Den arabiske veltalenhed
Aaf Lone Spanheimer cand.psych.
Trykt i Weekendavisen 12 december 1997, 2. sektion Kultur side 8
Den persiske Golf. Kulturtræk er som mønter med en for- og
en bagside. Hvad der opleves som for eller bag, er afhængigt af
betragteren.
NU har der været flygtningedebat i Danmark et lille års
tid. Det har været forfærdelig ubehageligt, men det ser
ud, som om en genkendelig, god dansk besindighed er ved at tage form.
Der er en vis konsensus om, at resultatet har været følgende:
Langt de fleste danskere er ikke racister og vil ikke være det.
De har blot protesteret over mangel på logik og konsekvens i flygtningepolitikken.
En sådan mangel har der været, udtrykker de centralt beliggende
partier og lover at udbedre.
Hvis det passer, at støvet er ved at lægge sig, må
tiden være inde til næste runde, nemlig at stille spørgsmålet
om ikke vi har et lidt for jomfrunalsk forhold til kulturforskelle.
Den konsensus, der har bredt sig hen over midten, som man siger, og
ud i de mange hjem, omhandler integration. Der erkendes, og der gribes
i barme: Integrationspolitikken har ikke været helhjertet nok.
Derfor skal der nu satses energisk på danskundervisning og spredning
af de fremmedartede, så de ved at pleje omgang med os kan blive
helt og holdent danske.
Dette var et godt resultat! (Om der desuden bliver tale om stramninger
af betydning, og om noget sådant i så fald skal opfattes
som godt eller skidt, lader vi ude af betragtning i denne sammenhæng.)
Man kan sige, at resultatet er godt i den forstand, at det er et nøjagtigt
udtryk for, hvad det danske samfund er i stand til at gabe over i øjeblikket.
Det er egentlig slet ikke fair at problematisere det. Men det skal så
gøres alligevel:
Der er nu udmøntet en idealløsning. Et mål, vi kan
stræbe efter, nemlig at fremmede udefra fremover bliver så
danske i tale, adfærd og tankesæt, at de danske kun skal
forholde sig til selve udseendet: Det eneste, der vil være tilbage
efter en ideel integrationsproces, er hår- og hudfarve. Vil danskerne
fremover kunne leve med, at nogle af danskerne er anderledes end resten
på dette ene punkt og kun på dette? Og her skal danskerne
defineres som de mange, som næsten hele flokken. Så mange,
at vi kan opleve, at problemløsningen er sket på basis
af konsensus. Denne grundlæggende danske kulturværdi, som
vi nødigt ville være foruden. Vi antager, at dette ville
danskerne kunne.
Påstanden i det følgende er, at kravet om total integration
er udtryk for, at vi ikke kan gabe over ret meget mere. Kulturforskelle
er så belastende, at vi må bagatellisere dem, benægte
dem eller bortdebattere dem. Samtidig er der noget paradoksalt i vores
holdning. Vi er også tiltalt af alt fremmedartet.
Tanken om, at coca cola-kulturen skal sprede sig helt ud til den sidste
hvide plet på verdenskortet, deprimerer os.
Men hvis et eller andet fænomen bliver omtalt som et kulturtræk,
og hvis dette fænomen kan forekomme nogen negativt, udløser
det en automatreaktion, hvis substans er at benægte, at der er
nogen særlig forskel på dansk kultur og andre kulturer.
Men det hænger jo sammen, det skidt! Hvis nogen f. eks. fremfører,
at f.eks. muslimer gennemsnitligt og over én kam er mere autoritetstro
end vi synes, det er naturligt i Danmark, så vil det udløse
en sådan automatreaktion, fordi det for os er negativt. (Og det
ér det for os. Det ønsker vi ikke at lave om på.)
Men et sådant træk hænger uløseligt sammen
med andre ting, som vi erkender er en mangel i vores kultur, f.eks.
nært familiesammenhold og respekt og omsorg for de gamle i familien.
