Æresdrab
eller bare et jalousimord?
Trykt i Socialrådgiveren nr.18 2003
Af Kirsten Damgaard kulturpsykolog og seksual- & samlivsrådgiver
Der er stor forskel på ægteskabets formål
og indhold i henholdsvis den vestlige og den muslimske kulturkreds.
I vesten er idealet at være elskende venner, og konen er ofte
mandens bedste ven. Dette er sjældent tilfældet i den muslimske
kulturkreds, hvor parret jo ofte er blevet gift - i passiv form - for
det er andre der har udvalgt partneren og bestemt tidspunktet for samlivets
begyndelse. Endvidere har forholdet nærmere form af en social
kontrakt mellem to familier med pligter fordelt efter køn, end
et kærlighedsforhold mellem to individer hvor det praktiske også
skal løses. I mange muslimske mænds bevidsthed er konen
ikke en ligestillet partner, når det gælder beslutningsprocesser
i familien og hun er ikke øverste myndighed i forhold der angår
hendes egen person som fx abort og skilsmisse.
Jeg påpeger at de såkaldte æresdrab,
og de mange forsøg herpå samt tvangsægteskaber alle
er forholdsregler der iværksættes, fordi kvinden hverken
som køn eller individ tildeles retten til at bestemme over sine
seksuelle udfoldelser. Tiltager hun sig alligevel den magt straffes
hun for ikke at lade sig styre. Lad det være sagt med det samme,
at mænd ligeledes presses til ægteskab, og at æresdrab
også forekommer i andre kulturkredse. Imidlertid er det muslimerne
der pådrager sig opmærksomheden i dansk kontekst.
Lad os kigge på Vesten først
Blandt vesterlændinge, hvor (den tidligere) kone/kæreste
er målet for en ægtemands voldelige handling er det mandens
forståelse af konens bundethed som er basis. Han mener ikke, at
hun har ret til at fravælge ham. Imidlertid vil det moderne samfund
ikke binde hende til ægtemanden eller straffe hende for at vælge
en anden. Han anser sig også i sin ret til at straffe hende, tage
hævn – og vi ser at han planlægger og udfører
den. Men det omgivende samfund billiger det ikke. Ved at hun forlader
ham, mister han ikke ære i det danske samfunds øjne, og
straffen er hård for at undertvinge et selvstændigt subjekt.
Faktisk er det ”gratis” i strafferetslig forstand for en
dansk kvinde at behandle sin ægtemand uanstændigt i forhold
til de vedtagne normer. Hun kan have elskere, blive gravid med en anden
og udtale sig i TV om hans ringe evner som elsker uden at det offentlige
vil straffe hende. Hendes familie og venner kan derimod finde at ”det
er for galt” og beslutte at lægge hende på is.
Mord og så selvmord
I tilfælde hvor en dansk mand ”elsker-sin-kone og ikke-kan–leve-uden-hende”
ses ofte et selvmord efter hustrudrabet. Her er manden både hævngerrig
og fortvivlet. I andre tilfælde af manden der”elsker-sin-kone
og ikke-kan–leve-uden-hende” oplever han sig næsten
magtesløs og tilintetgjort, men prøver måske at
erobre hende tilbage ved at love forbedringer. Denne type mand ser sig
som offer for kvindens kontrol og oplever ikke at have noget at true
med. Han kryber derfor for at opnå en gunstbevilling.
Der ses også i Vesten eksempler på mænd, der tager
kone og børn med sig i selvmordet. Her drejer det sig om en overdrevent
patriarkalsk indstilling indlejret i stor fortvivlelse eller dyb depression.
Konen tages netop ikke med på råd, for han regner hende
for en del af sit ansvarsområde som han har råderum over.
Mord på eller incest mod kvindens børn er i øvrigt
en anden hævn overfor kvinder der bestemmer for meget efter samleverens
opfattelse.
Vrede over en handlende kvinde udstrækkes dog undertiden også
til at gælde andre, der antages at have lokket /støttet
kvinden såsom den nye kæreste eller hendes søskende.
Hos Vesterlændinge ses det også nogle gange, at det udelukkende
er kredsen omkring kvinden, som den forsmåede mand er vred på,
hvilket klart viser, at han ikke regner hende for et handlende subjekt.
Hun er blevet overtalt eller vildført af andre, forklarer manden
Det er ikke skamfuldt for ham at tage hende tilbage, for han har ingen
ære mistet. Men sædvanligvis kommer hun til at bøde
langvarigt for at han tog hende tilbage, ved at måtte vise sig
mere underlegen i parforholdet, der ellers efter danske normer bør
være jævnbyrdigt. Det giver naturligvis psykiske blå
mærker.
Målet for jalousi som psykologisk term er tredjepart. Et jalousi-drab
rettes derfor mod den der i morderens øjne er den indtrængende,
den der uretmæssigt er ved at fratage en noget man er i besiddelse
af eller mener sig i sin ret til at modtage, altså rivalen. Et
jalousi-drab er i morderens øjne et mand-til-mand opgør
om et objekt, der af morderen ikke anses for at tage bestemmelser om
sit eget liv. Selvom volden er meget voldsom, sker det jo faktisk ofte
at kvinden returnerer til voldsmanden, når rivalen først
er fjernet. I tilfælde hvor den forsmåede dræber både
den tidligere kæreste og rivalen er det elementær hævn.
Så går vi til den muslimske kulturkreds
Så længe en ugift kvinde ikke er blevet forenet med en mand
ved forlovelse eller ægteskab, kan potentielle bejlere nok anse
hinanden for farlige rivaler og de måler hinanden på slægtskab
til kvinden, status, uddannelse,alder og etnicitet. At en etnisk dansk
ikke-muslimsk mand forsøger sig hos en muslimsk kvinde er uantageligt,
om så han var kronprins.
Hos muslimer har jeg aldrig hørt om mønstret med at (ægte)manden
udelukkende slår rivalen ihjel for at muliggøre generobring
af kvinden. Hun har i nemlig i (ægte)mandens øjne krænket
hans virilitet, og det rådes der ikke bod på ved at dræbe
rivalen.
Utroskab er svaghed ikke vilje
Det anses imidlertid for at være mandens natur at forsøge
at trænge ind, så han er ikke ene-skyldig i umoralen, hvis
han har et forhold til en gift kvinde.
I traditionelle muslimske miljøer forekommer der to ikke gensidigt
udelukkende forestillinger om kvindens natur i forhold til seksualitet.
Araberne ser oftere kvinden som seksuelt umættelig, ni gange mere
potent end manden, og derfor er hun altid villig, ofte også som
en opsøgende fristerinde. I denne forestilling er mænd
svage og lader sig let forlede. Den anden forestilling, som er mere
udbredt blandt tyrkere, opererer med en pågående og indsmigrende
mand overfor en intellektuel svag kvinde. Hunkønnet må
have hankønnet i sin familie til at barrikadere sig, så
hun ikke lader sig forføre. Så når en kvinde i denne
tradition er gået over stregen, har hun krænket den maskuline
ret til at forvalte den kvindelige seksualitet. Det kvindelige må
sættes på plads i hierarkiet under det mandlige overherredømme.
En kvinde, der handler som et selvstændigt subjekt er udenfor
normen. Selvstændighed hos kvinder er en trussel mod mandens forståelse
af sit køn og sin ære.Truslen må udryddes og dominansen
genetableres .Æren består bl.a. i have magt over og i at
kunne styre de underordnede, samt i at andre opfatter at man(d)/slægten
har denne magt. At udrydde kvinden er derfor at vogte sin ære
ved at hævde sin magt. Æren er genoprettet, når kaos-forvolderen
er bragt på plads af de eller dem der ifølge hierarkiet
skal dominere.
Ære er at styre
At kvinders seksualitet i den muslimske kulturkreds generelt regnes
for aktiv, ses også af den udstødelse der kan blive voldtagne
kvinder til del. Deres ægtemænd vil ikke trøste dem,
de regner dem som urene og afslår at fortsætte ægteskabet,
ligesom resten af familiemedlemmerne mener at en voldtagen kvinde har
påført dem skam. Ugifte voldtagne kvinder kan ikke finde
en passende partner, ligesom enker eller fraskilte også regnes
for anden-klasses. Kvinders seksualitet ses i udbredt grad som kaosvolder,derfor
må den tøjles .
Når en bortløben muslimsk hustru slås ihjel af sin
ægtemand, er det æresdrab fordi det handler om at den mandlige
part genopretter sin plads i hierarkiet ved at udøve magt.
Kvinden tillades ikke at vælge ægtemanden fra eller vælge
en anden mand at udfolde sig seksuelt med. Denne styring hører
efter den tabende mands/ slægtens mænds selvforståelse
til hos ham/dem, og vold og dødsvold er et af redskaberne i styringen.
I tilfælde hvor far eller bror dræber, er det altid en ugift
kvinde, der har forbrudt sig mod faderslægtens ret til at indgå
kontrakt med en anden familie om kvindens seksuelle ydelser og reproduktion.
Derfor er der også opbygget en ”koreografi” omkring
stening af utro kvinder, således at det er mændene i familien
der begynder. Først faderen, så ægtemanden og derefter
sønnerne kaster de første sten. Altså ophavet og
ansvarshavende ”vasker hænder” og sønnerne
afsværger den mentale arv. Den kollektive tankegang indenfor slægten
medfører at den kan pådrage sig skam ved én kvindes
handlinger eller dårlige rygte, men æresoprejsning kan ligeledes
opnås ved at én mand fra det rigtige sted i hierarkiet
udviser passende dominans. På grund af den høje straf for
drab her i landet er indvandrerfamilien imidlertid ofte pragmatisk og
angiver en ung mand under 18 år som udfører af æresdrabet,
når et sådant gensvar har skønnedes nødvendigt.
En etik fra et andet årtusind
Forskelle i menneskesyn og holdninger mellem skandinaver generelt og
traditionelle muslimer er problematisk for integrationen og har konsekvenser
for ligestillingen mellem mænd og kvinder. At der kommer nye indbyggere
til landet med en etik fra et andet årtusind må ikke medføre,
som det er sket i Norge, at der ved strafudmåling skeles til om
krænkeren har fravalgt opholdsstedets grundværdier. Sker
det, er loven ikke lige for alle.
Retur
til artikeloversigt om adfærd, norm og kriminalitet