På vej mod en
balanceret indvandrerpolitik
Trykt i Politiken 28. juni 2003
Af Masoum Moradi, socialrådgiver
Når man ihukommende generationer kigger tilbage på Danmarks
indvandrerhistorie, vil man nævne flere begivenheder som epokegørende:
At Danmark ratificerede flygtningekonventionen i 1951. At gæstearbejderne
gæstede kongeriget 1967-1973. At Folketinget erklærede indvandringsstop
i 1973. At man liberaliserede asylloven i 1983. Og at Danmark fik sin
integrationslov i 1999.
Disse begivenheder vil børn af vore børnebørn blive
undervist i som væsentlige. Men når historielæreren
skal udnævne det mest epokegørende i Danmarks indvandringshistorie,
vil folketingsvalget i 2001 have gode chancer for at løbe af
med sejren. Kort sagt droppede danskerne fra denne dato forestillingen
om, at den multikulturelle udvikling skulle være en uundgåelig,
historisk sandhed. Man betror derimod fra nu af nationalstaten at regulere
indvandringens størrelse.
Årsagerne til indvandrervalget i 2001 er mange. Man kunne med
en vis forenkling sige, at den intense kamp for og imod et multikulturelt
samfund blev fløjtet af i 2001, da multikulturalisterne scorede
i eget mål.
Det var i 2001, at danskerne for alvor så, at de ubudne gæster,
de havde lukket ind i stuen, pludselig havde indtaget soveværelset.
Fatih Alev, Bashy Quraishy, Muharrem Aydas og andre indvandrerpopulister
kunne man næsten ikke få ud af soveværelset igen:
Folkeskolen skulle laves om, folkekirken skulle afskaffes og den latterlige
provinsielle danskhed skulle erstattes af en højere multietnisk
bevidsthed.
De var sikre i deres sag, for indvandring kunne jo umuligt forhindres.
12.000 nye nydanskere ankom der hvert år, uanset hvad gammeldanskerne
ønskede.
Nu i 2003 er det umulige en realitet. Der skulle faktisk ikke mere end
et par stramninger til, før alverdens 'forfulgte' valgte at gå
i en ordentlig bue uden om kongeriget. Menneskesmuglingsindustrien har
reageret hurtigt på de danske stramninger.
I øjeblikket kommer der ikke ret mange. Og de, der kommer ind,
går ikke som før i årevis forvirret rundt og leder
efter grænserne for, hvad man må og ikke må i dette
mærkelige land. Der er sat pegeskilte alle vegne. Fælles
for dem er, at de peger mod integration. Der er også kommet gang
i oprydningsarbejdet. Folk, der i et par årtier har parkeret initiativet
hos kommunerne, bliver i disse dage kaldt til samtale, hvor de kommunale
sagsbehandlere forsøger at give dem bolden tilbage.
Indvandrervalget blev vendepunktet. Måske vender vi om igen. Måske
åbner vi op igen, men den traditionelle, ukontrollerede indvandring
er afgået ved en stille død. Den ny socialdemokratiske
politik på området er garant for, at et magtskifte ikke
kan rokke ved denne kendsgerning.
De borgerlige kræfter, der vandt indvandrervalget, er ikke tilbageholdende
med at tage den fulde ære for udviklingen. Men mon ikke det hele
mere eller mindre har handlet om en proces, hvor et homogent samfund
skulle lære at forholde sig til indvandrere og indvandring fra
den tredje verden? Mon ikke stramningerne var kommet, uanset hvilken
regering vi havde fået? Hvad var alternativet? Hvem turde tænke
den tanke til ende, at man skulle fortsætte som i 70'erne, 80'erne
og 90'erne, hvor lykkejægere fra landområderne i den tredje
verden på ganske få timer fløj igennem flere hundrede
års udvikling?
Halvdelen landede på kontanthjælp, tit og ofte med smadrede
familier og massive sociale problemer til følge. Hvem turde forestille
sig, hvor lang tid en oprydning ville have taget, hvis vi var fortsat
som før? Selv i den tredje generation viser nogle indvandrergrupper
fortsat immunitet over for integration i de moderne værdier.
Paradoksalt nok blev det humanisten Haarder, der fik den 'uhumane' opgave
at stramme op. Indvandrerpopulisterne elsker at hade ham som selveste
ondskaben, dog bevidste om, at denne 'ondskab' nok ikke begrænser
sig til Haarder alene, men antagelig ligger i de danske gener. For når
alt kommer til alt, gør Haarder kun, hvad et flertal af borgerne
har bestilt ham til.
Det bliver sagt, at det her kan vi ikke være bekendt. Vi kan,
som det rige samfund vi er, ikke være bekendt at lukke porten
for de fattige.
Magen til vrøvl skal man lede efter længe. Som om målet
med asylloven var at regulere indsatsen over for fattigdommen. At modtage
flygtninge er ikke ensbetydende med at modtage fattige. Tværtimod.
De fattige i den tredje verden har ikke overskud til noget så
luksuriøs som politisk kamp for frihed. De kan derfor umuligt
være drevet på flugt af politiske årsager.
Når vi har taget os af de fattige i de sidste 30 år i vores
asylsystem, er det, fordi vi ikke har forstået meningen med vores
asyllov. Vi, der bekymrer os over verdens fattige, bør efterhånden
kunne indse, at opgaven med at afhjælpe fattigdommen hos et par
milliarder kræver en anden slags indsats end at give asyl til
et par hundrede tusinde af dem.
Der er en del ting i den nuværende indvandrings- og integrationspolitik,
som udspringer af angst for at være som i 80'erne og 90'erne:
naiv og blåøjet. Haarder er gået i den anden grøft
for at sikre balancen. Det behøver oppositionen ikke få
mavesår af.
De nuværende overdrivelser kan være små skridt på
vej mod en velafbalanceret indvandrerpolitik, som børn af vores
børnebørn vil nyde godt af.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning