Den sande menneskelige natur - kulturen
Anmeldelse, trykt i PsykologNyt 1995
Af Kirsten Damgaard, psykolog
Psykolog og folkeskolelærer Heidi
Kromayer har konstateret hvordan mange børn fra etniske mindretal
har vanskeligheder i den danske skole, og hvordan de let kommer til
at opleve sig selv som splittede og mindreværdige i forhold til
de krav, der stilles til dem fra skolens side. Og i daginstitutionerne
sker det samme. Hun har derfor, ud fra et velvilligt ønske om
at se migranterne og deres efterkommere som personer med ressourcer
i stedet for som personer med mangler, skrevet en bog, der både
indeholder teoretiske forståelsesmodeller og nogle praktiske løsningsforslag.
Som både indvandrerlærer og psykolog, så jeg derfor
frem til at få forslag til, hvorledes vi i Danmark kan løse
nogle af de problemstillinger lærere de sidste 15 år har
remset op i kor for mig: Om de muslimske piger og kropslig udfoldelse
og nydelse fx ved svømning og dans og som jo egentlig handler
om retten til kvindens krop (faktisk samme debat som ved Beijing konferencen).
Om de muslimske piger og deltagelse i ture/ lejrskole og drengenes vægring
ved at udføre” kvindearbejde” og altid føle
sig som forfulgte uskyldigheder som handler om at måtte og ville
tage ansvar for sig selv og acceptere konsekvens, ligesom konflikterne
også fremspringer af migranternes ikke ligestillede kønssyn.
Og endelig om drenges/mænds vægring ved at acceptere og
respektere kvindelige lærere/ pædagoger samt forældrenes
passivitet i forhold til det medansvar samfundet pålægger
dem at tage for skolens/ børnehavens socialisering af deres børn.
Hvad kom først kulturen
eller værdien?
Bogen har en del gode teoretiske udredninger om hvordan hjemlandenes
kollektive kultur adskiller sig fra den individuelle danske. Men da
kulturen både betinger opvæksten og tilegnes under opvæksten
må jeg opponere, når Kromayer taler om de små indvandrerbørns
egen kultur. Kultur er ikke kun det pæne og overfladen, den er
også det økonomiske system, kvindesynet , måder man
løser konflikter på og de politiske strukturer, der fx
munder ud i børnepasningsordninger og tilladte skoleformer. Når
børnene således går i dansk børnehave og lever
i Danmark, så er dansk kultur også deres kultur.
Forældrenes medbragte rester af kultur kan jeg ikke betragte som
tættere på og mere autentiske for barnet end dansk kultur.
Men det er klart, at barnet kan være i klemme mellem flere menneskesyn
og deraf følgende socialiseringsformer.
Pluralisme dur
ikke
Kromayer går ind for såkaldt pluralistisk integration. Ved
det forstås:
“Gensidig ændring, hvor individet vedligeholder sine oprindelige
livsformer, værdier og identitet, samtidig med at det overtager
de dele af den anden kultur (majoritetskulturen), som det selv anser
for værdifulde eller praktiske” (Würtz Sørensen
1989). Umiddelbart en ganske sympatisk indstilling til integration,
men utopisk og med manglende indre logik og konsistens i selve begrebet.
Hvorfor? Jo, for det første, hvis vi forudsætter at alle
indbyggere skal leve i det samme samfund, altså i én nation,
har livsformer og habitus, der hører til andre samfundsformer
intet rationale i et moderne markedsstyret industrisamfund, og derfor
ingen overlevelsesmulighed uanset hvor stor velviljen måtte være.
Og værdier der måler kvinder ud fra om de har hymen, hvilken
kaste de tilhører eller om de kan føde sønner samt
personlige og samfundsmæssige værdier, der giver prestige
til en mand p.g.a. hans køn og hans afstamning og ikke p.g.a.
hvad han udretter, får ingen anerkendelse i vestlige samfund som
det danske. For det andet er det er noget sludder, at migranterne kan
overtage, hvad de finder praktisk fra den nye kultur. Her kører
vi ikke fem på én scooter, omskærer kvinder eller
gifter os med flere! For at fungere her er det nødvendigt at
være præcis, og enhver bliver nødt til at acceptere
forhold som: religionsfrihed, undervisningspligt, at der eksisterer
personlig myndighedsalder, byggereglementer, at veterinærmyndigheder
kan gribe ind og lukke virksomheder, at registreret partnerskab har
juridisk gyldighed osv.
Hvis værdierne er alt for divergerende, bliver der ikke noget
“vi” men et “os” og “dem”. Forfatterens
ufuldstændige kulturbegreb fanger hende ind bagfra, så hun
får præsenteret absurditeten “tokulturel identitet”.
Har diplomatbørn og lægen Fatuma Ali, der er opvokset og
har arbejdet i mange lande så en tre fire eller fem kulturel identitet,
kunne man spørge? Jeg mener ikke identitet er et begreb, der
kan tælles hos den enkelte.
Politiske eller praktiske løsninger
Børnene må leve med værdisammenstød i dagligdagen
som jeg ikke mener kan løses hverken på det praktiske eller
det politiske plan, der imidlertid er de eneste planer forfatteren operer
med. Samfundet kunne selvfølgelig tvinge indvandrerforældrene
til at vælge om det overhovedet er her de skal bo, ved at checke
om de har de politisk korrekte synspunkter i forhold til folkeskolens
og daginstitutionernes altså samfundets grundliggende værdier
som fx ligestilling, selvrealisering, individuelt ansvar, religionsfrihed
og demokrati opdragelsesmål som Kromayer godt ved indvandrerforældre
ikke altid deler. Men den slags fundamentalisme ville jo være
udansk, men måske en af de “gensidige ændringer “
danskerne skulle overveje?... Ellers mener jeg ikke der er anden vej
at gå end over uddannelse og viden altså ændringer
på det kognitive personlige plan.
I pædagogik er metode også
indhold
Heidi Kromayer forklarer meget flot i afsnittet om undervisningsmetode
og den pædagogiske process hvorledes fleksibilitet, kreativitet,
professionel kunnen, skepsis og en aktiv kritisk og tolerant deltagelse
i en demokratisk process er indeholdt i skolens at “lære
at lære” og, at disse elementer ikke indgår i mange
migrantefterkommeres internaliserede opdragelsesmål. Men da ovenstående
elementer da så sandelig også er en del af den substans
der læres, kan det ikke bare henvises til at være et kommunikationsproblem,
når der uvægerligt opstår problemer mellem dansk lærer
og indvandrerelev/ forældre. Jeg finder, at forfatteren er for
tilbøjelig til at nøjes med at forklare konflikter, som
opstået af sproglige forhold. Der findes regulære modsætninger
mellem mennesker, som vil bestå lige meget hvor dybt man forstår
de andres kultur. Fx medfører forståelse for ære
skam opdragelse eller nudist kultur ikke automatisk respekt for det
underliggende menneskesyn.
Dansk er mere end sprog
Kromayer mener også, at børn lærer mere af børn
som de føler sig sprogligt, intellektuelt og identitetsmæssigt
på lige fod med, hvilket egentlig kunne være et argument
for apartheid og aflysning af lejrskoler i udlandet, men her er det
præsenteret som et argument for tosproget metode. Det må
være en etnocentrisk vi er alle lige lapsus fra forfatterens side,
for indlæringspsykologi er det ikke. At børn derimod lærer
mest i trygge omgivelser, hvilket kan inkludere hjemmets sprog som arbejdssprog,
er vi enige i.
Når Heidi kromayer og jeg ser så
forskelligt på kulturmødet, som ovenstående diskussion
er udtryk for, hænger det sammen med, at hun tager udgangspunkt
i den tværkulturelle psykologi .I denne retning er det fællesmenneskelige
(fx at være jordboer, tilhøre samme generation) essentielt
. For mig er denne synsvinkel imidlertid ikke tilstrækkelig. Jeg
hælder til kulturpsykologien og den psykologiske antropologi,
der fx forventer at verden består af flere psykologier med tilhørende
pædagogikker udviklet i hver sit semiotiske område. Kulturpsykologien
forudsætter, at individer, traditioner, psyker og kulturer skaber
og former hinanden og det på en sådan måde, at man
aldrig kan tage kulturen ud af personen. Vi mener derfor, at der er
grænser for integration.
Heidi Kromayer prøver da heller ikke at nærme sig de store
konfliktområder, jeg nævnte i begyndelsen af artiklen.
Heidi Kromayer: Kulturforskellighed et møde mellem
danske pædagoger og lærere og børn fra etniske mindretal.
Dansk psykologisk Forlag 1995.
En mere grundig indføring i kulturmødets
socialisering fås i:
James A. Banks (ed) : Handbook of Research
on Multicultural Education.
Simon & Schuster MacMillan 1995.
Retur til oversigt
over anmeldelser