Antipatriotismen i Danmark
Af Preben Breds, historiker.
I Weekendavisen d. 11.7.04 udtalte Jaques Monnet-professoren
Uffe Østergård sig om 'nationalfølelsen der bare
ikke vil dø': "De gamle nationale eliter og bureaukratier
er jo blevet europæiske, det er jeg selv et eksempel på.
Eliterne er vundet, men vælgerne føler sig med rette snydt."
Dette citat karakteriserer meget godt situationen
omkring årtusindskiftet. Se blot på formuleringen: elite
og buraukrati står sammen overfor 'vælgerne', ikke - som
tidligere naturligt for venstreorienterede - overfor folket. Men folket,
og det dertil hørende fædreland, eksisterer slet ikke mere
efter, at kultureliten har skiftet side. Historikere som Uffe Østergaard
og Søren Mørch gør sig ydermere offentligt til
af, at de end ikke har rødder - og altså er så fritsvævende
som Rafaels engle.
Det er åbenbart, at der er udviklet en antinational,
antipatriotisk følelse rettet imod danskhed og alt dansk. Den
kommer til udtryk på utallige måder lige fra helsidesannoncer
til 200.000 kr. i dagspressen om at "Det er blevet flovt at være
dansker" til hærværk på gaden. Det er de privilegerede,
eliterne, som ikke længere vil nøjes med blot at tage afstand
fra jævne folk - "bærmen" iflg. Svend Auken. Nej,
der er nu også tale om direkte fysiske angreb på begrebet
'det danske', som det skete i sommeren 2003, da en venstreorientet gruppe
'Damer mod Danskhed' øvede hærværk for 100.000 kr.
mod ordene 'Danmark' og 'dansk' ved rudeknusninger hos Danske Bank,
Dansk Camping Union, Dansk Handel & Service og Realkredit Danmark
med fanfaren: "Vi brækker os over det fascistoide Danmark,
danskere, danskhed og danske værdier". Og igen i 2004, da
d'herrer von Trier og Aalbæk Jensen på Valdenmarsdag med
hån hængte dannebrog bagvendt op i flagstangen ude på
Zentropa Film. Hr von Trier bryder sig nemlig ikke om "Danmark
med swastikaen hængende". Og så videre i den dur.
Vi har for længst vænnet os til den
internationale socialismes bekendelser til universelle dogmer, men hidtil
har de - bortset fra den radikale venstrefløj - været luftige
nok til at også at kunne rumme følelser for 'Land og Folk','Danmark
for Folket' og 'Forskning for folket'. At en ændring nu har fundet
sted ses måske tydeligst deri, at et ikke-socialistisk parti som
Det Radikale Venstre med stigende tilslutning fra eliten har taget føringen
som antidansk frontfigur.
Starten på den højprofilerede antidanskhed
leverede den daværende radikale kulturminister, cand. rer. soc.
Elsebeth Gerner Nielsen, på sit møde med kultureliten i
Ebeltoft i 1999. Under mottoet 'Verdensborger i Danmark' skulle den
ny æra lanceres. Som radikal dame mod danskhed nærer hun
et naturligt had til alt dansk, eksempelvis den almindelige brug af
nationalsymboler: "Vi er nødt til at sætte dannebrog
op overalt og omtale madvarer som Dancake og Danæg, for at have
noget at støtte os til", lød hendes forklaring. At
det faktisk forholder sig omvendt (erhvervslivet lukrerer på nationalfarverne
i jubi-reklamer fulde af flag og "Det' dansk, det' dejligt")
spillede ingen rolle for kulturministeren. På sin vej gennem landet
i ministerbilen har hun også døjet med visse kvalmende
synsindtryk, hvilket hun absolut måtte meddele alverden:"Jeg
er så træt af at få det dårligt, når jeg
kører forbi en kolonihave og ser det danske flag. Og grunden
er, at en kultur, som jeg betragter som meget udansk, har taget patent
på flaget". At ingen bortset fra kongemagten har kunnet 'tage
patent' på dannebrog, spiller naturligvis heller ingen rolle i
den sammenhæng.
Ministeren demonstrerede her to af de mest markante
årsager til hadet mod Danmark og danskheden. Den ene er den med
'verdenborgeren', altså det universelle menneske, der, som Rafaels
engle, er lige meget 'hjemme' overalt - dog måske mest i Paris,
London, New York, hvortil kommer en mere specifik hengivenhed for EU-centrerne
Bruxelles og Strassbourg, hvilket Uffe Østergaard jo hentydede
til. EUs nationalflag er følgelig blevet en anderledes øjenfryd
end dannebrog.
Den anden årsag er hadet til 'den jævne
mand', ham, der ikke ligger i pendulfart mellem Bruxelles og Strassbourg.
Hans skæbne er knyttet til Danmark og hans glæde til den
lille kolonihave (det var jo flaget i netop kolonihaven ministeren fik
kvalme af). Som det har vist sig, er det typisk også ham og konen,
der stemmer på Dansk Folkeparti - og et parti med det navn bliver
naturligt nok forbundet med både danskhed og dannebrog. Men da
et parti umuligt kan tage patent på flaget, må Gerner Nielsens
kvalme snarere skyldes det, som dannebrog er symbol for, nemlig nationalstaten
Danmark, hvor jævne folk har rod. For ligesom det er de lavt uddannede
og underprivilegerede, der stemmer på Dansk Folkeparti, er det
iflg. nye undersøgelser de veluddannede og privilegerede, der
samles i Det Radikale Venstre. Altså tegnes her et velkendt billede
af overklasse mod underklasse, elite mod folk, eller som det formuleres
i et radikalt parti-slogan: 'Vi tænker på andre end dig'.
Lige siden middelalderen har overklassen hævdet
sig på underklassens bekostning bl. a. også ved sit vide
europæiske udsyn. Det nye er, at danskhed nu sammenkædes
med underklassen alene og sammen med den kastes i sølet. Eliten
har hævet sig til englenes sfære, mens 'bærmen' med
forfatteren Morten Sabroes ord i Politiken skulle "... have skudt
en flagstang med et Dannebrogsflag op i røven ...". Sådan!
Dette overklassens nyformulerede had til underklassen
kan skyldes, at den, ligesom kapitalen, i globalismen har fundet sig
langt bedre underklasser ude i den vide verden og derfor har outsourcet
sin loyalitet. Med implosionen af socialismen efter Murens fald har
de socialistiske partier mistet deres ideologiske fodfæste og
overladt det til de radikale hattedamer at tage føringen i kreationen
'Den nye Internationale': Én verden - ét utopisk samfund
med evige, universelle menneskerettigheder som grundlov.
Opgaven for 'Den nye Internationale' går
til en begyndelse ud på at dekonstruere den bestående begrebsverden
og dens tilholdssteder i institutionerne. Og heri forenes venstrefløjen
med de radikale: Væk med Danmarks grundlov, væk med folkekirken,
væk med dannebrog, væk med nationalsangen - og som logisk
konsekvens - væk med folket. Så vil omsider den salige vision
tone frem, som lovet i EU's nationalsang: "Alle Menschen werden
Brüder!"
Der ligger således den smukkeste bestræbelse
bag Niels Helweg Petersens ønske om at afskaffe Danmarks nationalsang,
fordi der optræder nogle harniskklædte kæmper, der
engang forsvarede Danmark med våben i hånd. Andre tilslutter
sig ivrigt, ja naturligvis Arne Melchior, der ikke tåler metaforen
'Frejas sal'. En hedensk gudindes navn er da uanstændigt i den
politisk korrekte æra. Den slags flueknepperi kan nok synes komisk,
men det viser med hvilken nidkærhed, eliten dykker ned i de allermindste
detaljer.
Mere alvorligt er de igangsatte planer for omskrivning
af grundloven. Her slutter venstrefløjen igen op bag de radikale.
Dagbladet Politiken, der på lederplads principielt mener, at "Grundlove
er som bekendt udemokratiske", har stillet spalteplads til rådighed
for radikale udkast til en ny grundlov, der angiveligt ikke så
meget skal sikre danske, traditionelle værdier som fastslå
EU-charters og de universelle menneskerettigheders overherredømme
i Danmark. Egentlig burde en særlig 'dansk grundlov' således
være overflødig. Argumentationen bag denne bestræbelse
synes at være, at eftersom befolkningen i det geografiske område
Danmark ikke adskiller sig fra jordklodens øvrige befolkning,
så skal der heller ikke gøres nogen forskel: Danskerne
er jo (som alle mennesker) indvandrere. Alle er vi lige og med lige
rettigheder uanset oprindelse. Med forfatteren Peter Seebergs ord i
1997: "Som situationen er nu, er der en masse tegn på, at
danskerne tror, at vi ejer dette land, fordi vi har arbejdet i det.
Gu' gør vi ej. Vi ejer det ikke mere end kineserne gør."
Ja, eller tyrkerne, eller araberne - ikke sandt?
Hertil føjer sig naturligt angrebet på
folkekirkens grundlovsfæstede stilling som folkets kirke. Principielt
får landets gennem historien nedarvede kirke således særstatus
alene ved at blive nævnt i loven. I praksis er dette, specielt
efter islams eksplosive vækst i Danmark, udtrykkeligt blevet en
utålelig ulighed, skønt 85% af befolkningen fastholder
medlemskab af folkekirken. Historikeren Mikael Jalving råbte i
Berlingeren 17.8.04 "Fri os fra folkekirken: Bare navnet: Folke-kirke.
Vi bringer en overraskelse: DDR har ikke eksisteret forgæves.
Folke-kirke, Folke-skole, Folkekøkken. Må jeg være
fri!" Og de venstreorienterede præster er med på den
galej for at gøre kirken til en politisk megafon: 'Mund og mæle',
kalder de det.
Afskaffelse af kongehuset har i snart 100 år
stået på socialisternes ønskeseddel, uden at det
dog er blevet til noget. Men netop her har eliten mærkværdigvis
været spag i mælet. Måske på gr. af hofballerne,
som selv SF'erne nu nyder i fuld pingvin og pakistansk folkedragt.
Der findes altså visse områder, hvor den anti-danske elite
ikke finder det umagen værd at angribe. Det er vel logisk nok,
når man som Klaus Rothstein mener, at "Danskhed er et ord
uden indhold, der findes ikke noget specielt dansk", eller med
den radikale Henrik Svanes ord fastslår at "...dansk kultur
ikke eksisterer og aldrig har eksisteret". Ja, her er ingen grund
til angreb. Men når det forholder sig sådan, hvorfor så
egentlig disse hadske udfald?
Det paradoks illustredes smukt med Dansklærerforeningens
bog i 2003 'Danskfagets danskhed´, som i forordet meddeler, at
formålet med faget er at undergrave danskheden til fordel for
opdyrkning af et internationalt kulturfag. Til Kristeligt Dagblad udtalte
bogens forfatter Peter Heller Lützen: "Når jeg skriver,
at faget skal undergrave danskeheden, er det selvfølgelig provokerende
formuleret, men det er også en beskrivelse af, hvad der faktisk
foregår i faget i dag. Det nationale spiller en stadig mindre
rolle, og det er en udvikling, jeg bifalder". Altså bare
et spark for synets skyld - samtidig med at folkeskolen producerer 20%
analfabeter til verdens højeste omkostninger.
I august kunne en undersøgelse på
Aarhus Universitet vise, at de studerende på statskundskab havde
en katastrofalt ringe viden om historiske og samfundsmæssige forhold.
Det er studenter med mindst 9 i karaktergennemsnit ('Flos Daniæ'),
hvis studievalg indikerer interesse for netop samfundsforhold. De demonstrerer
blank uvidenhed i historie. Åbenbart er hele undervisningssystemet
tilsyneladende progammeret til underminering af værdierne i nationale
fag som dansk og historie - ja, til og med at udslette erindringen om
sådanne værdier. Som om Danmark ikke har haft en historisk
eksistens.
Det danske er således helt åbenbart
under direkte angreb fra eliterne og indirekte angreb i undervisningsinstitutionerne.
Nye politiske tiltag som forslag om undervisning i arabisk for alle
elever i Københavns Kommune, og om at bibelen og koranen skal
fylde lige meget i religionsundervisningen i gymnasieskolen, viser til
gengæld vej frem mod fremtidens internationale multi- eller fusionskultur.
Disse eksempler er blot et lille udpluk fra strømmen
af tilkendegivelser om afstandtagen, foragt og had til det danske Danmark
og dansksindede mennesker. En ny tid er ved at bryde frem, et nyt ideal
stiger op af de døde utopiers grave.
Det besynderlige ved alt dette er, at eliten åbenbart
ikke kan erklære sin kærlighed til den fagre nye verden,
til FN og EU og alle konventionerne uden først at skulle spytte
i egen rede. Det er de velbegavede, veluddannede, velsituerede, der
under rationalitetens tegn udspyr deres lueforgyldte had mod det, som
før kaldtes folk og fædreland. De er fjender af begrebet
folk i dansk sammenhæng - er de også folkefjender?
Selv Voltaire, ikonet for rationel ånd og
oplysning, mente dog, at skønt patriotisme ofte betød
had til alle andre lande end ens eget, så alligevel: Hvis en mand
ønsker fremgang for sit land, men aldrig på bekostning
af andre lande, er han på en og samme tid en intelligent patriot
og verdensborger. (Pellisier 222)
Rummelighed er altså mulig - det er muligt
samtidigt at elske verden og sit land - "J'ai deux amours, ce'st
Paris et mon pays", som Josephine Baker sang i 30rne. Men vore
anti-patriotiske verdensborgere kan tydeligvis ikke rumme nogen moderation.
Det skyldes vel næppe et lavere åndeligt niveau end Voltaires
- nej, årsagen skal snarere søges i det fænomen,
som kendes under betegnelsen 'det éndimensionale menneske', absolutismens
ophav.
Retur
til artikeloversigt om kultursammenstød