Det at respektere en gammel mand, blot fordi han er gammel og ikke kun
under forudsætning af, at han er f.eks. klog eller elskelig, er
noget, vi ikke kan mere. Vi kan kun lade som om. Vi kan heller ikke
bøje os for afgørelser, der træffes af ældre
familiemedlemmer, fordi de skønnes at tjene familiens vel.
Men så kan vi heller ikke have det tætte familiesammenhold,
vi ser hos en del andre kulturer.
Det rigtigt tætte familiesammenhold lader sig hos os kun gøre
for dem, der er så heldige at blive født ind i en familie,hvor
folk kan lide hinanden ekstraordinært meget. Det, vi kunne gøre
for at blive mere realistiske i vores holdning til fremmede kulturer,
er at blive bedre til at gennemskue, hvordan kulturtræk både
hos os og andre er som mønter med en forside og en bagside. Og
at hvad der opleves som for eller bag er afhængigt af betragteren.
Det er lige så svært for et menneske med en fremmed kulturbaggrund
at sluge vores kameler, som det ville være for os at glide organisk
ind i en forstadsbebyggelse i Saudi Arabien. Det er bare meget svært
for os at forstå det, fordi vi er på hjemmebane. Vi opfatter
vores måde at tænke og handle på som naturlove, ikke
som kultur. Men sådan har de andre det også. Ens egen kultur
vil altid være hjemmebane. Et eksempel på et kulturelt træk,
som er egnet til at virke positivt på os både forfra og
bagfra, er den arabiske veltalenhed (og iranske og kinesiske m.fl.)
Bortset fra, at det er et træk, vi næsten ikke kender.
Denne farverige og blomstrende måde at udtrykke sig på,
som kan gøre samvær mellem mennesker næsten poetisk.
Det ville man kunne opleve fra morgen til aften, hvis ellers man kunne
sproget, men jeg vil fortælle om en bestemt episode, fordi hele
situationen hører med til at vise, hvad sprog og måde at
tale på betyder for kontakt og samhørighed eller mangel
på samme.
Vi lå foran indsejlingen til Bahrein i Den persiske Golf og ventede
på tilladelse til at sejle ind i havnen. Det var en olietanker
på størrelse med halvanden fodboldbane, og der var ikke
så meget plads i sejlrenden, så vi havde kastet anker i
ventetiden. Det var om natten, men længere ude på havet
sås lysene fra to andre olietankere, der lå og ventede på
tur efter os, dvs.
det halvandet til to døgn, det tager at fylde et tankskib. Mandskabet
var på plads på broen og forude ved ankeret for at hive
op i samme sekund, tilladelsen indløb over VHF-radioen. Det gjorde
den et øjeblik efter, og ordren om at hive op gik ud til maskinhuset
ved ankerspillet. Men så gik der koks i det. Hydraulikken virkede
ikke. Ankerkæden lod sig kun hive indenbords med en fart af en
centimeter i minuttet. Men det var et næsten nyt skib, så
på broen regnede de med, at det var et spørgsmål
om få minutter at finde fejlen. I kikkerten så man, at de
piskede rundt forude, men der kom ikke nogen meldinger, og nervøsiteten
begyndte at stige på broen. Efter ti minutter kaldte kaptajnen
dem på walkie-talkien og afkrævede besked om, hvor langt
de var kommet, og hvor mange minutter det ville vare, før ankerspillet
var i orden. Men de kunne ikke svare andet end tågesnak. I det
samme skete der to ting. Maskinmesteren dukkede frem under vingen til
broen og påbegyndte hæsblæsende den lange løbetur
ud til ankeret (uregelmæssigheden hørte under hans ansvarsområde).
Samtidig kaldte Bahrein Havn igen og spurgte i et meget køligt
tonefald, hvad meningen var, og hvor lang tid vi havde tænkt os
at nøle. Dimitris, min mand, skibets kaptajn, tog en dyb indåndning
og affyrede en hurtig forklaring om en minimal fejl, der var så
godt som udbedret. Vi beregnede at være klar om 18 minutter. Lidt
efter meldte de forude, at ankerkæden begyndte at røre
på sig, men så gik den igen i stå.
I løbet af ingen tid var de 18
minutter gået. Nu kaldte havnen igen og fældede den endelige
dom: Tålmodigheden var brugt op. Nu ville de kalde det næste
skib i køen. Det betød, at vi skulle vente halvandet til
to døgn. Det er selvfølgelig ikke noget, der bringer hverken
død eller lemlæstelse. Men det er en katastrofe for de
ansvarlige på et skib. (Godt en time senere viste det sig, at
fejlen var en løs forbindelse i et relæ. Dette burde have
været opdaget på få minutter, hvis rette mand havde
holdt hovedet koldt i rette øjeblik.) Havnefogeden var i sin
fulde ret til at annullere os og kalde næste skib frem. Men Dimitris
var ikke glad for at give op. Han fattede VHF'en med en sidebemærkning
til mig: "Jeg ved, du ikke kan lide det. Men du må indrømme,
at det tit er til stor hjælp." Det er rigtigt, at jeg er
ambivalent over for det, han gjorde nu, af grunde som vil fremgå
om et øjeblik. Han åbnede nu et nyt bal på arabisk.
Hidtil havde de talt engelsk sammen. Det hænger sådan sammen,
at Dimitris har tilbragt en del af sin barndom hos en onkel i Alexandria,
dengang byen var befolket af europæere, og de lokale egyptere
stort set kun figurerede som tjenestefolk for europæerne. Ved
at lege med tjenestefolkenes børn lærte han ikke bare det
arabiske sprog, men også måden at bruge det på.
Altså sagde han på arabisk: "Må Allah se i nåde
til os, vi som på denne ulyksalige nat lægger beslag på
havnens tid ved at have problemer med vores ankerkæde, som vi
ved Allahs hjælp forsøger at udbedre, så hurtigt
som Allah tillader os at finde fejlen." Det er ikke nogen trosbekendelse.
Det er den naturlige måde at udtrykke sig på, bare elegantere
end jeg er i stand til at gengive. Reaktionen var dyb forbløffelse
og dernæst et meget hjerteligt svar i samme inderlige stil. Vi
fik tilgivelse og yderligere respit, og godt en time senere var idiotfejlen
fundet. Endelig gik spillet i gang, og vi styrede ind i havnen og bogstavelig
talt i favnen på den elskelige havnefoged. Det er klart, det er
på sin plads at være ambivalent over for en tildragelse
som denne. Hvad med andre skibe hvor kaptajnen ikke har leget med arabiske
tjenestefolk som dreng? Det er ikke pænt at gøre forskel.
Men lad os alligevel prøve at forstå havnefogeden: Han
kom om bord, og den arabiske poesi fortsatte. De siger ikke f. eks.
"Goddag" eller "Farvel"
udtrykt ved to enkle mundbevægelser. De siger f. eks.: "Må
du have overflod af lykke, mad og rigdom. Må du have fred på
din vej fremover, og må Allah være med dig, hvor du end
går". Når en mand som havnefogeden taler med europæere
på engelsk, kan han ikke undgå at føle, at de er
meget lidt venlige, for ikke at sige tilknappede til det fjendtlige.
Når han så pludselig erfarer, at en formodet fremmed er
som en nær broder i tanke og tale, er det ikke sært, det
letter identifikationen. Han kan pludselig leve sig ind i, hvor surt
det må være at skulle ringe hjem til sit rederi og fortælle,
at man lige har brændt en kvart million af. De sad sammen og talte
i timer indimellem gøremålene med hjertelige gebærder
og saligt ansigtsudtryk. Også Dimitris nyder følelsernes
frie udblæsning, hver gang situationen opstår, fordi han
føler sig hjemme i det.
OG hvad kan man så bruge alt det til? Arabisk veltalenhed som
eksempel på et notorisk kulturtræk er helt klart ikke noget,
vi kunne annektere i vores kultur. Nogen umiddelbar nyttevirkning kan
vi altså ikke påpege. Men eksemplet er godt, fordi det så
udpræget omhandler et kulturtræk i konteksten "de andres
hjemmebane". Det gør det nemmere for os at forstå,
hvor mange hæle og tæer folk egentlig skal hugge af for
at tilpasse sig dansk kultur. De unge fra de veltalende lande, som vokser
op her, europæiserer deres sprog, klogeligt nok. Men det indebærer,
at deres forældre skal prøve at opdrage på dem i
et inferno af værdisammenbrud: Der er det med seksualiteten, og
det med autoriteten, der er gået fløjten. Og oven i dét
skal de leve med, at deres børn nægter at tale som dannede
mennesker. Og det sidste er endda noget, som må forekomme os at
være småtings-afdelingen sammenlignet med alle de andre
ting, der skal nyorienteres i. Ja, og det må de så selv
ligge og rode med, kunne man sige. Og det gør de jo stort set
også. Men ikke alle er i stand til at holde værdinormernes
trafiksammenbrud inden for hjemmets fire vægge. Deraf de mange
problemer med kriminalitet og almen udagéren hos afkommet. På
den baggrund er det så, at man kan blive gal, når nogle
snakker om integration, som om det er noget, man bare lige gør.
Praktikpladser f.eks! Det er en nødvendig ting. Det er hævet
over enhver diskussion, at der bør være adgang til praktikpladser
for indvandrerbørn som for alle andre børn. Men planen
om at fremskaffe praktikpladser fremføres ofte som noget nær
en universalløsning. På den ene side altså en forventning
om en total integration, der kun vil anerkende forskel i hudfarve. Alt
andet defineres som fordomme og løse rygter. På den anden
side en forventning om, at en sådan total integration skal komme
i stand ved at eksercere en gennemdansk, gammel og ærværdig
kulturel værdinorm, nemlig tanken om at du ér dit arbejde.
Rødderne går helt tilbage til Luther og efterfølgere,
der begavede os med den indefra styrede pligtfølelse, og i nyere
tid er syndromet blevet pudset af og gjort nutidigt af 100 års
socialdemokratisk nursing. Arbejdet er vores identitet, og ikke et ondt
ord om det. Det har vi det godt med. Vé den, der ikke har en
julefrokost at skulle til. Men hvis vi nu beslutter at satse på,
at alle fra fremmede kulturer skal integreres til kulturel ukendelighed
- og det ser der ud til at være enighed om - så rejser det
et meget alvorligt spørgsmål af kvantitativ art: Hvor mange
mennesker med en fremmed kulturbaggrund kan lade sig opsuge og gøre
sig umærkelige via simpel afsmitning og lidt kvoteordninger? Det
antal, der er her nu? Eller f. eks. fem gange så mange? Der er
faktisk krige utallige steder i verden. Kun transportmulighederne sætter
grænser for, hvor mange der kan forventes at søge asyl
i Danmark. Oven i det har vi et stigende problem med illegale flygtninge,
der meget ofte har gode grunde til at prøve at snige sig ind.
Men det værste, der kan ske, er at vi får viklet os ind
i så mange inkonsekvenser, at nogle får held til at udhule
den almindelige, sunde og selvfølgelige humanisme. Vi må
ikke nå dertil, at vi lader hånt om krigsflygtninge. Men
for ikke at nå dertil i den nærmeste fremtid, må vi
begynde at tage alternative løsningsmodeller alvorligt. Frem
for alt den, der hedder: I egnede tilfælde ophold i nærheden
af hjemlandet med henblik på senere hjemvendelse.
Retur
til artikeloversigt om kultursammenstød