Emirernes genkomst
Nye regionale herskere profiterer på USA's
krig mod islamisk terror
Af Torben Hansen
Under diplomatiets og statsgrænsernes niveau
gør mere stabile strukturer det relevant at operere med et centralasiatisk
subkontinent.
Geopolitisk eller sikkerhedsgeografisk anskuet
har dette rum i et par årtusinder aftegnet sig som hyrdernes og
handelskaravanerners verdensdel, hvorfra invasioner ramte de bofaste
kulturer i Kina, Indien, Nærorienten og Europa, og samtidig muliggjorde
kommunikation mellem dem. René Grousset - en nestor i Orientforskningen
- introducerede temaet under titlen L'empire des steppes. Her forenedes
de fire nævnte civilisationers historie i én fremstilling
med overbevisende afsæt i rytterkrigernes organisering af magten.
I sagens natur er det vanskeligt at fastsætte
territorielle grænser om hyrder og købmænd. I "Zentralasien",
bd. 16 i Fischer Weltgeschichte, giver Gavyn Hambly således en
meget vid geografisk definition af subkontinentet som den sammenhængende
eurasiske landmasse mellem Karpatherne og Zagros i hhv. nordvest og
sydvest og Manchuriet i øst. Mod nord placeres grænsen
ved overgangen til Sibiriens skove og mod syd i Himalaya. Hambly inddrager
dermed både Tibet, Afghanistan og Irans højland.
Encyclopedia of Asian History (London og New York,
1988) nøjes med kinesisk og sovjetisk Turkestan. Journal of Asian
Studies (University of Utah, Salt Lake City) beskæftiger sig trods
navnet kun med de centralasiatiske territorier, der indgår i Kina,
mens de forhenværende sovjetrepublikker samt Iran og Afghanistan
ikke studeres. De sidstnævnte behandles derimod i Far Eastern
Economic Review. Begrebet Centralasien anvendes altså vidt forskelligt.
Da steppen blev perifer
To radikale ændringer i første fase
af den moderne epoke skabte denne usikkerhed, og forskubbede dermed
historieskrivningens focus. Tidligere havde steppen udgjort centrum,
men fremover blev den til periferi, idet fremkomsten af en ny stormagt
på den eurasiske steppe blev hindret af de agrare imperiers udvikling
af skydevåben og Europas maritime ekspansion.
Den våbentekniske revolution gav de bofaste
befolkninger - nomadernes traditionelle ofre - en markant overlegenhed
på slagmarken. I 1696 anførte Qing-kejseren Kangxi personligt
en offensiv mod de mongolske nomadekrigere, der bogstaveligt talt blev
knust af kinesisk feltartilleri. Ekspansionen fortsatte, og i 1758 blev
provinsen Østturkestan - med det moderne navn Xinjiang - effektivt
understillet kejserlig kontrol. Vestturkestan indlemmedes i tsarens
Rusland i sidste halvdel af det 19. århundrede, og dermed sluttede
nomadedynastiernes tidsalder.
Økonomisk svækkedes subkontinentet
i tiden efter Vasco da Gamas og Colombus' ekspeditioner i 1490'erne.
Siden Romerrigets tid havde de central- og vestasiatiske byer levet
højt på transithandelen langs den berømte Silkevej,
der forbandt Beijing med Middelhavets havne. Men efter de vesteuropæiske
opdagelsesrejsendes og handelskompagniers ankomst til havnebyerne i
Syd- og Østasien blev karavanetransporten over det eurasiske
landmassiv urentabel. Politisk opløsning i Centralasien medførte
derpå usikkerhed, der reducerede fjernhandelen yderligere.
Udover de militære og kommercielle ændringer
må endnu en omstændighed tages i betragtning, når
det gælder stepperne øst for det Kaspiske Hav. I modsætning
til de fysiske betingelser i eksempelvis Syrien, Iraq eller på
den Arabiske halvø udgør Centralasiens naturforhold i
sig selv en destabiliserende faktor i politikken. Græsningsarealerne
er nemlig delvist sammenfaldende med agerbrugsområderne. Hyrder
og bønder rivaliserede derfor ikke blot om det sparsomme vand,
men også om den anvendelige jord. Fremkomsten af nationalstater
med afgrænsede territorier har derfor haft de slettest tænkelige
forudsætninger.
Allerede med dette parameter fremtræder
forskellen i forhold til Kaukasien, som modtager mere nedbør,
og hvor den tætte kontakt til den mediterrane verden allerede
i oldtiden frembragte to nationer - Armenien og Georgien. Religion og
politik fungerer derfor på andre præmisser blandt kaukasierne.
Kultur, sprog og samfundsstruktur
Fælles for Kaukasien og de dele af Centralasien,
der har tyrkisktalende befolkninger, er den kulturelle påvirkning
fra Iran. Historisk har Tibet og Mongoliet derimod modtaget stærke
impulser fra Kina. Dette er baggrunden for, at islam dominerer i det
forhenværende sovjetiske Centralasien og Afghanistan - samt indtil
sidste halvdel af det 20. århundrede i Xinjiang. Ligeledes anvendes
det arabiske alfabet - hovedsageligt i persisk udformning. Sprogligt
kendetegnes subkontinentets islamisk befolkede områder - Xinjiang
iberegnet - frem for alt af tyrkiske og i mindre omfang af iranske dialekter.
Dari, som er en ældre version af persisk, der igen er en del af
den iranske sproggruppe, tales og skrives i både Tadjikistan og
Afghanistan. Som eftervirkning af magtforholdene i den nære fortid
fungerer russisk i flere henseender som lingua franca i de forhenværende
sovjetrepublikker.
Økonomisk og administrativt satte den russiske
imperialisme et tydeligt præg på Vestturkestan, som efter
Sovjetunionens opløsning i 1991 blev til de fem selvstændige
republikker med den territorielle opdeling, Stalin dekreterede i 1920'erne.
De følgende 70 år afskar det totalitære regime og
lukningen af de internationale grænser sovjetisk Centralasien
fra Kina, Afghanistan og Iran. Alligevel kan en kulturel kontinuitet
(som også gælder den politiske kultur) fra tiden før
den russiske ekspansion påvises, og efter 1991 hindrer de internationale
grænser ikke længere livlige kontakter med Afghanistan og
Iran.
Religiøst og kulturelt er Turkmenistan,
Kazakhstan, Uzbekistan, Tadjikistan og Kyrghyzstan orienteret mod Vestasien,
og islam har siden det 12. århundrede været en faktor af
første rang. De aktuelle betingelser ligner forsåvidt den
urolige periode før det russiske imperiums ekspansion over kazakhernes
og turkmenernes stepper i det 19. århundrede. Datidens stormagter
- Kina, Rusland og Storbritannien - holdt subkontinentet under skarp
observation. Det var nu blevet politisk fragmenteriet, og frustration
over denne tilstand frembragte islamisk ekstremisme, der hovedsageligt
blev inspireret og støttet fra wahhabierne på den Arabiske
Halvø.
I sagens natur havde fortidens nomadeimperier
været erobringsprojekter, og sammenholdet mellem stammer og klaner
byggede på plyndringsøkonomi og på den religion,
der var bedst egnet til at sakralisere netop denne type dominans: islam.
Da styrkeforholdet ændrede sig til de bofaste civilisationers
fordel, havde hyrdekrigerne ringe forudsætninger for at organisere
og legitimere en regeringsmagt. Derfor blev den traditionelle stamme-
og klansolidaritet basis for mindre statsdannelser, og i første
halvdel af det 19. århundrede var det meste af Centralasien behersket
af et antal emirer eller khan'er. Et særtilfælde udgjorde
Østturkestan under kinesisk overherredømme. Her fungerede
resterne af en art islamisk teokrati blandt de tyrkisktalende uighurer
som en regional elite. I Afghanistan var det lykkedes den stærkeste
af de pashtunske stammer at oprette et emirat med autoritet over et
større territorium. Nord for Hindukush fandtes tre uzbekiske
khanater: Khiwa, Samarkand og Kokand. Som afghanerne og de statsløse
kirghizer og kazakher befandt disse regimer sig i en defensiv position,
da de var presset af datidens stærkeste imperier - det russiske
og det britiske.
"Det store spil"
Globalt set var det 19. århundredes største
sikkerhedsproblem spændingen mellem Rusland og Storbritannien.
Dette frembragte "det store spil". I en gigantisk bue fra
Middelhavet til Tibet konfronterede de to imperier hinanden, og konfliktpotentialet
voksede i takt med svækkelsen af de ældre imperier - det
osmanniske og det kinesiske. Russerne trængte frem fra nord, mens
briterne fra imperiets besiddelser i Indien og i Middelhavsområdet
stræbte efter at skabe protektorater eller vinde allierede i den
mellemliggende bufferzone.
Ruslands nederlag i Krimkrigen (1854-1856) skabte
en vis stabilitet i Vestasien i en årrække. Men da tsarens
hær senere - i 1870 - nedkæmpede og undertvang de tre uzbekiske
khanater, reagerede briterne med massiv indblanding i Iran og Afghanistan.
Efter en uheldig invasion i sidstnævnte stat opgav briterne dog
konfrontationen til fordel for en kompromispolitik, og ved indgangen
til det 20. århundrede ændredes forholdet til Rusland i
retning af samarbejde - inspireret af den fælles uro over kejser
Wilhelms Tyskland. Grænserne i den vidtstrakte bufferzone blev
fastlagt af russiske og britisk diplomater, og i 1907 enedes de to imperier
desuden formelt om en opdeling af Iran i interessesfærer.
En parallel kan påvises under den kolde
krig mellem USA og Sovjetunionen et halvt århundrede senere. Afghanistan
fik status som neutralt område, hvor de to "supermagter"
hver for sig søgte at skaffe sympati og prestige gennem eksempelvis
bistand til forbedring af infrastrukturen. Iran var efter 1941 blevet
et britisk protektorat - bl.a. på grund af de rige olieforekomster.
