlig EU-forfatning.
Det ligger jo klart i denne §20, at man kun kan afgive beføjelser
i en sådan grad, at Danmark dog stadig er en selvstændig
stat. At denne udlægning er rigtig, har vi oven i købet
højesterets ord for. I 1998 blev det nemlig ved dom slået
fast, »at der ikke kan ske overladelse af beføjelser i
et sådant omfang, at Danmark ikke længere kan anses for
en selvstændig stat.« Højesteret skynder sig dog
så at tilføje, at det vil være et politisk spørgsmål
at finde ud af, hvornår denne grænse er overskredet. Men
det vil det jo kun være, indtil nogen anklager regeringen for
grundlovsbrud, når den har undertegnet EU-forfatningen; herefter
vil det være et juridisk spørgsmål. Så denne
højesteretsudtalelse er nok værd at skrive sig bag øret.
Det burde regering og folketing i øvrigt også gøre.
Især nu da vi står over for
Unionens endelige fuldbyrdelse med vedtagelsen af EU-forfatningen lige
om hjørnet. Jeg har nævnt denne forfatning et par gange,
og vi vil i tiden fremover utvivlsomt høre meget mere til den.
Men uanset hvad man hører, uanset hvad godt der bliver sagt om
den i fremtiden så vid dette: At den hæver EF-domstolens
princip om EU-rettens forrang frem for national ret fra at være
en domstolskendelse til at være et traktatfæstet princip.
Det hedder nemlig følgende i EU-forfatningen: »Forfatningen
og den ret, der vedtages af Unionens institutioner (…), har forrang
frem for medlemsstaternes ret.« Vedtages EU-forfatningen her i
Danmark, vil det være den endelige underkendelse af grundloven;
den vil fremover være en delstatslovgivning, som – hvis
den kommer i konflikt med den overordnede unionslovgivning – må
vige. Vi vil i så fald have mistet vor frihed til selv at bestemme;
vi vil have sat Danmarks rige over styr. At der også vil være
tale om et grundlovsbrud, er jeg derfor heller ikke et øjeblik
i tvivl om. At hævde at Danmark fortsat er en selvstændig
stat efter en vedtagelse af dette, kan man i hvert fald ikke.
Skulle man på en lovlig måde
gøre Danmark således ufrit, skulle man – forud for
en tilslutning til EU-forfatningen – foretage en grundlovsændring.
Man burde ændre §3, så der ikke stod, at kongen og
folketinget lovgiver i forening, men derimod skrive, at Ministerrådet,
Kommissionen og Europa-Parlamentet lovgiver i forening. I en efterfølgende
paragraf kunne man så i god overensstemmelse med EU-retten slå
fast, at det danske folketing lovgiver på de områder, hvor
Unionen ikke gør det, og at den danske lovgivning i øvrigt,
hvis den skulle komme i konflikt med EU-retten, naturligvis må
vige for denne. En sådan grundlovsændring ville jeg naturligvis
heller ikke synes om. Men en sådan fremgangsmåde ville være
det eneste redelige og efter min bedste overbevisning også det
eneste lovlige. Men det sker naturligvis ikke, for regering og den unionsglade
del af folketinget ved jo godt, at det jo så ville gå op
for folk, hvad det er for en revolutionerende omvæltning, vi er
ved at foretage; folk ville opdage, at riget og folkestyret er ved at
visne og dø. I øvrigt er det jo sværere at få
vedtaget en grundlovsændring end en EU-traktat. Men når
de mange EU-traktater samt en endelig EU-forfatning i realiteten er
en omkalfatring af grundloven, ville det eneste hæderlige naturligvis
være at stemme om dem efter samme regler som ved grundlovsændringer
eller som her foreslået simpelthen at tone rent flag og foreslå
en faktisk ændring af grundloven. Det ville være hæderligt.
Men netop derfor sker det ikke.
Jeg finder det beskæmmende at leve
i en tid, hvor det levende danske folkestyre afvikles til fordel for
teknokrati og europæisk narredemokrati, og hvor Danmark nedlægges
som et frit rige. Det land vi har modtaget af de danske, der var her
før os, er vi ved frivilligt at gøre til en provins i
en europæisk union. Snart er måske kun dets navn tilbage.
Men hvis ikke Danmark er en levende realitet, vil det selvfølgelig
også forsvinde en dag. Afviser vi derimod EU-forfatningen med
samme selvfølgelige beslutsomhed som den, kong Dan havde, da
han afviste kejseren ved Danevirke, og får vi måske oven
i købet løsnet de øvrige bånd til Unionen,
ja, så vil både riget og navnet Danmark leve.
»Du er kong Dan, dit rige skal
hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i evighed forgå.«
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning