Trykt i Fyens Stiftstidende den 5. maj 2004
Et kritisk blik på næstekærlighedens udtryk
afslører en særlig "udstillingskærlighed",
som hverken omfatter ansvar eller konsekvenser, og skader mere end den
gavner.
I februar sendte fjernsynet en udsendelse om de 30 familier, som i
1951 blev tvangsforflyttet fra Thule i det nordlige Grønland,
fordi man som led i den kolde krig skulle foretage en udbygning af den
fremskudte base for strategiske bombefly og det tilhørende missil-varslingsanlæg.
Lad mig undgå misforståelser ved straks at sige, at jeg
selvfølgelig deler den rimelige medfølelse med de 30 familier,
samt forargelsen over, at de blev behandlet dårligt.
Samtidig undrer det mig, at Thule-fangernes skæbne kan optage
sindene 50 år senere i så høj grad, som det er tilfældet,.
Der findes støtte-komiteer, der føres retssager, og det
diskuteres, om Danmark i tilstrækkeligt omfang har sagt "undskyld".
Men sagen drejer sig altså "kun" om 30 familier i Thule,
som måtte flytte på grund af verdenskrigen (den "kolde").
Når det undrer mig, at Thule-fangernes skæbne stadig kan
engagere "kærlige" mennesker, så Tv laver medfølende
udsendelser om emnet, så skyldes det, at Stiftstidende (8/2) samtidig,
ganske ubemærket i en lille historisk note til en artikel om Beldringe
lufthavn kunne fortælle, at den tyske besættelsesmagt i
oktober 1943 besluttede, "at landsbyerne Beldringe, Allesø
og Tåstrup skal rømmes, så der kan bygges flyveplads".
Er det ikke mærkeligt, at denne tvangs-rømning af tre hele
landsbyer midt i den gavmilde, fynske muld, kun otte år tidligere,
ikke kan frembringe den samme interesse og medfølelse? - Hvorfor
har man så stor medfølelse med 30 fangerfamilier i Thule,
men ingen medfølelse med 200 familier på Fyn, som tilsammen
mistede 3.000 tønder af landets mest frugtbare jord, med de tilhørende
gårde, som ofte havde været i slægtens eje i mere
end 200 år, og som man nu blev tvunget til at forlade med tre
ugers varsel?
Jeg tvinges til at indse, at årsagen til denne mærkelige,
"selektive medfølelse" simpelthen må være,
at det naturligvis er fuldstændig uforpligtende at "elske
sin næste", hvis han blot er tilstrækkelig langt væk,
medens det kunne få ubehagelige konsekvenser og medføre
et helt konkret ansvar, hvis man uforsigtigt "elsker" et medmenneske
i nærheden.
Denne kendsgerning forleder åbenbart mange mennesker til ubevidst
at kaste deres "kærlighed" på nogen, som er tilpas
langt væk. Det betyder, at man kan registrere en ganske særlig
interesse for, kærlighed til og solidaritet med folkeslag, der
lever på tilstrækkelig stor afstand, ikke mindst de såkaldte
"oprindelige folk". Og det er naturligvis en uholdbar forestilling,
at nogle folkeslag skulle være mere "oprindelige" end
andre. De er tværtimod kun eksotiske og spændende, fordi
de er langt væk, og man kender så lidt til dem, at alle
mulige ubegrundede forestillinger og fordomme kan få frit løb.
Da man næsten intet véd om dem, kan man så at sige
"forme dem i sit eget billede", hvorved der opstår en
slags imaginære idealmennesker, som har alle de gode egenskaber,
og som kan og véd alt det, vi andre dødelige savner, og
jeg fristes til at sige, at det er udtryk for et ukristeligt hovmod
på denne nemme måde at overgå Guds eget skaberværk!
Som eksempel havde Stiftstidende (27/11-03) på forsiden af kultur-sektionen
et helsides-interview med forfatteren Vagn Lundbye. Overskriften var:
"De krænkedes forsvarer" og introduktionen lød:
"Verdensordenen: Forfatteren Vagn Lundbye om livet, døden,
kærligheden og den indignation, der er hans brændstof".
- Det er jo store ord, og lad mig citere et par af interviewets "perler":
"Jeg tror ikke på nogen gud, men er heller ikke ateist. Jeg
er religiøs og tror på, at alt hænger sammen siger
Lyndbye, der mener at "når livet begynder, så begynder
også døden. Det vigtigste er at leve". - "Jeg
har et ganske afklaret forhold til døden. Det har alle naturfolk,
hvorfor skulle vi så ikke kunne. Men selv om jeg har døden
i mig, så tænker jeg aldrig på den, siger forfatteren,
der ingen anelse har om, hvad døden er."
Sådanne udtalelser må rimeligvis betegnes som det rene sludder,
og han fortsætter: "Jeg er romantiker, hvis man er romantiker,
fordi man forsvarer dyr, etniske minoriteter og undertrykte og arbejder
mod uretfærdigheden. Så vil jeg gerne være romantiker.
Ja, det burde vi alle være."
Han udtrykker også en almindelig overtroisk fordom: "Og eksempelvis
véd "oprindelige folk" noget om livet, døden,
kærligheden og naturen, som vi har glemt".
Det er simpelthen "omvendt racisme" - altså det forhold,
at han generelt tillægger fremmede folkeslag specielt gode egenskaber,
blot fordi han véd for lidt om dem! Filosoffen Bertrand Russel
beskrev for mange år siden dette særlige fænomen med
ordene: "En ret besynderlig form for beundring for grupper, som
man ikke selv tilhører, er troen på de undertryktes - og
de undertrykte nationers - overlegne dyd" (Unpopular Essays, New
York 1950, side 58).
Når forfatteren Vagn Lundbye ærbødigt præsenteres
som "de krænkedes forsvarer" og oplyser, at han "forsvarer
dyr, etniske minoriteter og undertrykte" og "arbejder mod
uretfærdigheden", så er det vigtigt at slå fast,
at hans "arbejde" - så vidt jeg har kunnet konstatere
- aldrig har omfattet noget, der var mere anstrengende og forpligtende,
end at sige eller skrive naiv og respektløs, medlidenhedsvækkende
snak - naturligvis altid på så stor afstand, at det ikke
kunne medføre konkrete forpligtelser og konsekvenser.
Den popularitet, han har opnået, skyldes omgivelsernes ubevidste,
men ikke ukloge intuition i retning af det gode, danske mundheld "stå
aldrig til søs, lad de andre stå". Sagt med andre
ord: Du skal elske din næste, men for Guds skyld ikke en af de
hjemløse alkoholikere nede på bænkene ved Brugsen.
Hvis du viser ham sympati, så kan han finde på at spørge,
om du ikke har et værelse, han kan låne, eller bede om at
låne 50 kroner, og så har du pludselig et problem. Elsk
hellere nogle indianere i Amerika eller nogle eskimoer i Thule. De stiller
ingen krav, og du får ikke problemer!
Den enorme interesse for 30 familiers skæbne i Thule i 1951 kombineret
med det fuldstændige fravær af interesse og medfølelse
for de 200 familier på Fyn i 1944 kan ikke forklares med, at Thule-fangernes
skæbne var værre, og jeg kan ikke finde anden forklaring
end den ubevidste tilbøjelighed til opfylde kærlighedsbudet
med en fuldstændig uansvarlig "udstillingskærlighed",
som kun omfatter løs snak - eller, som Niels Hausgaard kalder
det, "moralsk støtte".
"Udstillingskærligheden" omfatter almindeligvis truede
pelsdyr og mennesker tilhørende eksotiske folkeslag, og derfor
har denne uansvarlige "solidaritet" da også spillet
en stor rolle for den naive holdning til fremmede, som har kendetegnet
dansk udlændingepolitik. "Udstillingskærligheden"
bevirkede, at man alt for længe ukritisk lod fremmede tage ophold
i landet, selvom de ikke opfyldte asyl-betingelserne. Det kunne selvfølgelig
ikke gå i længden.
Resultatet er, at denne "godhed" næsten har ødelagt
asylretten, fordi man nu har måttet stramme politikken så
hårdt op, at selv virkelige flygtninge kan få svært
ved at opnå asyl. "Godheden" har også ødelagt
den positive mellemfolkelige udvikling, som den almindelige globalisering
ville medføre, fordi det nu er blevet alt for svært at
få en udenlandsk ægtefælle til landet, fordi det for
længe var muligt uretmæssigt at spekulere i familiesammenføring.
Og frem for alt har "godheden" bidraget til en katastrofal
ødelæggelse af udviklingsprocessen i mange fattige lande,
fordi folk med uddannelse, initiativ og opsparing rejser bort, hvorved
de fattige lande mister deres udviklingspotentiale.
Måske var det en god idé at tænke sig lidt mere om,
og elske sin næste - også selvom han er dansker.