Greb i debatten
Af Preben Breds, 2004
Et demokratisk samfund som vores bygger på en seriøs debat,
som giver borgerne mulighed for at finde deres eget politiske ståsted
og træffe deres frie valg.
Det er imidlertid åbenbart, at debatten ikke bare er en udveksling
af synspunkter baseret på faktiske erfaringer og udtalelser af
et ærligt hjerte. Tværtimod er den fuld af forbenede holdninger,
der måske skyldes psykiske mén fra barndommen eller ideologisk
blindhed eller opportunistisk medløben. Alt for ofte står
debattørerne dybt i deres nedgravede positioner og kaster allehånde
op i luften i håb om at vinde over eller måske bare tilsvine
modstanderen.
Mest kendt i nyere tid er Nyrup Rasmussens opkast fra folketingets
talerstol: "Stuerene, det bliver I aldrig!", hvilket jo var
en hån mod tusinder af vælgere. Dette viste sig nu at være
et retorisk misgreb, der kostede dyrt. Dog må man lade ham, at
han givetvis talte af et ærligt hjerte - et dybtfølt had.
Det er alligevel ikke en statsmand værdigt - nok ærligt,
men groft udemokratisk.
Debatten er imidlertid rig på mere sofistikerede og mindre ærlige
debattører. De har lært sig visse tricks, så de kan
vinde enhver ordduel. Alle kender jo det der med at tale i munden på
modstanderen eller råbe højt for at overdøve dens
andens stemme, men det er alt for gennemskueligt. Det ved enhver sofist,
og sofistiske metoder er det værd at lægge mærke til,
for de styrer meget ofte debatten.
Sofisterne var de første professorer i politisk debatkunst i
demokratiets Athen for 2.500 år siden. De lærte den karriebevidste
ungdom, hvordan man i en demokatisk stat kan bemestre folkeforsamlingen
og domstolen. De lærte studenterne f.eks: "Hvordan man kan
gøre en god sag til en dårlig - og en dårlig sag
god". Det kræver bare visse greb. Sagens kerne - sand eller
falsk - er selvsagt uvedkommende i den forbindelse. Det gælder
bare om at vinde tilhængere for et givent synspunkt.
Det var sofisten, professor Thøger Seidenfaden, der mindede
mig om fænomenet, da han i DR-programmet 'Dahls duel' overfor
et argument udbrød:"...det er jo sådan et klassik
greb, som både du og jeg og mange andre sikkert har brugt i mange
diskussioner..." og man må sige at Seidenfaden har mange
sådanne 'greb' i ærmet og aldrig synes at være til
at rokke en tøddel i sin skyttegrav. Ja, han er ofte så
sofistikeret, at ikke mange bemærker de fordækte 'greb',
hvormed han afsporer debatten og forvirrer tanken. Derfor vil jeg vende
tilbage til ham efter et kig på et par mere overkommelige sofister.
Søren Bald, den tidligere højskoleforstander, der stod
frem som næstformand på det radikale partis kongres og under
applaus udtalte: "Integrationens største fjende er ikke
24-årsreglen, men Dansk Folkepartis hadske tone. Hvis nogen får
erindringer om "Der Stürmer", forstår jeg det godt."
Dette afstedkom en leder i Jyllands Posten, der gik i rette med Søren
Bald for uden reel basis at tilsvine Dansk Folkeparti med racismens
nazi-spøgelse. En sådan påmindelse om moderation
tåles imidlertid ikke i intelligensens parti. Altså fór
Bald straks i blækhuset og svarede: "Da JP tilsyneladende
har vanskeligt ved at læse tekstnært, skal jeg for god ordens
skyld oplyse, at der ikke er dokumentation for at påstå,
at jeg sidestiller Dansk Folkeparti og nazisterne." Han udlægger
derpå teksten for de tungnemme:" Jeg selv sætter udtrykkeligt
ikke lighedstegn, men jeg har oplevet ikke så få - især
ældre med gode erindringer - der oplever meget klare paralleller
mellem Dansk Folkepartis ordvalg og retorikken i "Der Stürmer".
(Han mener sikkert, at de ældre har en god hukommelse - ikke at
de har gode erindringer. Og ja, de har givetvis læst den tyske
avis"Der Stürmer", selvom den ikke var i løssalg
i de danske kiosker. Men de var måske abonnenter?).
Hans greb består naturligvis i at henvise udtalelsen til andre
end sig selv, hvorved han i en retssal ville kunne vinde på teknisk
knock-out. Hans ærinde er jo at sætte DF i forbindelse med
nazisme, og det opnås blot ved at nævne det smittefarlige
ord. Hvad han iøvrigt selv mener om DF, er vist ikke svært
at gætte. Grebet med dette indskudsled af unavngivne meningstilkendegivere
er dog også let at gennemskue: Han får sagt ordet uden at
tage ansvar for det. En meget anstændig mand, den radikale næstformand.