Men da den britiske imperialisme pakkede sammen efter Anden Verdenskrig,
og shah Reza Muhammad Pahlevi genskabte monarkiet, kunne Iran - på
linje med naboen Afghanistan - snarere optræde som medspiller
end genstand i et "stort spil" mellem supermagterne. Shahen
var ganske vist militært allieret med USA og slog hårdt
ned på de persiske kommunister, men den sovjetiske indflydelse
var stadig mærkbar - bl.a. i omfattende industrialiseringsprogrammer.
Khomeinis revolution i Iran og den sovjetiske
invasion af Afghanistan i 1979 satte en ny international dagsorden,
der som det første punkt inkluderede en "varm" front
i den kolde krig. Efter sovjetimperiets implosion i 1991 afsløredes
gradvist indholdet af næste punkt.
Det nye "store spil"
Khomeinis islamiske republik var en kendsgerning
i februar 1979. Samme år fik den saudiske magtelite en dramatisk
anskuelsesundervisning i den politiske sprængkraft, der kan udløses
ved politisering af religionen. Unge revolutionære, organiseret
i en ikhwan, et "broderskab", forsøgte et statskup
i islams navn. Oprøret blev slået ned af la gendarmerie
mobile fra Frankrig. Men fremover satsede både dynastiet og private
aktører i Saudiarabien på at "stjæle ilden"
fra islamismen og selv organisere en religiøs indoktrineringskampagne,
der kunne skaffe regimet legitimitet og stabilitet. Siden da er milliarder
af "petrodollars" blevet anvendt til moskébyggerier
og organisering af wahhabi-islamiske råd og menigheder over det
meste af kloden - krigsramte områder som Tjetjenien, Bosnien og
Afghanistan.
I sidstnævnte land og i de afghanske flygtningelejre
i Pakistan var wahhabiernes indsats stærkt medvirkende til Taleban-regimets
fremkomst. Denne islamistbevægelses succes bidrog yderligere til
at alarmere magthaverne i de fem centralasiatiske republikker, der var
blevet uafhængige i 1991. Etniske konflikter og økonomisk
krise havde i forvejen undermineret deres stabilitet, og da islamister
indledte væbnet kamp med både russiske styrker og det vaklende
regime i Tadjikistan, truede det afghanske kaos med at brede sig mod
nord.
De diktatoriske magthavere i de forhenværende
sovjetrepublikker reagerede ved undertrykkelse af islamismen, og Islam
Karimov - Uzbekistans enehersker - har slået hårdt ned på
ethvert tegn (herunder fuldskæg) på politisering af religionen.
Den revolutionære "Uzbekistans Islamiske Bevægelse",
der opstod blandt imamer i Ferghana-dalen, blev drevet i eksil eller
under jorden og knyttede naturligt nok kontakt med Talebanerne i Afghanistan.
Efter 1991 har USA opnået status som førsterangsmagt
i regionen på grund af bistand og diplomatiske initiativer, der
især skulle modvirke Irans ambitioner. Efter d. 11. september
2001 og Washingtons beslutning om at udslette al-Qaeda kunne denne position
udnyttes logistisk. Uzbekistan blev således et vigtigt opmarchområde
for de styrker, der invaderede Afghanistan og fordrev Talebanerne. Hermed
aftegner der sig et nyt "stort spil", som ikke blot gælder
interessen i de store olie- og gasreserver, men også berører
tunge sikkerhedsproblemer. USA, Rusland, Iran og Kina er medspillere,
idet sidstnævnte stormagt på grund af et islamisk oprør
blandt uighurerne i Xinjiang har interessefællesskab med de stater,
der bekæmper lignende bevægelser. Realpolitikken sætter
sig således igennem både nord og syd for den grænse,
der tidligere blev bevogtet af sovjetiske tropper.
Under disse betingelser opererer lokale herskere
med betydeligt råderum og held. Karimov i Uzbekistan er utvivlsomt
den, der har de bedste forbindelser og de største ressourcer.
Men adskillige andre forstår at udnytte den gunstige konjunktur.
Den historiske by Herat i det vestlige Afghanistan er således
efter 600 år atter blevet centrum i en reelt uafhængig stat.
Folkeretligt findes dette emirat ganske vist ikke, men i praksis regerer
krigsherren Ismael Khan tre grænseprovinser, der hovedsageligt
er befolket af persere. Både Iran og USA anstrenger sig for at
vinde hans venskab. Ismael Khan er ikke den eneste krigsherre i Afghanistan.
En ny emirat-epoke er begyndt i det centralasiatiske
subkontinent.
(Ovenstående er en lettere forkortet version
af en artikel i Militært Tidsskrift, marts 2003 - årgang
132, n. 1)
---
Anvendt litteratur:
Fischer Weltgeschichte, bd. 16 (1966).
Far Eastern Economic Review d. 17. 01. 2002 og
d. 12. 09. 2002.
Foreign Affairs januar-februar 2002 og marts-april
2002.
René Grousset: L'empire des steppes (Paris,
1939).
Retur
til artikeloversigt om krig og sikkerhed