Børns integration
Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog.
Trykt i Samspil nr. 1 1995
Op gennem dette århundrede har
borgere i vestlige samfund udover egne børn og deres opdragelse
interesseret sig for “det fremmede barn“ på forskellig
vis: Wienerbørn, Hollænderbørn, Finnebørn,
adoption af mulatbørn fraTyskland, støtte til børnehjemsbørn
i Rumænien og ikke mindst pædagogiske tiltag overfor indvandrerbørn
i Danmark.
Begrundelsen for at beskæftige sig med ”det fremmede barn”
er skiftet gennem tiden. Engang var anbringelse af plejebørn
hos fattige voksne mod betaling fra sognet et middel til at sikre de
voksnes eksistens (fattighjælp). Senere så man hjemmet som
den ideale ramme for børns opvækst (adoption), samtidig
med at den fremmede børnefamilie kunne støttes som udtryk
for taknemmelighed over at egne børn gik fri af krigen (wienerbørn)
eller som udtryk for social solidaritet (oprettelsen af UNICEF). De
sidste årtier er der fremkommet tanker om retten til en forældrerelation
, der søges opfyldt ved offentlige service (insemination, in
vitro fertilisation) eller mellemmenneskelige aftaler (rugemødre,
bøsser som medfædre til lesbiske par).
Erobring af indvandrerbarnet
Efter 2. verdenskrig er ro, renlighed og regelmæssighed ikke længere
forudsætninger nok for en god barndom. Den humanitære forståelse
(barnets tarv) indeholder også kravet om rimelige muligheder for
personlighedens udvikling og udfoldelse. Fremkomsten af den humanistiske
indstilling til det at være menneske nødvendiggør
en mental erobring af indvandrerbarnet. Det ser ud til at forestillinger
om” det rigtige menneske” er blevet lig med “ menneske
med vesterlandske egenskaber”. Derfor må indvandrerbørnene
bringes til at fungere på dansk kulturel vis. Anstændigvis
kan vi ikke acceptere at de socialiseres “som om de levede i middelalderen”.
Det danske samfund må via pædagogik sørge for at
redde de nye borgere. Med samme bløde kvalifikationer, samme
borgersind og samme forståelse af livets kvaliteter kan indvandrerne
indgå uproblematisk på et vestligt arbejdsmarked og vi undgår
flere bistandsklienter, begrunder vi erobringen. De må kort sagt
gøres mindre fremmede.
Lyder disse kulturhistoriske analyser spændende? Så læs
nærmere i bogen “Børnenes århundrede - interessen
for de fremmede børn i det 20. århundredes Danmark “
af historikeren Henrik Zip Sane. Men der er mere at hente hos Farums
Arkiver & Museer som også udgiver en række samtidsrapporter,
der bl.a. går tæt på oplevelser af integration.
Kendskab giver ikke venskab
Lad os tage nogle pluk fra Karen Riishede: Unge danskeres syn på
indvandrere - en undersøgelse blandt 14-18 årige i Farum
Kommune 1995, ud fra 105 anonyme besvarelser af et spørgeskema:
tre 8. klasser, to 10. klasser og to1. G'er på Marie Kruse Skole.
“Jo tættere spørgsmålene kommer på det,
de unge kender, og som er en del af deres hverdagsliv - jo mere negative
bliver besvarelserne.” Det svarer til undersøgelser i USA,
hvor det positive billede af etniske minoriteter også bedst bevares
hos grupper uden konkret kontakt i hverdagen.
“Det ser ud til at de positive tilkendegivelser vedrørende
både karakteristik og økonomiske forhold bliver mindre
jo større børnene bliver.” Karen Riishede har ikke
nogen forklaring på denne udvikling, men det kan jo skyldes de
større børns moral-udvikling og krav til gensidighed også
økonomisk.
“Det samlede billede viste, at gruppen med de bedst uddannede
forældre havde færrest positive besvarelser vedrørende
indvandrerbørnenes dygtighed i skolen, på det økonomiske
område omkring omkostningerne ved at have indvandrere boende i
landet, om de gør nok for at forsørge sig selv, og om
vi kan blive ved med at tage imod
flere. Og på det personlige plan lå de lavest, når
det drejede sig om den nære kontakt med indvandrere og ikke mindst
om forældrenes syn på en evt. tyrkisk kæreste.”
Endnu engang tilbagevises altså myten om at større viden
og forståelse automatisk skaber mere respekt.
Familiers trivsel
Ligeledes i 1995 har Inger Conradsen undersøgt “ Yngre
tyrkiske indvandrerfamiliers trivsel og forventninger “ hvor forældre
på 21-36 år med tyrkisk statsborgerskab og bopæl i
Farum blev inteviewet. Som mange andre undersøgelser også
har vist havde indvandrerne ikke megen social (frivillig) kontakt med
danskere, og selvom flere havde følt diskrimination ville næsten
alle ønske at indvandre igen, hvis de skulle gøre livet
om. Interessant nok foreslog mange, at danskerne skulle lære mere
om tyrkisk kultur meget gerne ved at rejse til Tyrkiet. Endvidere ser
det ud til, at de unge familier lægger megen vægt på
ægtefællernes samarbejde ved løsningen af problemer
i familierne, og flertallet af mændene deltog i husarbejdet. Selvom
egen uddannelsesbaggrund generelt var ringe, havde de fleste ens forventninger
til deres sønner og døtre om at få en god uddannelse.
Fremmed og handicappet
Finder der mon en dobbeltmarginalisering sted? Jesper Jarl Jensen interviewede
i undersøgelsen “Fremmed og handicappet - dobbelthandicappet?
“ 1996
de få handicappede indvandrere/flygtninge der kunne findes og
som ville deltage. Af kulturelle og religiøse grunde associeres
handicap ofte med straf for dårlig moral og mange var derfor for
skamfulde til at medvirke. “Danske” handicappede udviste
i langt større omfang end de “fremmede“ selvreflektion,
idet de påpegede at ens eget forhold til det at være handicappet
kan have betydning for diskriminationsoplevelsernes omfang. Der syntes
endvidere at være” en klar sammenhæng mellem det at
føle sig fremmed, at opvurdere sit oprindelseslands kultur og
religion i forhold til den danske kultur og religion, og at give udtryk
for at man ret klart artikulerer dette religiøse og kulturelle
ståsted og så hvorvidt man føler sig diskrimineret.”
Dette er i tråd med en svensk udredning fra 1995 for diskrimineringsombudsmannen,
hvor oplevelsen af diskrimination hos indvandrere ligeledes var størst
hos personer der bedømtes til at være mest kulturbevarende.
Tyrkere bor victoriansk
Mange tyrkere i Farum bor 3 generationer sammen, hvilket store lejligheder
gør muligt.
I rapporten “Boligkultur hos indvandrere fra Tyrkiet i Farum “
Af Ole Foss & Erik Mortensen 1996 konkluderes det ganske interessant
at tyrkerne bor victoriansk med store solide møbler, broderede
duge, og nips og at de forskelle i boligstil man kunne forvente ud fra
uddannelse, social status samt hvilken del af Tyrkiet man stammer fra
er meget små. Ensartetheden er påfaldende, skriver forfatterne.
Hvorfor så ens undrer jeg mig? Drejer det sig om smag? Fremvisning
af tilhør og prestige? Oplevelsesfattigdom? Gælder ensheden
andre livsområder? Som i andre sammenhænge fortæller
det ydre også noget om det indre.
Puslespillet integration er kompliceret. Farums Arkiver & Museer's
samtidsrapporter kan være med til at udvide forståelsen
af hvad brikkerne egentlig handler om.
Retur
til artikeloversigt om pædagogik, sprog og opdragelse