Helt anderledes snigende er følgende eksempel på retorisk
perfiditet leveret af Mimi Jacobsen: Ved afslutningdebatten i TV 1998
fortalte Mimi (der iøvrigt af pressen var udråbt til "Valgets
Prinsesse") at hun havde besøgt en skole, hvor børnene
havde malet overskæg på en plakat af Pia Kjærsgaard.
Med moralsk mine fortsætter hun i TV fortællingen med, at
hun skam irettesatte de små skarnsunger, at den slags må
man ikke. Årsagen til bemalingen var iflg. Mimi Jacobsen, at disse
unger var så glade for indvandrerbørnene i klassen. Mimis
perfide 'greb' gled (modsat Søren Balds) glat igennem. Pia Kjærsgaard
ligner Hitler, det kan ehvert barn da se!
Hendes anekdote blev skam opmærksommet, og Politikens palæstinaekspert
Anders Jerichow skrev efter valget gelassent: "Det virkeligt sjove
er, at en anden type danskhed klarede sig meget bedre. Mimi Jacobsen
satte ord på, da hun pointerede, at børnene ikke vil have,
at de voksne langer ud efter deres nye ("fremmede") kammerater."
Se, sådan er et vellykket 'greb', der når sit mål
uden at nogen bemærker manipulatioen. Disse 'skarnsunger' skulle
jo i den ellers historieløse folkeskole kende til Hitlers politik,
kende symbolværdien af overskægget, kende Pia Kjærsgaards
politik og selvstændigt konkludere, at de to er ét fedt,
osv. Åh, så kloge de børn er!
Mimi Jacobsen giver jo den gerne som 'den gæve kone', der færdes
blandt jævne mennesker, og i anekdotiske fortællinger bruger
dem som talerør for sin politik. Det kunne være en ægte
taxichauffør eller nogle kloge skolebørn - svarende til
Søren Balds 'ældre med gode erindringer'. At bruge børn
som skjold for sine perfide hensigter og lade dem udtrykke det, man
ikke selv vil lægge navn til, grænser vist til pædofili.
Dengang vidste ingen jo, at hun skulle blive direktør i Red Barnet.
Hvis Mimi Jacobsen mente at børnenes sammenligning var fy-fy-fy
´den slags må man ikke´, så er irettesættelsen
jo ærlig ment - og dermed basta. Men sådan forholder sagen
sig ikke. Mimi Jacobsen kolporterer jo selv de irettesatte børns
uanstændighed i TV ud til millioner af seere. Hun tegner sig selv
som en dydens engel på de uanstændige børns bekostning
og opnår samtidig at sværte endnu et overskæg på
Pia Kjærsgaard - nu ikke blot i et skolelokale, men i hele vælgerfolkets
bevidsthed. Således gør børnevennen 'en dårlig
sag til en god', og tager hele stikket hjem som 'Valgets Dronning'.
Sofisten Tøger Seidenfaden har dog langt flere strenge at spille
på. Som chef for Politikens journalister og med glatte forbindelser
til DRs ditto samt som herre over store reklamemidler er hans metoder
langt mere interessante i den debat, som han gerne selv designer til
sine behov. Det kan han, fordi han ikke er en menig debattør,
men snarere er en 'warlord' med magt over mange mennesker og store ressourcer.
I 'Dahls duel' gav Seidenfaden sin kritiker socialdemokraten Jan Andreasen
tørt på ved at afspore hans kritik med ordene "...
baggrunden for det, var vel parti-loyalitet i virkeligheden." Meningen
er, at kritiken ikke er fremsat af saglige grunde, men for at tækkes
et partiapparat. Metoden er her at mistænkeligøre manden
og således kvæle kritikken. Senere i duellen hørtes
følgende ordveksling: Henrik Dahl protesterede: "Det har
jeg ikke ikke sagt". Seidenfaden svarede: "Det er det indtryk
jeg har fået", hvorefter han kørte videre i sit eget
spor. Hvad Dahl siger er ligegyldigt.
Jeg har selv været udsat for Seidenfadens sofisme, da jeg i 1997
skrev en kronik til forsvar for ytringsfriheden. Jeg kritiserede bl.a.
en leder i Politiken, hvori Pia Kjærsgaard blev gennemheglet fordi
hun gik klædt i spadseredragt ligesom de pæne Gentoftefruer,
når hun dog kun var en lavtuddannet hjemmehjælper (dvs.
dumt tyende) og var farvet af lysebrun nationalisme (dvs. ny nazisme).
Seidenfaden fingerede at besvare kritiken i sin søndagsklumme,
dog ville han "…ikke ved denne lejlighed forsvare det i alle
detaljer." Dermed siger han, at det altså kan forsvares i
alle detaljer, men det må vente til senere. Sagen blev derpå
glemt, for han fandt aldrig lejlighed til at tage den op igen. Jeg besvarede
imidlertid hans klumme og blev af debatredaktøren lovet plads
den næste søndag uden at det skete. Dette gentog sig 4
søndage i træk, hvorefter jeg gav op. Debatredaktøren
'blev gået' fra Politiken kort tid efter..
Politikens infame leder kan umuligt forsvares med anstændigheden
i behold. Og alligevel er anstændighed Seidenfadens idelige omkvæd.
I lederen fik Politiken malet overskæg på Pia Kjærsgaard
uden direkte at sige fy-ordet. Men en stor, vigtig og ansvarlig avis
må dog anstændigvis sige det lige ud, ja råbe: Vi
har en nazist i folketinget. Det er da overordentligt vigtigt - hvis
det er sandt, vel at mærke. - og for nu at citere ham selv: "...jeg
synes man skal forholde sig til de faktiske forhold."
I stedet forsøgte Seidenfaden i sin klumme at mistænkeliggøre
mig personligt. Metoden var den samme som med Andreasen i 'Dahls duel':
Min kritik af Politiken, skrev han, skyldtes nok at jeg "formentlig
ønsker, at man skal kunne komme med generaliserende og fordomfulde
udsagn uden at blive udsat for skarpe, ja, sågar personlige angreb".
Hvad jeg FORMENTLIG ønskede, var noget han selv opfandt (en parallel
til Dahls situation i radioen) for min kronik med titlen 'At lukke munden
på folk' var et forsvar for ytringsfriheden. Seidenfaden bryder
sig imidlertid ikke om, at usympatiske mennesker straffrit skal have
ytringsfrihed, et tema han har udviklet til en ny filosofi om to særlige
kategorier.
Med dette retoriske 'guilt by association' gnider han mig ind i lysebrun
farve som en afsmitning fra Pia Kjærsgaard. Så har Seidenfaden
mig så i sin hule hånd. Han behøver bare klemme,
så er jeg færdig i debatten. Og det gjorde han, som sagt.
Dernæst gik der som nævnt filosofi i Seidenfadens argumenter.
Han opstillede to kategorier af krænkelser af mennesket: De gode
krænkelser og de onde krænkelser. En ond og utilladelig
krænkelse er rettet mod menneskers uændrelige træk
såsom hud og hårfarve. Den gode krænkelse retter sig
mod mennesker, der kan ændre sig.
Seidenfaden konkluderer: "Derfor er hel- og halvracistiske udsagn
langt mere uacceptable end selv de groveste angreb på mennesker
med meninger, man finder forkastelige."
Og dette maxime efterlever filosoffen Seidenfaden naturligvis: Selv
de groveste angreb på Pia Kjærsgaard med de forkastelige
meninger, er 'mere acceptable'. Altså er der frit slag, og i Politikens
leder ses, hvordan det gøres - i al anstændighed.
I 2004 forsvarede Seidenfaden PENs diskrimination af en forfatter med
samme filosofiske maxime således: "Men hvor Lars Hedegaard
kan forklare, forsvare eller for den sags skyld beklage sine udtalelser,
så kan muslimer eller mørklødede kun vanskeligt
lave om på det tilhørsforhold, der fører til en
diskrimination, der samtidig er helt ubegrundet i deres individuelle
adfærd og personlighed." Filosofiens svaghed er åbenlys
ved sammensting af hudfarve og religion, idet mennesker jo faktisk kan
lave om på "det tilhørsforhold", hvilket er basis
for både ydre og indre mission. Og Lars Hedegaard har ikke kritiseret
hverken hud- eller hårfarve, så det...
Seidenfadens opfindelse af to kategorier af krænkelser er et
ideologisk trick, som er hentet i jesuitternes våbenarsenal. Næste
trick må nødvendigvis blive to kategorier af ytringsfrihed:
en for de gode og en for de onde.
Som sagt er der mange sofister i debatten, men Seidenfaden er dels
ved sin magtstilling, dels ved sin glatte facon debattens ubestridte
'krigsherre', og han er ganske urokkelig i sin ideologiske tro og dens
dogmer.
Jeg er imidlertid ikke ude på at eliminere sofisteriet som sådan,
for det er en umulighed. Dertil kommer min beundring for Cicero, den
romerske taler, der med stor fornøjelse dyrkede alle retoriske
figurer, invektiven ikke mindst.
Nej, det som er aldeles utåleligt er hykleriet. Seidenfaden og
hans lige har i årevis pukket på anstændigheden. Deres
modparter er uanstændige, siger de igen og igen. Selv er de 'den
anstændige presse', 'de anstændige partier', 'anstændige
mennesker' osv. Det er imidlertid åbenbart, at de ikke kan påberåbe
sig denne dyd, hvis ordet ellers skal have nogen mening. Tværtimod.