Danmark bliver en delstat
Af fhv. MEP & MF Ib Christensen
[Bragt i Nyt
fra Dansk Samling nr. 2, 2004, 60. årg., s. 2-5, som var et
temahæfte med titlen: EU-forfatningen]
Den Europæiske Union er i realiteten
en forbundsstat. Med et fælles borgerskab, EU-rettens forrang,
overstatslige flertalsafgørelser på næsten alle områder,
fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik med en militær
dimension under opbygning, fælles rets-, asyl- og indvandrerpolitik,
med et begyndende forbundspoliti (Europol), fælles økonomisk
politik med fælles mønt (euroen) og centralbank, total
fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer,
en regering (Kommissionen), et parlament med to kamre (Ministerrådet
og Europa-Parlamentet) og en domstol (EF-domstolen).
Op til 80% af lovene i medlemsstaterne
er EU-direktiver, selv i de tyske delstater er mere en 50% af lovene
EU-direktiver. På nogle områder (f.eks. skatter og miljø)
er EU mere centralistisk end USA.
At betegne EU som en hidtil ukendt hybrid
mellem internationale samarbejdsorganisationer og en forbundsstat er
absurd og naturligvis helt udelukket, når eller hvis Unionen får
sin egen forfatning. Herefter vil EU ikke alene politisk, men også
juridisk, være en egentlig forbundsstat. Et Danmark, der accepterer
denne forfatning, vil ikke alene – som nu – de facto være
en delstat i en forbundsstat, vi vil også være det de jure.
Det eneste fremskridt, forfatningsforslaget
indebærer, er, at der beskrives en procedure for udmeldelse af
Unionen, akkurat som tilfældet har været eller er i andre
forbundsstatsforfatninger. Danmark kan altså komme ud, hvis et
politisk flertal her i landet beslutter det! At udmeldelsen skal ske
efter forhandling med Unionen, er en selvfølge. Man vil ikke
holde på en medlemsstat, der har besluttet sig for udtræden.
På et tidligt tidspunkt i forfatningsdebatten
blev der gjort et stort nummer ud af, at EU skulle have et »kompetencekatalog«,
der nøje afgrænsede Unionens omfang i forhold til medlemsstaterne.
Den tale er nu forstummet, og forfatningsforslagets »kompetencekatalog«
viser hvorfor.
Der opregnes tre kompetenceområder:
Et område, hvor EU har enekompetence. Det drejer sig om den monetære
politik, handelspolitikken, toldunionen, havets ressourcer, det indre
marked og internationale aftaler.
Et andet område, hvor der er delt kompetence. Det drejer sig om
retspolitikken (med indvandrer- og flygtningepolitikken, Europol og
Eurojust (en fælles anklagemyndighed)), om landbrugs- og fiskeripolitikken,
transportpolitikken og transeuropæiske net, energipolitikken,
social- og arbejdsmarkedspolitikken, regional- og strukturpolitikken,
miljøpolitikken, forbrugerbeskyttelse, folkesundhed, forskningspolitikken,
teknologi og rumfart, udviklingspolitikken samt hele den økonomiske
politik og udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken.
Om hele dette vældige område hedder det: »Medlemslandene
udøver deres kompetence i det omfang, Unionen ikke har udøvet
sin eller er ophørt med at udøve den.« (art. 1l,
stk. 2). M.a.o.: Der er reelt ingen grænser for, hvor meget EU
kan blande sig i – og dirigere –på alle disse områder.
Endelig er der det tredje område, hvor EU »kun« kan
blande sig med »understøttende, koordinerende og supplerende
tiltag«, men ikke gennemføre retsakter, der harmoniserer
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Det drejer sig
om industripolitik, sundhedspolitik, uddannelsespolitik, sport, kulturpolitik
og civilbeskyttelse. Altså områder, der traditionelt er
delstatsanliggender i forbundsstater.
Nu skal man ikke tro, at disse områder er medlemsstaternes ukrænkelige
prærogativer. Med udgangspunkt i EU-rettens forrang (der fastslås
i forfatningen) og i reglerne om det indre marked, unionsborgernes rettigheder
samt Unionens øvrige, talrige fælles politikker kan EU
gribe bestemmende ind også på de her nævnte områder,
hvor Unionen officielt ikke har bestemmende indflydelse.
Statens Uddannelsesstøtte kan
således ikke forbeholdes danske statsborgere, TV-2 må som
kommerciel station ikke få offentlig støtte, ligesom Unionen
– hvis den finder det politisk opportunt – kan gribe ind
mod den favorisering af Folkekirken, som findes i den danske grundlov,
og som klart strider mod chartret om unionsborgernes rettigheder, som
er en del af forfatningen. Blot for at nævne nogle eksempler.
At forfatningsforslaget i art. 5 stk.
1 fromt erklærer, at »Unionen respekterer medlemsstaternes
nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende
politiske og forfatningsmæssige strukturer«, skal ikke tages
for bogstaveligt. Det er jo kun en hensigtserklæring, der kan
vige for andre hensyn. Formuleringen er bred og upræcis. Det havde
været noget andet, hvis der havde stået. »Medlemsstaternes
forfatninger er ukrænkelige og respekteres ubetinget af Unionen.«
Men det står der jo netop ikke. Nuvel, der jo heller ikke mere
tale om suveræne stater.
