Af landsformand Adam Wagner
[Bragt i Nyt
fra Dansk Samling nr. 2, 2004, 60. årg., s. 5-7, som var et
temahæfte med titlen: EU-forfatningen]
EU er blevet sammenlignet med en åleruse, og billedet viser sig
gang på gang at være rammende, idet hver ny traktat vitterlig
er et skridt videre ad vejen mod en stadig snævrere union, sådan
som målet allerede var beskrevet i Rom-traktaten. Vi bliver stadig
mere indfanget i den ruse af national ufrihed, vi så overmodigt
lod os indfange af i 1972.
Sidste del af denne ruse er EU-forfatningen, som i skrivende stund foreligger
i udkast. Meget tyder på, at dette udkast vil blive vedtaget i
en ikke synderlig ændret form, hvorfor der allerede nu er behov
for at se nærmere på det: Når først der bliver
udskrevet folkeafstemning om sagen, er det ved at være for sent
at diskutere den.
EU har allerede længe været en overstatslig konstruktion;
overstatslig på grund af brug af flertalsafgørelser i ministerrådet,
hvis beslutninger er bindende for medlemslandene, på grund af
Kommissionens ret til at udstede direktiver med direkte retskraft i
medlemslandene, på grund af unionens føderale parlament,
Europa-Parlamentet, der allerede har del i den for medlemslandene bindende
unionslovgivning og på grund af, at Unionens domstol giver unionsretten
forrang for den nationale ret. Alt sammen nok til at erkende, at Danmarks
Riges Grundlov allerede er undergravet godt og grundigt.
Men nu skal vi altså med EU-forfatningen et stykke videre ind
i ålerusen: Den europæiske statsdannelse skal nå en
mere færdig form. Der skal således være både
en fælles præsident og en fælles udenrigsminister.
Værst af alt er det dog, at det endeligt slås fast i EU-forfatningen,
at »Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner
under udøvelsen af de beføjelser, der er tilladt denne,
har forrang frem for medlemsstaternes ret.« (Del I, art.10, stk.1).
En sådan formulering strider mod grundloven; ikke bare mod en
enkelt paragraf i et bestemt afsnit, men mod grundloven som helhed,
der jo netop er den lov, alle andre love skal hvile på for at
have gyldighed. Derfor kan ingen lov eller overstatslig forfatning have
forrang for grundloven.
I øvrigt kan en sådan forfatningsbestemmelse om EU-rettens
forrang frem for dansk ret – herunder grundloven – heller
ikke være lovlig ifølge grundlovens § 20, der jo hjemler
afgivelse af danske myndigheders beføjelser, idet denne paragraf
taler om, at disse beføjelser kan afgives til »mellemfolkelige
myndigheder« oprettet ved »gensidig overenskomst«
til fremme af »mellemfolkelig retsorden og samarbejde«.
Dette skal ifølge den danske højesteret (dom i Maastricht-sagen
6. april 1998) forstås således, »at der ikke kan ske
overladelse af beføjelser i et sådant omfang, at Danmark
ikke længere kan anses for en selvstændig stat.« Kun
ond vilje eller dumhed kan være grunden, hvis en minister eller
et folketingsmedlem vil hævde, at Danmark stadig er en selvstændig
stat, når EU-retten juridisk set hævdes at have forrang
frem for Danmarks Riges Grundlov.
Alene en sådan formulering i EU-forfatningen burde være
nok til, at vi i Danmark forkastede den. Det er en uhørt frækhed
at bede os om ikke bare midlertidigt at acceptere, men også at
binde os til, en sådan underkastelse. Hvad man igennem Danmarks
historie ikke har holdt sig for god til at ofre liv og hjerteblod for
– nemlig Danmarks selvstændighed og frihed for fremmedvælde
– det vil man nu have os til frivilligt at acceptere.
Og hvorfor vil man egentlig det? Det spørgsmål vil ja-sigerne
nok sukke dybt over. De fleste ja-politikere plejer jo at beklage sig
over, at hver eneste EU-afstemning, vi har her i landet, kommer til
at handle om »for eller imod EU«. Det er de åbenbart
trætte af. Men det er kun ret og rimeligt, at det er sådan.
For så længe vi ikke har fået en ordentlig forklaring
på, hvorfor Danmark skal ophøre som selvstændig politisk
enhed – som vores politiske ramme om vores folkeliv – ja,
så længe må vi stille spørgsmålet igen
og igen: Hvorfor? Så må de forklare, hvorfor det er så
vigtigt at få traktatfæstet – ja, mere end det: Skrevet
ind i en ny fælles unionsforfatning – at EU-retten står
over al national ret. Så må de også forklare, hvorfor
de nationale parlamenter – hos os folketinget – skal reduceres
til at være ekspeditionskontorer for EU-love og -direktiver. Var
det de store visioner for Europa? Lad dem svare på det.
Sådanne diskussioner vil nok kun få ja-politikere ud i.
Mange vil sikkert som i de foregående år holde fast i, at
EU er et nødvendigt onde: Nødvendigt for freden og velfærden.
Men fred og velfærd har vi da, og det er næppe EU’s
skyld; og selv om det var, er det intet argument for at udbygge EU-staten
yderligere, nedbryde Danmarks selvstændighed og undergrave den
eneste form for demokrati, der har vist sig levende: Det nationale.
Måske fordi det er så indlysende, at der egentlig overhovedet
ikke er brug for en EU-forfatning af andre grunde, end dem utopikerne
og ideologerne kan komme med, er det andre ting, den nuværende
regering har lagt vægt på i debatten. Indtil videre har
det eneste, regeringen har kunnet se som et problem, været det,
at vi med EU-forfatningen ikke kan beholde den danske kommissær
i Kommissionen. Men det er vitterlig intet virkeligt problem. En dansker
i kommissionen vil gavne Danmark lige så meget, som det gavnede
os, at der sad en dansker, Corfitz Ulfeldt, på den svenske side
af forhandlingsbordet ved fredsforhandlingerne i 1658, hvor vi mistede
Skåne, Halland og Blekinge. Den »danske« kommissær
er nemlig ikke repræsentant for Danmark. Han er Unionens højtbetroede
embedsmand. Han har erklæret loyalitet over for Unionen, og den
nationale regering må end ikke forsøge at øve indflydelse
på ham.
Derfor er det en dum bekymring, vor statsminister her giver udtryk
for; men da han nok ikke er dum, må det være fordi, han
ønsker at bilde folket ind, at han bekymrer sig om Danmark samtidig
med, at han fjerner opmærksomheden fra det, der virkelig burde
bekymre: At EU-forfatningen styrker alle de værste ting ved unionen
nemlig dens overstatslige træk. Altså: Fælles overstatslig
præsident og udenrigsminister, Europa-Parlamentet som medlovgiver,
flere flertalsafgørelser i ministerrådet og sidst, men
ikke mindst, den grundlovsstridige bestemmelse om, at EU-retten går
forud for al national ret. Kun én god ting kan der vist siges
om EU-forfatningen: Den åbner mulighed for frivillig udtræden
af Unionen.