»Godhedsindustrien« og
godheden
Trykt i Kristeligt Dagblad 20.4.02
SAMFUND OG ETIK: Det er helt centralt
at få forholdet mellem individuel hjælpsomhed og organiseret
hjælpsomhed klart belyst
Af Kai Sørlander
Fra et vist hold er det blevet almindeligt at betegne de forskellige
store humanitære organisationer, som arbejder på at yde
nødhjælp til ofre for krig, undertrykkelse og fattigdom,
med udtrykket »godhedsindustri«.
Selv mindes jeg ikke at have brugt dette udtryk; men jeg er vidende
om, at min bog »Om menneskerettigheder« er blevet betegnet
som et angreb på godhedsindustrien. Når biskop Arendt derfor
i Kristeligt Dagblad (den 15. februar) forsøger at imødegå
den kritik, der ligger i udtrykket, så ligger deri også
et spørgsmål til mig. Er jeg enig med dem, der har betegnet
min bog som et angreb på godhedsindustrien, eller er jeg enig
i Arendts forsvar for de store humanitære organisationer og for
det arbejde, der gøres i dem?
Arendt opregner selv tre kritikpunkter, som efter hans mening ligger
i brugen af udtrykket. For det første en selvgodhed hos organisationernes
talsmænd. For det andet, at organisationerne skulle være
mere optaget af sig selv og deres egen profit end af dem, som skal hjælpes.
Og for det tredje en påstand om, at hjælp egentlig slet
ikke kan organiseres, men at den altid må forblive på et
personligt, individuelt plan.
Efter denne opregning svarer Arendt så på hvert af punkterne.
Umiddelbart er svarene plausible. Især det sidste. Ligesom Arendt
mener jeg, at der også er et behov for at organisere hjælpsomheden.
Der er en nød, som den enkelte står magtesløs over
for, når han står alene, og som gør det nødvendigt
at stå sammen. Til gengæld synes jeg så, at han slipper
lidt vel let hen over det, som må være sagens kerne; nemlig
hvorledes vi fordeler byrderne ved den organiserede hjælpsomhed.
Det giver hans svar på de to første spørgsmål
en utilsigtet overfladiskhed.
Problemet kræver, at vi gør os klart, hvorledes individuel
hjælpsomhed forholder sig til organiseret hjælpsomhed. Og
her er det naturligt at begynde med at se på, hvorledes vi har
indrettet den basale hjælpeorganisation, nemlig statsmagten. Den
hjælpeorganisation, som vi som borgere er tvunget til at bidrage
til, når vi afkræves skat.
Til den organisation yder vi ikke kun efter evne; men vi yder under
den forudsætning, at vi bevarer vor relative plads i indtægtshierarkiet.
Det er ikke nøden i samfundet og i verden, der gør, at
vi må indrette skattesystemet og den statsorganiserede hjælpsomhed
på den måde. Det er selviskheden i menneskenes indre. Det,
som gør, at man hellere vil have en personlig økonomisk
fordel af sin indsats end hjælpe sin næste i nød.
Der er altså to ting, som vi må erkende. Den ene er, at
den statsorganiserede hjælpsomhed er absolut nødvendig.
Uden den falder samfundet fra hinanden. Den anden er, at den statsorganiserede
hjælpsomhed må organiseres under hensyntagen til selviskheden
og den manglende vilje til at yde. I modsat fald ødelægges
det økonomiske system, og så falder samfundet også
fra hinanden.
Men hvad betyder det så med hensyn til de store humanitære
hjælpeorganisationer? For så vidt disse ledes af relativt
vellønnede personer, og for så vidt staten yder af sit
budget for at støtte organisationernes arbejde, så betyder
det, at de moralske dilemmaer, som er indeholdt i den statsorganiserede
hjælpsomhed, gentager sig i de humanitære hjælpeorganisationer.
Deres talsmænd og ledere kommer til at tale med to tunger. Den
officielle tunge, som udtrykker organisationens bekymring for de svage,
og som kræver økonomisk støtte også fra den
politiske magt. Og den private tunge, som er bekymret for den personlige
plads i indtægtshierarkiet.
Med den første tunge kræver man, at de, som er lavere i
hierarkiet, skal ofre noget, som man med den anden tunge siger til dem,
at man ikke selv er villig til at ofre. For med den anden tunge siger
man, at man ikke vil ned på deres levestandard. Hvis de så
reagerer ved at gå imod den officielle tunges politiske tale,
så gør det dem ikke mere selviske end organisationernes
tvetungede ledere. De følger blot den private tunges selviskhed.
Det er den samme selviskhed, der får et andet udtryk. Den erkendelse
er det mindste, man kan kræve af organisationernes relativt vellønnede
talsmænd og ledere.
Organiseret hjælpsomhed er nødvendig. Men en hjælpsomhed,
der er organiseret under forudsætning af, at den enkelte bevarer
sin plads i indtægtshierarkiet, har intet særligt kristeligt
ved sig. Ej heller et organisatorisk apparat, som tjener en god løn
ved at administrere midler, som er indsamlet til et godgørende
formål. Det kan være fornuftigt, men elementær godhed
er det ikke. Forskellen bør fastholdes.
Skatteborgergodhed er ikke samaritanergodhed. Og det er farligt for
vor selvforståelse, hvis de humanitære hjælpeorganisationer
tror, at de kan ophæve den skelnen. Derfor bør vi nøgternt
erkende, hvem der får hvad ud af disse organisationer; og at generalsekretæren
ikke får mindst. Men godheden, nej, den findes andetsteds - hos
den gamle enke, der gav mere end alle andre.
Kai Sørlander er filosof og forfatter
Retur
til artikeloversigt om organisationer