Alt i alt er der tale om, at EU reelt tillægges større
beføjelser end vel nogen anden forbundsstatslig myndighed i verden.
Det stopper imidlertid ikke hermed. For
en sikkerheds skyld er den såkaldte »gummiparagraf«
bevaret fra de bestående traktater. Ifølge den kan Ministerrådet
med enstemmighed, på forslag fra Kommissionen og efter høring
af Parlamentet, vedtage »passende bestemmelser« om hvad
som helst, som der ikke står noget som helst om i forfatningen,
men som forekommer »påkrævet« for at nå
et af målene for Unionen. Og Unionens mål er alt godt fra
havet. (Art. l7, stk. 1).
Ved forfatningen overgår mere end
40 områder fra enstemmigheds- til flertalsafgørelser. Men
det er ikke nok for EU. Derfor får Det Europæiske Råd
(stats- og regeringscheferne) kompetence til med enstemmighed at lade
områder, som ifølge forfatningen kræver enstemmighed,
overgå til afgørelse ved flertalsbeslutninger (art. 24,
stk. 4).
På den måde slipper man for
besværet med traktat- og forfatningsændringer og dermed
inddragelse af medlemsstaternes parlamenter og – oh, skræk!
– deres befolkninger i de lande, der ellers måtte udskrive
folkeafstemninger. Det sker jo, at vælgerne kan finde på
at stemme »forkert«.
Det er klart et af de bærende motiver
for forfatningsforslaget, at den tilbagevendende procedure med hyppige
traktatændringer skal ophøre, og at forfatningen skal blive
stående uændret i årtier.
Et af de afgørende elementer i
forfatningsforslaget er menneskerettigheds-chartrets inkorporering i
forfatningen. Herefter er det EU, der i sin lovgivning, administration
og domspraksis bestemmer det faktiske indhold af borgernes rettigheder,
helt uden hensyn til, hvad der står i medlemsstaternes forfatninger.
Og i øvrigt også uden hensyn til Europarådet, hvis
menneskerettighedskonvention og domstol sættes helt ud af spillet
for så vidt angår EU's medlemslande.
Der er ingen tvivl om, at chartret i
fremtiden vil blive et afgørende instrument i den fortsatte integrationsproces,
når Unionen skal fortolke og bedømme medlemsstaternes lovgivning
og forvaltning – og i øvrigt også som løftestang
for Unionens egne aspirationer.
Trods alle muligheder for at bøje
og fortolke forfatningen, kan det jo være, at der er medlemslande,
der gør sig ud til bens. Derfor indføres begrebet »forstærket
samarbejde«, hvorefter mindst en tredjedel af medlemsstaterne
kan gå sammen om fælles politikker, som ikke kan samle tilslutning
fra alle medlemsstater, eller hvor nogle af dem må afstå
af politiske eller økonomiske grunde.
Forstærket samarbejde er tænkt som murbrækker i den
fortsatte integrationsproces, og det er meningen, at alle medlemsstaterne
efterhånden deltager fuldt ud i alle politikkerne. Der kan være
tale om oprettelse af fælles militær (som i øvrigt
kan gennemføres med enstemmighed i Det Europæiske Råd),
eller der kan være tale om et udvidet økonomisk-politisk
samarbejde. Det siger sig selv, at de medlemslande, der ikke deltager
i det forstærkede samarbejde, ikke på nogen måde må
modarbejde eller genere det forstærkede samarbejde, som i øvrigt
fuldt ud må benytte sig af EU’s fælles faciliteter.
Man kunne mene, at en forfatning, der
er så ufattelig fleksibel som denne, kunne man i det mindste opretholde
kravet om enstemmighed ved ændringer. Men også her, på
et så centralt område, er teksten uklar: På papiret
kræves ganske vist enstemmighed mellem medlemsstaterne. Men –
meget sigende – hedder det art. IV-7, stk.4: »Hvis fire
femtedele af medlemsstaterne to år efter undertegnelsen af traktaten
om ændring af traktaten om forfatningen har ratificeret denne,
og en eller flere medlemsstater er stødt på vanskeligheder
i forbindelse med ratifikationen, tager Det Europæiske Råd
spørgsmålet op.«
Så er vejen banet for at banke eventuelle besværlige medlemsstater
og deres vælgere på plads. Man vil ikke lade sig bremse
af folkeafstemningers udfald i de lande, der vover at lægge EU-traktater
ud til folkets afgørelse.
På hele denne baggrund kan det
konkluderes, at der med EU-forfatningen på ingen måde er
tale om suverænitetsafgivelse »i nærme bestemt omfang«
(grundlovens § 20). Der er reelt tale om, at Danmark bliver en
delstat i en europæisk forbundsstat.
Dette betyder, at grundlovens § 20 om 5/6 flertal i Folketinget
eller en besluttende folkeafstemning ikke kan anvendes som juridisk
grundlag for Danmarks ratifikation af forfatningstraktaten. Her kan
kun bruges grundlovens § 88 om grundlovsændringer. D.v.s.
vedtagelse uændret af to folketing med et valg imellem samt tilslutning
fra et flertal af vælgerne, omfattende mindst 40% af samtlige
vælgere, ved en besluttende folkeafstemning.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning