Arrangeret ægteskab = tvangsægteskab
Af Britta Mogensen og Lone
Nørgaard
Trykt i Politiken lørdag den 13. november 2003 (under anden titel)
Denne kronik skulle gerne dokumentere, at det er umuligt at skelne imellem
arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Derfor vil vi
gerne i fuld offentlighed og uden antydning af paranoia male fanden –
eller rettere sagt Allah - på væggen. Vi er ikke bare bekymrede,
vi er dybt foruroligede over den folkevandring, der gennem mange år
har fundet sted mellem muslimske lande og Vesten i form af familiesammenføringer,
der kun til dels kan styres. Og da vi er danskere bosiddende i Danmark,
er vi af gode menneskelige grunde særligt ængstelige for den
retning, som samfundsudviklingen tager i vores eget land. Ghettoisering,
parallelsamfund og islamisering står på dagsordenen hver dag,
og inden for en række subkulturer er løbet allerede kørt.
Et af debattens omdrejningspunkter har været, at når vi intet
dårligt hører, er der nok tale om et arrangeret ægteskab.
Men vi ved i virkeligheden intet om, hvorvidt en ung kvinde har ønsket,
at forældrene skulle vælge hendes ægtemand, eller om
hun selv har valgt ham. Diskussioner af den slags foregår inden
for hjemmets fire vægge mellem en ung kvinde og hendes familie,
og enhver tolkning må derfor være baseret på rene spekulationer.
Derfor er det hensigtsmæssigt at holde sig til, hvad vi rent faktisk
ved. Nemlig at der er unge kvinder i dette land, som tvinges til at indgå
ægteskab med en ukendt mand med alle de midler, familien har til
rådighed: psykisk pres, fysisk vold, indespærring, trusler
på livet og henrettelse. Henrettelse, tak, og ikke ’æresdrab’,
for der er intet, absolut intet, ærefuldt i at slå en ung
pige eller kvinde ihjel, fordi hun ikke vil underkaste sig sin fars, brors
eller fætters dominans hentet i middelaldermørke traditioner
og patriarkalske mænds interesser i at holde kvinder i stramme tøjler.
Den aktuelle debat om, hvorvidt der er tale om arrangerede ægteskaber
(som sågar er blevet omtalt som ”en udmærket institution”),
eller om det drejer sig om tvangsægteskaber, eksisterede ikke i
begyndelsen af 1990’erne, Og det til trods for at socialforvaltninger
og krisecentre oplevede en stadig stigende strøm af tvangsgifte,
familiesammenførte kvinder fra den tredje verden, når de
flygtede fra den vold, som ægtefællen og ofte også hans
storfamilie udsatte dem for. Kvinderne kunne berette i stride strømme
om, hvordan de i hjemlandet havde været udsat for tvang og vold,
for at de skulle acceptere ægteskab med en ukendt mand for derefter
at blive sendt af sted til et fremmed land.
Den ekstreme kvindeundertrykkelse, der blev rullet op, undrede sådan
ikke. Kvindeundertrykkelse er set i et globalt perspektiv reglen og ikke
undtagelsen. At den eksisterede i de allerfleste tredje- og fjerdeverdenslande
var selvfølgelig heller ikke dengang ukendt. Ingen associerede
imidlertid til de unge kvinder fra minoritetsmiljøerne i Danmark.
Bare tanken om, at nogen kvinde blev tvunget til ægteskab i vores
land, i Danmark, var absurd.
At tanken var langt fra absurd, kunne imidlertid konstateres, da unge
kvinder fra muslimske minoritetsmiljøer i større og større
antal fra midten af 1990’erne henvendte sig til bl.a. krisecentrene
og bad om hjælp på grund af vold i forbindelse med, at familien
ville tvinge dem ind i et ægteskab, de ikke ønskede. De unge
kvinder, hvoraf nogle kun var teenagepiger, berettede om vold, indespærring,
trusler på livet og tvang. Præcis på samme måde
som deres familiesammenførte medsøstre.
Nogle kunne også fortælle om ’ferieture’ til forældrenes
oprindelsesland, hvor de så var blevet tvunget til ægteskab
med og voldtægt af en ukendt mand. Og ja – en ung pige, der
presses ind i et ægteskab, hun under ingen omstændigheder
ønsker, og hvor hun efterfølgende tvinges til at stille
sig seksuelt til rådighed – den akt, det overgreb, det kaldes
voldtægt. Men her sluttede volden ikke, hvis hun tilbage i Danmark
nægtede at medvirke til, at ”ægtemanden” kunne
blive familiesammenført.
Det tog lang tid, meget lang tid, før myndighederne så småt
tog de unge kvinder alvorligt. Den generelle og korrekt-officielle opfattelse
syntes længe at være, at det drejede sig om generationskonflikter
forældre-døtre imellem. Først da mord på de
genstridige kvinder begyndte at finde sted, blev man klar over, at der
helt konkret var unge kvinder, der var i livsfare, når de flygtede
fra et tvangsægteskab. Og det var altså her i Danmark - ikke
i Afghanistan, eller Sudan eller Pakistan.
Stort set hvert krisecenter, hvert rådgivningscenter, hver socialforvaltning,
hver politikreds, hver advokat m.v. har gennem årene haft deres
andel af angste, selvmordstruede, rådvilde unge kvinder, som ikke
ved, om de skal acceptere forældrenes valg og dermed et liv med
en mand, de ikke ønsker. Eller om de skal følge deres eget
valg og i bedste fald miste familien. Frygten for at blive lemlæstet
eller slået ihjel kommer til udtryk hos mange af kvinderne, når
de beder om hjælp til at blive skjult.
Var der nogen, der sagde frit valg?
De unge minoritetskvinder henvender sig mange forskellige steder for at
få hjælp, men lige så lidt som der er forsket i Danmark
i dette fænomen, lige så problematisk er det, at der ingen
samlet statistik er fra alle de steder, kvinderne henvender sig. Det er
en alvorlig mangel og formentlig årsagen til påstande om,
at tvang kun sker i enkeltstående tilfælde i socialt dårligt
funderede indvandrerfamilier. Og at denne patriarkalske undertrykkelsesform
så sandelig ikke er noget generelt problem. Ja, man får nærmest
det indtryk, at fænomenet er næsten ikke-eksisterende.
De tvangsgiftede eller truede kvinder oplever med rette, at en sådan
holdning bagatelliserer deres erfaringer. De, der møder disse fortvivlede
unge kvinder hver dag og sidder sammen med dem i deres smerte, er hverken
i tvivl om problemets alvor eller omfanget.
Og lad os gentage, at vi taler Danmark 2003.
Bagatellisering af problemet finder man såvel blandt etniske danskere
som blandt unge minoritetskvinder, der lever i et godt ægteskab
(arrangeret eller selvvalgt). De forstår ikke alvoren. De har aldrig
siddet over for en grædende, familiesammenført kvinde eller
en kvinde fra minoritetsmiljøet, der desperat kræver en mirakelløsning.
Her og nu.
I sin bog ”Ære og drab. Fadime – en sag til eftertanke”
beskriver Unni Wikan den manglende forståelse for alvoren hos dem,
der ikke har mærket tvang på egen krop: ”Det er mennesker,
der selv har følt problemerne på deres egen krop, der insisterer
på, at ”kultur” må tages alvorligt, og at æresdrab
er en realitet. Det er de privilegerede, som ikke selv er udsat, der nægter
at tage denne livserfaring alvorligt.” (s. 153)
Fortalerne for arrangerede ægteskaber argumenterer for, at denne
institution da så sandelig også har været en dansk tradition.
Det skulle åbenbart i sig selv borge for kvaliteten. Til trods for
at enhver med sin fornuft i behold må kunne se, at legitimering
af tvang med henvisning til svundne tiders Danmark ikke burde have gang
på jorden anno 2003. For at velhavende familier, dvs. jordejere
og det højere borgerskab, i en temmelig fjern fortid valgte ægtefællen
til deres børn med det formål at holde jord og penge inden
for en snæver kreds, det har evolutionen og moderniteten gudskelov
afskaffet. Vores formødre er døde, så de kan ikke
fortælle om, hvad de følte ved at blive tvunget til at gifte
sig med en mand, de ikke kendte eller ikke ønskede. Disse beretninger
hører vi nu imidlertid fra vor tids unge kvinder.
Disse unge kvinders skæbne, der i nogle tilfælde er endt med
henrettelse, har oprevet offentligheden i den vestlige verden. Forbrydelserne
har også så småningom betydet, at flere er blevet klar
over, at der må sættes effektivt ind for at stoppe denne barbariske
behandling af kvinder. Det burde ikke længere være muligt
at slå overgrebene hen som enkelttilfælde af vold, forfølgelse
og et lille mord nu og da - hvor ”beklageligt” det end er.
Nu må det erkendes og bøjes i neon, at mange kvinder er i
samme situation, og at de også står i fare for at blive henrettet
af familien.
Taktikken med at gøre kvinder til medskyldige i de overgreb, de
udsættes for, er så internaliseret, at kvinderne ofte selv
tror på rigtigheden af det. Den samme taktik anvendes over for unge
kvinder, der er truet med tvangsægteskab. Kvinderne bliver af myndighederne
rådet til højt og tydeligt at svare nej til forældrene,
når de foreslår ægteskab for dem. De må ikke blot
slå det hen eller mumle afværgende. For når ægteskabet
er en realitet, og kvinderne reagerer kraftigt imod det, så bliver
de bebrejdet, at de ikke meldte ordentligt og klart ud fra begyndelsen.
Og utydeligheden bebrejder de også sig selv. Men husk på,
at på den ene side kræves det, at de unge kvinder i situationen
skal afvise en autoritet, de måske aldrig tidligere har sat sig
op imod. På den anden side, hvis de ikke magter det, ja, så
er skylden for, at ægteskabet blev indgået, deres. De må
altså bære skylden for, at de ikke tydeligt nok sagde nej,
og de må bære skylden for, at de nu sidder i en suppedas,
som andre skal hjælpe dem ud af.
Tvangsægteskab er lig med voldtægt og lig med overgreb. Vi
er nødt til at forholde os til og bekæmpe den ekstreme kvindeundertrykkelse,
som kvinder udsættes for både i mange tredjeverdenslande og
her i landet. Vi kan ikke være ligeglade med, at vores medborgere
udsættes for tvang i familien og måske i sidste instans mord.
I den sammenhæng vil vi opfordre læserne til så hurtigt
som muligt at anskaffe sig Hege Storhaugs nye bog ’Feminin integrering
– utfordringer i et fleretnisk samfunn’. Den præsenterer
et omfattende statistisk materiale, der klart viser, at integreringen
af ikke-vestlige indvandrere i Europa er godt på vej til at mislykkes.
Her fremlægges langt om længe den dokumentation for massiv
kvindeundertrykkelse i de muslimske indvandrermiljøer, det har
været så ufatteligt svært at få fremskaffet i
Danmark. Ikke mindst fordi konfliktsky forskere er veget tilbage fra den
ubehagelige opgave, det er, at fremlægge data for mislykket integration
blandt muslimer.
De statistiske analyser afdækker, at et overvældende flertal
af de muslimske indvandrere, som har giftet sig, har indgået ægteskab
med en partner bosat i oprindelseslandet. De historier, som HS lægger
frem, fortæller om udnyttelse, frihedsberøvelse og tvang.
Og om et utal af kusine-fætter ægteskaber. Motiverne bag de
uheldige alliancer er såre indlysende: De indgåede ægteskaber
er både et visum til Vesten og et vellykket forsøg på
at opretholde traditionelle værdier knyttet til dels undertrykkelse
af kvinder, dels religiøs underkastelse. HS benævner selv
de unge tvangsgifte brude et ”levende visum i en moderne form for
menneskehandel”. En menneskehandel, der foregår i hele Europa.
Derfor var øjnene også ved at falde af under læsningen
af Politikens leder ”Sharia – Høje-Taastrup sender
et godt signal” (d. 20.11.2003). Heri roses Høje-Taastrup
Kommunes initiativ mht at ansætte en sharia-jurist. Juristen skulle
være et godt værktøj til at sikre en bedre dialog og
forståelse over for muslimske familier, der af den ene eller anden
grund er havnet i en kritisk situation. Bistanden kan fx dreje sig om
at forklare en familie, hvorfor den ikke bør insistere på
tvangsægteskab i forhold til familiens børn. Eller om at
afklare dansk lov i forhold til religiøse bestemmelser.
Politiken nævner i den forbindelse muslimske medborgere som ”i
øvrigt ofte danskfødte”. Men i denne gruppe kan der
næppe være tale om mennesker, der er uvidende om, at tvangsægteskab
er forbudt ifølge loven, og at det danske retssystem lidt endnu
står over religiøse bestemmelser.
Når borgere her i landet havner i en kritisk situation, så
henvender de sig til socialforvaltningen (da det er et kommunalt initiativ
må formodes, at der er tale om en social, kritisk situation). Måtte
socialrådgiveren føle sig utilstrækkelig i sin sagsbehandling
af muslimer, kunne en kultursociolog, antropolog eller en person med anden
relevant uddannelse måske være på sin plads at søge
hjælp hos til forståelse af borgerens særlige baggrund.
At ansætte en jurist til at fortælle borgere noget, de allerede
er særdeles godt bekendt med, virker totalt hovedløst. Og
er i øvrigt endnu et sugerør ned i statskassen, der ikke
fremmer integrationen.
Skulle borgerne generelt have brug for juridisk bistand, henvender de
sig til en dansk uddannet advokat, uanset om de bekender sig til islam,
hinduisme, katolicisme, jødedom, protestantisme, ateisme, totemisme,
konfucianisme, taoisme eller andet. Så Høje-Taastrup Kommunes
initiativ sender ikke et godt signal, men derimod et signal om, at sharia
er et effektivt redskab til at støtte mennesker, der har valgt
at leve i et land, hvor sharia intet har at gøre.
Hvordan muslimer vil praktisere deres tro og livsstil bag hjemmets fire
vægge, skal de naturligvis ikke stå til regnskab for. Men
i det offentlige rum, på arbejdspladser og i offentlige institutioner
må muslimer tilpasse sig gængs adfærd. Ellers var der
jo heller ingen som helst årsag til, at de skulle bosætte
sig lige her. Det gælder tørklæder. Det gælder
ligestilling af de to køn. Og det gælder tvangsægteskaber.
Disse kronikører har i hvert fald ikke tænkt sig stiltiende
at se på, mens en omsiggribende kvindeundertrykkelse foregår
lige for øjnene af os. Lige så lidt som vi stiltiende vil
se på, at den ligestilling og ligeberettigelse, vi selv har kæmpet
for igennem et langt liv, bliver truet af stærke patriarkalske og
ideologiske kræfter.
Retur
til artikeloversigt om statistik
|